Title

Wake Up, Dead Man!

NBAinfo.dk er død, NBAinfo.dk længe leve! Velkomment til et nyrenoveret site om NBA.

Dette er ikke blot det første indlæg på et nydesignet NBAinfo.dk, det er også det første indlæg af undertegnede som chefredaktør for sitet. En ting er dog uændret: Kurt er stadig ejer, og han har lovet ikke at være ”silent”.

I det hele taget er det nye design et forsøg på at blande gammelt og nyt. Som det fremgår har debatten stadig en fremherskende plads både på forsiden og i den redaktionelle bevidsthed. Og det har altid været NBAinfos største force: En levende og velkvalificeret debat, selv når sitet ellers har ligget hen som skindød. Så slå dig bare løs!

Du skal dog være opmærksom på en ting, som du måske allerede har bemærket: Det har ikke været muligt at flytte passwords over på det nye site, men du kan få et nyt ved at bede om at få et tilsendt til den e-mailadresse, du har tilknyttet til sitet. Og hvis den er gammel og ude af drift, opretter du bare en ny bruger.

Sitet er delt op i fire ”sektioner”: bloggen, debatten, Hall of Fame og LIVE!

Bloggen er et forsøg på at gå Grantland i bedene. Her kommer der primært lange artikler i form af analyser, mailudvekslinger og gode historier.

Debatten er ikke helt som det gamle NBAinfo-forum. Tanken har været, at der skal være lidt mere tryk på ”info”-delen. Derfor er debatten primært inddelt efter spillere og hold, og til hver person eller franchise hører der noget info, links til vigtige artikler her på sitet eller ude i verden mv. Men debatten får selvfølgelig lov til at fylde mest

Hall of Fame er hyldest-afdelingen, hvor vi både har anbragt portrætter af tidligere NBA-spillere (”Legender”) og artikler fra det gamle NBAinfo. Læs eller genlæs f.eks. Lars Hejns interview med Andrei Kirilenko fra 2004.

Og så er der LIVE!-delen, som vi er lidt spændte på. Ideen er, at man kan mødes her under livetransmissionerne på League Pass eller dk4/DR3 og diskutere, og det bruger vi den gode gamle replikboks til. Samtidigt har vi fundet en leverandør af live-stats, og vi har fundet et spil, der kan erstatte ”Nattens kampe”. Faktisk er det ”Nattens kampe”, men bare med regler, automatisk opdatering mv.

Jeg skal lige huske at give en kæmpe tak til Kurt for at give mig frie tøjler, og til Giannis vores webudvikler, som bare stillede op selv om han foretrækker græsk basketball!

Hvis der er noget, der ikke fungerer, så sig til. Men ellers er det bare at sige velkommen til(bage)!

Torkil Bang, the-editor-formerly-known-as-Baltic

Facebook comments