Title

Ugerevy nr. 6

Der har været gang i svingdørene i NBA siden vores site sidst var oppe. Rondo, Waiters, to gange Smith mfl. har skiftet klub og ændret landskabet en del. Velkommen til en laaang version af ugerevyen!

Det skulle have været ugerevy nr. 12, men pga. hackning er vi så kun nået til nr. 6.

Fra All 2nd Defensive Team til waiver wire

Det var ventet, at Detroit ville gøre et eller andet for at få løst deres front court-problem, og det var også ventet, at løsningen ville være at komme af med Smith. Men de færreste havde nok forestillet sig, at de ville sætte ham på porten på den måde.

Smith skal jo stadig have alle pengene i sin kontrakt (dvs. 40,5 mio. dollars for tre sæsoner). Den udbetales som den fulde løn for resten af denne sæson, mens de to efterfølgende sæsoner strækkes ud over fem år. Det sidste sker automatisk, der er ikke noget valg. Pistons kan vælge at lade Smiths løn tælle fuldt over de tre sæsoner ift. cap eller følge den faktiske udbetaling og blive strukket ud til i alt seks sæsoner.

Der var absolut ingen konkrete fordele for Pistons ved at lade Smith gå (bortset fra det mulige minimale cap relief i to sæsoner, som de måske/måske ikke benytter). Så forklaringen på, at de gjorde det alligevel (i modsætning til f.eks. Boston, der beholder en sjældent benyttet Gerald Wallace på rosteren) var givetvis, at Josh Smith ikke bare gav problemer i rotationen, men også i omklædningsrummet. Det forklarer også hvorfor ”Josh Smith-effekten” har været så stærk. Spillet er ikke bare blevet bedre, det er blevet meget bedre. Der er frigjort energi og alle spiller med forøget selvtillid.

Det må have gjort lidt ondt, at man sagde nej til at handle med Sacramento i sommers, hvor man kunne have fået en pakke med Jason Thompson. Det var dengang Detroit, der sagde nej i troen på, at Smith havde eller ville få mere værdi i løbet af sæsonen. I stedet forsvandt værdien stille og roligt, mens han spillede noget af det værste basketball i karrieren.

Måske er dette et eksempel på probemerne og fordelene ved at have en head coach/general manager som Stan Van Gundy. SVG skal have den daglige træning til at fungere, og har næppe tiden til at afsøge markedet grundigt. I dette tilfælde valgte han i hvert fald den løsning, der var nemmest for træneren.

Hvorfor var der ikke nogen, der tog Smith fra waiver wire? Man skal huske på, at der er nogle temmelig stramme regler for at tage en spiller fra waiver. Der er kun tre situationer, hvor det kan lade sig gøre:

  • Et hold har cap space nok til at tage den fulde kontrakt.
  • Et hold har en disabled player exception, der er stor nok til at tage kontrakten.
  • Et hold har en traded player exception, der er stor nok til at tage kontrakten.

Der er for tiden ingen exceptions i ligaen, der er stor nok (den Boston fik for Rondo er på knap 13 mio. dollars), og kun Philadelphia 76ers har cap space nok, men det giver absolut ingen mening for dem, at bruge det på Josh Smith.

Hvor der ikke var meget interesse, mens Smith stadig var hos Detroit, må hans agents telefon have været rødglødende, nu hvor man kunne få ham næsten gratis. På trods af hans tvivlsomme skudvalg, så er han stadig særdeles habil både i forsvar og med sine afslutninger tæt ved kurven.

Nu røg Smith så til Houston, efter at han havde siddet de obligatoriske 48 timer på waiver wire. Det er der flere gode grunde til.

  • På det tidspunkt var Terrence Jones stadig ude på ubestemt tid, og selv om han nu er i sidste fase af sin genoptræning efter en nerveskade i benet, så er det næppe til at sige, hvilket niveau han når i denne sæson. Nerveskaden kan have mindsket styrken i benet en hel del.
  • For det andet kan Smith bruges som defensiv stopper over for ligaens mest fysisk stærke forwards, bedre end både Trevor Ariza og Donatas Motiejunas.
  • For det tredje er Smith barndomsven med Dwight Howard, og selv om det næppe er det, han har valgt efter, har det givetvis været et plus.

Ønskede point guard, fik Royce White

Sæsonens første coachfyring blev Michael Malone i Sacramento. Udover det indlysende underlige i, at man fyrer en coach, der var 9-6, da holdets MVP, DeMarcus Cousins røg på hospitalet med meningitis, var der efterfølgende fokus på de kontroverser, der havde været mellem front office og træneren.

Ifølge flere kilder har skilsmissen været på vej længe. Der har været uenighed om spillestil, brug af spillere mv.

