Title

Ugerevy nr. 7

Klay Thompson satte sit eftertrykkelige afsæt på NBA-rekorderne, da han scorede 37 points i en periode, faktisk på under 10 minutter. Dette og mere i NBAinfos ugerevy.

Golden State Warriors er sæsonens hold, ingen tvivl om det selv om Atlanta Hawks også gør en særdeles god figur. Warriors er dog exceptionelle ved at ligge helt i top i både offensiv (delt 2. plads pt.) og defensiv rating (nr. 1). Og med en 36-6 start på sæsonen har de chancen for at bryde en af de ”magiske” grænser i NBA, nemlig 70 sejre på en sæson, noget som kun Chicago Bulls tidligere har gjort med et af historiens bedste hold i 1995-1996, hvor de tog 72 sejre.

Det er kun en halv sæson siden, Stephen Curry blev grinet ud af mange for at sige, at han var en bedre offensivspiller end LeBron James. Guess what; det har han faktisk været i den halve sæson. Og som den vigtigste spiller for ligaens bedste hold, så er det kun rimeligt, at han p.t. er favorit til at blive MVP. Han har også fået anerkendelsen fra fans ved at få flest stemmer til All Star-valget. Og han har i modsætning til Kobe Bryant ikke en kæmpe fanbase, der stemmer af nostalgiske grunde.

Når man ser Warriors-kampe skal man i øvrigt også lægge mærke til Currys defensiv. Han har den næstbedste defensive rating blandt guards i NBA (efter Atlantas defensiv-specialist Thabo Sefalosha). Det handler selvfølgelig for en stor del om, at Warriors samlet set er så godt et defensivt hold, og at Klay Thompson ofte får den hårdeste defensive opgave af modstandernes guards, men det ville ikke fungere, hvis ikke Curry selv leverer varen. Og det gør han bl.a. med sin hurtighed og forudseenhed, der sikrer ham to steals per kamp (nr. to i ligaen).

Hans makker i Splash Brothers-duoen, Klay Thompson rangerer p.t. som ligaens næstbedste shooting guard efter James Harden. Og det er kun fordi James Harden er nødt til at lave mere for Rockets som playmaker. Hvis de to spillere byttede hold, ville det sandsynligvis gå mest ud over Hardens spil, da han skulle dele playmakerrollen med Curry, mens Thompson stadig ville producere som en ekseptionel tovejs-spiller. Det er selvfølgelig blot en hypotese, og James Harden skal naturligvis også have anerkendelse for at være blevet en meget mere aktiv, og derfor bedre forsvarsspiller i denne sæson. Samlet set kan Thompson trods alt ikke få overtaget pga. et hypotetisk holdbytte, derfor får Harden anerkendelsen.

Det skal dog ikke tage noget fra Klay Thompson som blev NBA-historisk i kampen imod Sacramento Kings fredag aften. Her gennemgår coach Nick fra bballbreakdown.com Thompsons 3. periode:

 

 

Især de sidste tre minutter er nok det mest effektive basketball en spiller nogensinde har leveret. Nogensinde. Ingen Wilt Chamberlain, Kobe Bryant, Kareem Abdul-Jabbar, George Gervin, Michael Jordan, Kevin Durant, Carmelo Anthony, Reggie Miller eller LeBron James har nogensinde affyret en lignende kanonade, hvor kurven lige så godt kunne have haft en diameter på en meter.

Nu vi er ved historiske shooting guards. Kobe Bryant er ude for resten af sæsonen efter at have revet rotatorcuffen (den muskel- og senegruppe, der sørger for, at man kan rotere i skulderleddet uden at skulderen ryger ud af led). Skaden er egentlig ikke så slem i sig selv, selv om den i dette tilfælde kræver operation. Men det tyder ikke godt for afslutningen på hans karriere, at han får den tredje sæsonafsluttende skade på tre år. Vi taler om en spiller, der gennem sine 19 sæsoner har spillet stort set gennem alt, og da også spillede videre efter skaden onsdag aften i San Antonio.

Da Portland Trail Blazers tabte på hjemmebane til Celtics med LaMarcus Aldridge på bænken med en skade i venstre tommelfinger, gik det nok op for ham, at hans hold risikerer at komme i problemer, hvis han tager sig den tid, som en operation kræver. Han valgte i hvert fald at stille op til kamp imod Washington Wizards lørdag aften og var med sine 26 points og ni rebounds i høj grad medvirkende til, at Trail Blazers kom tilbage på sporet, så at sige (Trail Blazers

Ugens afsløring

En Reddit-bruger afslørede søndag, at ESPNs Chad Ford eller nogen på ESPN tilsyneladende snyder med hans berømte ”Big Board” ved at revidere flere år efter draften, så når folk slår op, ser det ud som om Ford har gjort det bedre, end han egentlig gjorde. Spillere, der er blevet stjerner, er blevet rykket op, mens store busts er røget ned.

Det virker helt absurd, hvis Ford selv har valgt at smide integriteten af hans big board overbord på den måde. Det har altid været pointen ved at lytte til Ford, at han genspejlede, hvad scouts og andre NBA-insidere vurderede omkring spillerne i draften. Derfor har det ikke haft den store betydning, om han fik ret. Tværtimod er det jo sjovt senere at konstatere, at selv eksperterne har fejlvurderet spillere.

