Du skal være logget ind for at oprette emner eller lave indlæg

Lidt blandet fra Commish

Jeg havde skrevet en hel masse om ingenting, som jeg jo er så god til – det er slettet, og I får en lidt mere konkrekt "præsentation" her.

Jeg er, som I forhåbentligt har opdaget, tilbage i ligaen. Først som Commish, hvilket fortæller alt om hvor skidt det stod til i ligaen, når jeg kunne nøglerne til hele lortet. Nu er jeg også tilbage som GM, da ekspansion 2027 er godkendt. Her har vi godkendt to hold, men vi snakker om muligheden for at udvide det til tre, så vi er 20 hold i ligaen fra næste sommer.

Min rolle som GM skal I nok få læst en masse til i Ultimate Insider, så her vil jeg fokusere på rollen som Commish/webmaster.

Forfatningen siger, at regelændringer skal godkendes af 2/3 af ligaen. For et par uger siden, var I dog så desperate, at jeg fik "frie tøjler" hvis jeg tog rollen til mig. Jeg vil derfor indføre enkelte tiltag uden afstemning, men kun de tiltag jeg har som krav for at kunne varetage rollen som Commish. Jeg vil eksempelvis indføre fri handel, så længe at man overholder de krav der nu engang er i forhold til løn, rosterplads, låste draftpicks osv.. Eneste undtagelse er nye GMs, der skal have godkendt handler det første år. Har man tidligere erfaring fra ligaen, og indtræder påny som GM, kræves der ikke godkendelse. Dett, sammen med valg af platform, er vel nærmest mine krav...

Et eksempel på tiltag, som jeg gerne ser, men ikke har som krav, er muligheden for at kunne trade picks for 3 sæsoner i stedet for 2. Da den ikke er vigtig i rollen som Commish, bliver den naturligvis lagt til afstemning i stedet.

I har hørt en masse brok fra mig over mit udstyr. Rasmus har sendt en bærbar, der gerne skulle komme inden længe. Jeg mangler dog stadig lidt småting, for at kunne dedikere mig ordentligt til det her. Jeg har haft flere dage med mindst 10 timer foran skærmen de sidste to uger, men fra i dag tager jeg en pause fra udvikling, indsamling af tidligere data – og vil i stedet bruge tiden på handler, fritstillinger, draft og andet der skal opdateres løbende.

Der er nogle udgifter, vi gerne skulle have dækket. Der er løbende udgifter til serveren, som Kurt har lagt ud for (som skal betales tilbage) samt udgifter til plugins eller andre programmer, der hjælper med de komplekse koder (jeg har lavet siden i samarbejde med programmerings funktioner i ChatGPT – ellers havde det taget mig mindst et år at nå så langt). Jeg vil derfor foreslå en fælles kasse, som der indbetales 50.- eller 100.- til én gang årligt. Alle udgifter der bliver dækket af denne kasse, vil blive dokumenteret med kvitteringer. Det, der enten er nødvendigt, eller så billigt – men noget der vil gøre mit arbejde meget bedre, eller nemmere, vil dækkes af denne kasse.

Jeg går ikke ud og køber en gamerskærm til 1800, men en ekstra skærm brugt fra Marketplace til 300.- samt lidt ekstra RAM i computeren, kan gøre en forskel for mig og arbejdet med hjemmesiden og ligaen. I den forbindelse, skal jeg bare vide på forhånd, om jeg må bruge pengene til teknisk udstyr, plugins på hjemmesiden, et program til programmering og lignende, eller om folk helst gerne vil godkende først (ingen sure miner herfra i så fald, det er helt fint – bare folk siger deres ærlige mening). Det er ikke sådan, at fordi der står eksempelvis 1200.- på ligakontoen, at jeg så tænker at der skal brændes penge af – det er kun når det er nødvendigt og ifm. arbejdet som Commish/webmaster.

Følgende (få) ændringer er enten allerede trådt i kraft eller gør det med omgående virkning, og vil fremgå af den nye forfatning som snart kommer på:

Der er fri handel. Nye GMs skal dog have godkendt handler i deres første år i ligaen. Tilbagevendte GMs skal ikke have godkendt handler. Viser det sig, at det ikke går, må vi vende tilbage til godkendelse igen.

Fremover skal holdet sættes på Yahoo.

Lønninger hentes som udgangspunkt fra Hoopshype, der er førsteprioritet.

Fantrax er skrottet helt og aldeles.

Jonas har i øvrigt meldt sig frivilligt til Forretningsudvalget. Her mangler vi stadig en enkelt. Herudover, kunne det var fantastisk med en backup-commish/webmaster. Mest af alt hvis jeg skulle falde død om i morgen, blive ramt af en bus eller Lise-Lotte Lohmann på et el-løbehjul. I forhold til tidligere, er langt de fleste opgaver blevet nemme at håndtere. Handler oprettes på få sekunder, FA/waivers ligeså. Søndage med opsamlinger er også gjort så nemme som mulige (man kan klikke hvilke hold der har ønsket hvilke spillere og med hvilken prioritet og så kører systemet det hele automatisk). FA-rækkefølge opdateres også automatisk. Det er ikke fordi at der er en der skal lave mit arbejde, men fordi der skal være en til at tage over, hvis jeg ikke er i stand til det. Jeg vil, når tiden er til det, lave en guide til alt fra handler til årlig lønupdate (der ordnes automatisk med et par klik).

Der vil sikkert komme lidt mere løbende, men det var lige hvad jeg kunne huske i denne omgang.