F.eks. ønskede Malone sig en backup point guard sidste sæson og fik i stedet Royce White, som uanset hvor meget sympati man har for hans psykiske problemer aldrig har vist, at han kan begå sig i NBA. Og da White ikke kom på banen, begyndte ledelsen at lægge pres på Malone for at bruge ham.

Assistant coach Ty Corbin – som næppe mange havde set som head coach i NBA igen efter hans periode i Utah – har fået overdraget holdet, og den post beholder han i hvert fald sæsonen ud.

Der er dog en del ledige kandidater på markedet, og det vil ikke undre, hvis Kings begynder at interviewe dem allerede nu. Den første, som blev nævnt pga. hans stærke fortid med Kings' general manager Pete D'Allessandro, var veteranen George Karl. Derefter kom Chris Mullin, som p.t. fungerer som konsulent for Kings, på bordet, men han har angiveligt sagt nej i hvert fald til at tage over i denne sæson. Så var Mark Jackson et smut forbi Sacramento og mødtes med sine gamle venner fra Kings' ledelse. Det sker jævnligt, og bortset fra timingen kunne det sagtens være et almindeligt møde. Men denne gang var DeMarcus Cousins med, så uanset hvor meget D'Allessandro benægter det, ligner det i hvert fald en føler.

Alle de ovennævnte passer bedre til den højere fart på spillet, som ledelsen ønsker. Man kan så spørge, hvorfor Malone overhovedet blev ansat. Det er sandsynligvis, fordi han blev hyret før ledelsen var på plads, og man havde fået lagt en overordnet strategi. Det kan godt være, at Malone ikke har kunnet indordne sig, men i sidste ende er det ejernes ansvar, at den slags går galt.

Blev Rondo solgt for pebernødder?

Rajon Rondo skiftede fra Boston Celtics til Dallas Mavericks sammen med Dwight Powell, som har en del interessant upside og allerede har fået minutter for Dallas. Den anden vej røg Brandan Wright, Jameer Nelson, Jae Crowder, et beskyttet 1. runde pick (der nærmest med garanti udløses i 2016) og et 2. runde 2015 pick. For at få det hele til at gå op har Boston også sluppet den skadede brasilianske center Vitor Faverani fri. Grunden til at handlen er skruet sådan sammen er sandsynligvis, at Boston ved at slippe Powell også fik en 13 mio. dollars traded player exception for Rondo, som kan bruges inden for et år. Der er mange gode spillere, som kan hentes for den pris.

Hvordan kan Boston sælge Rondo for så lidt? Der er kun lidt over et halvt år til hans kontrakt udløber, og selv om han tilsyneladende har sagt, at han gerne vil fortsætte hos Dallas til den tid, så er markedet for den slags ”lejeaftaler” ret begrænset. Reelt set var det kun Dallas og Houston, der var interessante, og der slog Dallas først til.

Samtidigt må Boston have deres grunde til at slippe Rondo.

For det første er det ikke lykkedes for GM Danny Ainge at hente endnu en stjernespiller til holdet. Derfor kan de ikke love Rondo, at de vil være et contender-hold næste sæson – uanset hvor meget fremgang de unge på holdet måtte fremvise. Derfor er der en høj risiko for, at Rondo til sommer ville forlade holdet, uden at Boston ville få noget igen.

For det andet så er Rondo uanset sit talent nok ikke den ideelle point guard til coach Brad Stevens' systemer. Det var noget op og ned denne sæson, og især i defensiven var der en del kritik af Rondo. Han har tidligere været regnet for en elite forsvarsspiller, men det var i et system, hvor især Kevin Garnett gjorde livet lettere for forsvarerne ude ved trepointslinjen med sine skarpe aktioner. I Dallas spiller Tyson Chandler samme rolle, og det kommer Rondo til gode. Rondo sagde selv i en kontroversiel udtalelse om, hvordan han havde været med til at forbedre Dallas' defensiv, at han ”ikke havde spillet forsvar i et par år”. Det skal naturligvis tages med et gran salt, som mange af de ting Rondo siger, men det er rigtigt, at han har fået lov til at flagre, mens Avery Bradley har taget sig af modstandernes primære boldholder. Det går ikke i Dallas, hvor makkeren er Monta Ellis.

For det tredje, så er Boston ikke indstillet på at blive et middelmådigt hold, som lige sniger sig i playoff. Der skal kæmpes om mesterskaber, og det kræver muligvis, at man tager endnu en sæson i bunden af ligaen og håber på draftheld.

Læs i øvrigt meget mere om Rondo i en portræt-artikel, som snart kommer her på sitet.

Oprydning i Cleveland

Det virker måske lidt desperat, at Cleveland har skilt sig af med Dion Waiters og fået J.R. Smith og Iman Shumpert tilbage fra New York i en trevejshandel, hvor Waiters røg til Oklahoma City. Og at man derefter brugte to 1. runde picks på at hente Timofej Mozgov i Denver.