Et eksempel er Giannis Antetokounmpo, som rykkede fra nr. 17 til nr. ni på Fords 2013 draft board på et eller andet tidspunkt inden for de seneste tre måneder. Det kan sagtens være, at det er dette eksempel, som har fået Reddit-brugeren på sporet, for der var INGEN, der havde The Greek Freak så højt oppe på deres boards/mock drafts. Selv draftexpress.com, som var de første til at opsnuse, at der rendte den her vanvittigt talentfulde spiller rundt i den græske 2. division og at der var NBA-klubber som havde kig på ham, havde ham nede på 17. pladsen.

ESPN har erkendt, at der er blevet pillet ved Fords draft board, men har accepteret Fords benægtelse af, at det er ham, der har gjort det. Så får vi se, om der kommer mere ud af det. Men Fords omdømme kommer i næppe helt uskadt ud af denne sag.

Vinderne og taberne

Cleveland Cavaliers tog lige et hop på power rankingen. Siden LeBron James kom tilbage fra sin skadespause har holdet stort set kun vundet og vundet. Mens han var væk, var Cavaliers 1-7. Efter han kom tilbage er de 6-1. Selv Kevin Love er begyndt at ligne i det mindste en skygge af sit gamle jeg, selv om det stadig er tydeligt, at han er den, der har måttet ofre mest af sit spil af trioen James-Irving-Love. Der er dog ingen tvivl om, at det også har gavnet holdet, at Timofej Mozgov er kommet til. Han har ikke fjernet alle svaghederne i Clevelands defensiv, men det har hjulpet.

Det har tilsyneladende også gavnet J.R. Smith at flytte til Cleveland. Han præsterer i hvert fald noget der nærmere ligner hans bedste basketball i karrieren, end det han har leveret for Knicks i denne sæson.

Hassan Whiteside er en vinder – i hvert fald indtil nu i denne sæson. Med sin triple-double imod Chicago Bulls søndag (14 points, 13 rebounds og 12 blocks) på bare 24 minutter satte han ny franchise rekord i blocks og også sæsonrekord for hele NBA.

Det er et godt spørgsmål, om han kan holde standarden, men Miami Heat har allerede fået massivt udbytte af en minimal investering. Whitesides elite stats (hans PER placerer ham p.t. som ligaens bedste center) skyldes til en vis grad, at han kommer fra bænken, men det ændrer ikke på, at han gør en kæmpe forskel, når han er inde. Meget godt gået af en spiller, som ikke kunne finde en plads i ligaen, efter han blev waivet af Sacramento Kings i sommeren 2012.

Charlotte Hornets er 9-2 i deres seneste 11 kampe og er dermed rykket op på ottendepladsen i Eastern Conference. Hvad der lignede en katastrofesæson, ser nu ud til at kunne reddes, selv om intet er sikkert i det mudderhul, som 7.-13. pladsen i Øst udgør.

Sacramento Kings og Denver Nuggets deler ligaens næstlængste losing streak med seks tabte, og det er skidt for hold, der inden sæsonen drømte om playoffs, men nu må konstatere, at de ikke er bedre end hold, der er under rebuilding. Især for Kings er det problematisk, hvis de ikke kan samle et bedre hold omkring DeMarcus Cousins.

Brooklyn Nets' Mirza Teletovic er ude resten af sæsonen (mindst) efter at have fået konstateret blodpropper i lungerne også kaldet lungeempoli. Det er en livstruende tilstand, især ubehandlet, så det var heldigt, at en fra Nets' trænerstab fik ham sendt til CT-skanning, efter at Teletovic havde klaget over åndenød torsdag aften. Det er et godt spørgsmål, om han nogensinde kommer til at spille professionelt igen, det kommer givetvis an på, om der er en bagvedliggende årsag til blodpropperne.

Brandon Jennings, som ellers var den Detroit Pistons-spiller som var blomstret mest op efter de droppede Josh Smith, er ude i op til ni måneder med en helt overrevet akillessene. Det kan tage ganske lang tid at komme sig helt over den skade. Surt for en spiller, der har været stærkt kritiseret, men langt om længe var begyndt at leve op til sit store potentiale igen.

Kemba Walker er ude for Charlotte Hornets i længere tid. Han står over for operation af en flækket menisk.

Denver Nuggets' JaVale McGee er på vej tilbage på banerne, og dermed er holdet ved at være fuldtalligt, idet Danilo Gallinaro allerede har spillet sin første kamp efter en længere skadespause.

Som omtalt ovenfor, så har Los Angeles Lakers mistet endnu en spiller for sæsonen, og denne gang ingen ringere end Kobe Bryant.

Minnesota Timberwolves har haft deres portion skader i denne sæson, men nu lysner det. Nikola Pekovic er tilbage i aktion og både Kevin Martin og Ricky Rubio er stærkt på vej.

Kendall Marshall er ude for sæsonen for Milwaukee Bucks med en korsbåndsskade. Dermed slutter han sig til holdets rookies Damien Inglis og Jabari Parker.

New Orleans Pelicans' Jrue Holiday har fået en stressreaktion i det samme ben, han brækkede i sidste sæson. Han er foreløbigt meldt ude i to-fire uger, men det kan godt være mere alvorligt end som så.

Philadelphia 76ers har mistet Tony Wroten for sæsonen. Han har et delvist overrevet korsbånd i højre knæ, som kræver operation, og det bør holde ham ude til en gang i næste sæson.

Utah Jazz' Alec Burks er ude resten af sæsonen, men den gode nyhed er, at han forhåbentlig ved starten af næste sæson har en skulder, der er i tip-top form, noget han ikke har haft endnu som NBA-spiller.

Utah har også mistet Carrick Felix for sæsonen. Han har brækket knæskallen.

Facebook comments