Man kan dog også vælge at se det som en naturlig udvikling for holdet. Dion Waiters har aldrig passet ind i coach David Blatts systemer og har vist sig uvillig til at forsøge. Cavaliers forestiller sig næppe, at J.R. Smith er løsningen, men hvis han kan levere bare lidt af det, han viste som Sixth Man of the Year, så er han en fin bonus. Men hovedpræmien er Shumpert, der er en betydligt bedre forsvarer på wingen, end både Waiters og Smith, og som stadig har noget potentiale.

Og når det gælder Mozgov, så er det måske en høj pris for en spiller, der absolut ikke tilhører eliten på sin position. Der er dog et par store men'er. For det første har Mozgov spillet for det russiske landshold under Blatt ved fire succesfulde slutrunder - EM 2009, VM 2010, EM 2011 og OL 2012 – hvor det blev til bronze i de to sidste. Dermed kender Mozgov en del til Blatts systemer og principper. For det andet kan Blatt godt lide Mozgov som spiller, han ønskede faktik at få fat på ham inden sæsonen, men da var Denver ikke klar til at slippe ham. Det blev de så, efterhånden som Jusuf Nurkic viste sig at være moden til en større rolle i NBA.

Det kan godt være, at Mozgov ikke er den ideelle løsning på centerproblemet, men i det mindste kan Blatt og GM David Griffin forsøge at koncentrere sig om andre problemer. Og dem er der nok af, hvilket vi vender tilbage til i en senere artikel.

To franchises til salg

Atlanta Hawks er officielt sat til salg, hvilket ikke er overraskende. Det blev meldt ud allerede sidste sommer af repræsentanten for hovedaktionærerne, Bruce Levenson, som selv meldte sig til ligaen pga. en uheldig race-relateret kommentar i en e-mail.

Nu har minoritetsaktionærerne også meldt sig klar til at sælge deres del, så det er et 100 procent salg.

Hovedaktionærerne, der kommer udefra, og minoritetsaktionærerne, der i høj grad er Atlanta-baserede, har længe været splittet, og racisme-sagen kan meget vel blot have været den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

Brooklyn Nets er ikke officielt sat til salg, men det forlyder, at ejeren, Mikhail Prokhorov har tabt så mange penge på de faldende oliepriser og den faldende rubel, at det vil lune gevaldigt med lidt cool cash i form at et millardsalg i dollars. Desuden bløder Nets penge som ingen anden basketballklub, fordi man har været ligeglade med luxury tax i jagten på sportslig succes, som så er udeblevet.

Der er ingen grund til at tro, at nogen af de to franchises flytter. Man kan godt købe sig ud af lejeaftalen i Atlanta, men byen er et rigeligt stort tv-marked, så NBA vil næppe anerkende en flytning. Og Brooklyn Nets er sandsynligvis helt uflyttelig. De er bundet til Barclays Center, som også ejes af Prokhorov, så det er svært at se, hvordan de skulle kunne flyttes uden at betale en kæmpe sum oveni. Og selv med den økonomiske og sportslige situation, Nets er i, så er New York-markedet så stort, at klubbens værdi vil ligge tæt på Clippers, der blev solgt for to millarder dollars sidste sommer.

Kobes arv

Da vores website blev hacked, fik vi ikke den ugerevy op, hvor Kobe overgik Michael Jordan på topscorerlisten, men I slipper ikke for et par kommentarer.

Kobe Bryant med den bold han brugte til at overgå Michael Jordan på NBAs topscorerliste.

Er Kobe Bryant en af de største nogensinde? Uanset hvordan man vender statistikkerne, så har han for mange svagheder til at havne helt i toppen. Den nemmeste at sammenligne med er Michael Jordan.

Godt nok har Bryant nu overhalet Jordan på scoringslisten, men han er i sin 19. sæson, mens Jordan kun spillede 15.

Hans fem mesterskabsringe er heller ikke helt så skinnende som Michael Jordans seks. Jordan var således den absolut bedste spiller i alle de seks finaleserier, han spillede, og tog da også seks Finals MVP. Kobe har to, og i hvert fald den ene kunne han godt have overladt til Pau Gasol, som var den afgørende faktor i 2010-serien imod Boston Celtics, hvor Bryant tværtimod var ved at koste Lakers mesterskabet.

Endelig er der liga MVP-titlen, hvor Michael Jordan har fem og Kobe Bryant har en (som han nok fik i den forkerte sæson, da Kevin Garnetts 2007-2008 sæson var en anelse bedre end Bryants).

Det er ikke for at rakke ned på Bryant, men bare for at fastslå, at han ikke helt kan måle sig med Jordan, uanset hvor meget han slår ham med på topscorerlisten. Jordan er dog også målestokken for alle NBA-spillere i nyere tid. De eneste han ikke slår på både renome og resultater er de største spillere fra 1960'erne og 1970'erne, og det var en anden tid.

Men hvad bliver arven for Kobe så?

Hvis kroppen holder, så har han stadig mulighed for at blive alle tiders mest scorende i NBA-historien. Det kræver næsten tre fulde sæsoner, hvor han holder sit karrieresnit på 25,5 points per kamp, hvis han skal indhente Kareem Abdul-Jabbar. Han ligger på 25,2 points/kamp i denne sæson, så det er ikke umuligt, når man tænker på hans legendariske viljestyrke. På den anden side, hvis han ryger ned under 20 points per kamp, så skal han spille mere end fire fulde sæsoner, for at det kan lade sig gøre.

Uanset hvornår han går på pension, vil det være som historiens næstbedste shooting guard. Det kan der ikke herske meget tvivl om. Der er Michael Jordan, Kobe Bryant og så de andre.

Han vil dog næppe komme på en top ti over de bedste spillere i basketball-historien. Dertil er der for mange dominerende big men.

Vinderne og taberne

Der er simpelt hen gået for lang tid siden den seneste ugerevy til at det giver mening, at lave en komplet liste. Det venter til næste uge.

Dog en sjov detalje, som har overlevet siden den ”tabte” ugerevy: Da Boston Celtics' Kelly Olynyk satte ny karrierebedste imod Philadelphia mandag den 16. december var det første gang siden 1998, en canadisk født spiller scorede 30 points i NBA.

Skadestuen bør nærmest indføre en rookie-sektion. Det står virkelig skidt til, når man ser på toppen af årets klasse. Jabari Parker, draftet som nr. to i år, gik kort før jul ned med et overrevet korsbånd. Dermed er Milwaukee Bucks-forwarden tidligst tilbage i starten af næste sæson.

Chicagos Doug McDermott (draftet som nr. 11) har været ude i længere tid med en knæskade, men er meldt tilbage. Spørgsmålet er dog, om han når at få bidt sig fast i rotationen i denne sæson. Det kræver, at han hurtigt finder sit topniveau.

En god nyhed er dog, at Aaron Gordon, som først blev meldt ude for resten af sæsonen, allerede er tilbage for Orlando Magic.

Sacramentos udraftede rookie Eric Moreland er færdig for sæsonen efter at have været nødt til at tage en skulderoperation.

Denvers JaVale McGee har haft småproblemer det meste af sæsonen, men er nu på vej tilbage efter en muskelskade i den ene læg.

Hans holdkammert Danilo Gallinari havde lige genfundet sit shooting touch, da han røg ud med en overrevet menisk. Først lød meldingen at han var ude indtil slutningen af februar, men han ommer muligvis i spil allerede i denne uge.

Cleveland havde deres problemer med front court allerede inden Anderson Varejao røg ud for sæsonen med en overrevet akillessene. Måske Mozgov er svaret på deres problemer under kurven.

Portlands Robin Lopez er ude til en gang i februar efter at have brækket højre hånd. I modsætning til tvillingebror Brook Lopez plejer RoLo ellers at være særdeles holdbar. Han har således ikke misset kampe siden 2012 før denne skade.

Et hårdt slag for et Miami Heat-hold, der sagtens kan få problemer med at komme i playoff: Josh McRoberts var nødt til at få opereret sin overrevne menisk og er ude resten af sæsonen. Samtidigt har Dwyane Wade sine sædvanlige småskavanker, der indimellem holder ham ude i kortere eller længere tid.

Kawhi Leonard havde en særdeles kompliceret håndskade, som det tog noget tid at komme sig over, men nu er han tilbage for San Antonio Spurs.

Der er også nyt fra andre langtidsskadedes:

- Eller nyt og nyt, når det gælder Andrea Bargnani... Han er igen ude på ubestemt tid, og ingen ved tilsyneladende noget om, hvornår han er klar igen.

- Minnesotas Ronny Turiaf er blevet opereret i den skadede hofte og er ude resten af sæsonen.

- Philadelphias Joel Embiid er begyndt den stående skudtræning. Og det må siges at være godt nyt omkring den fodskadede centerspiller, selv om han næppe når i kamp i denne sæson. Det forlyder dog, at den meget inaktivitet har fået ham til at tage 25 kg på! Derfor har Philadelphia været nødt til at sætte ham på diæt.

- Vitor Faverani er røget af skadeslisten, men desværre for ham af den helt forkerte grund: Han blev waivet, da Boston skulle gøre plads til en ekstra spiller ved Rondo-handlen.

Facebook comments