NBAinfo.dk TV

Please configure this section in the admin page

Title

Ugerevy nr. 16 - DPOY og andre priser

Slutspillet er startet, og det sætter naturligvis sit præg på ugerevyen på NBAinfo.dk. Og så er sæsonens første priser uddelt.

Optaktsartikler til slutspillet (klik på serien)

Atlanta Hawks (1)

Brooklyn Nets (8)

Cleveland Cavaliers (2)

Boston Celtics (7)

Chicago Bulls (3)

Milwaukee Bucks (6)

Toronto Raptors (4)

Washington Wizards (5)

Golden State Warriors (1) 

New Orleans Pelicans (8)

Houston Rockets (2) 

Dallas Mavericks (7)

LA Clippers (3)

San Antonio Spurs (6)

Memphis Grizzlies (5)

Portland Trail Blazers (4)

Vi starter med det sidste...

Defensive Player of the Year til Kawhi Leonard, San Antonio Spurs

Vi har allerede skrevet en del om Kawhi-effekten, og hvad han er i stand til at gøre individuelt som forsvarer. Men for lige at opsummere: Leonard er en af få spillere i nutidens NBA, som kan lukke en hel side ned simpelt hen ved at tage modstanderens bedste spiller og med sin skarpe aktioner sørge for at ingen andre har lyst til at komme ind i samme område. Det kan han naturligvis ikke over for alle, men han får stort set altid sin direkte modstander til at virke menneskelig.

Det er sjældent, at det ikke er en guard, der leder ligaen i steals/kamp, men det gjorde Leonard i denne sæson.

Der er dog en anmærkning til Leonards pris. Han gik glip af 18 kampe i sæsonen. Det er der aldrig en DPOY-modtager, der har gjort før.

At det ikke blev Draymond Green virker måske lidt underligt, når Green fik flest førstepladsstemmer, men han blev overhalet på anden- og tredjepladsstemmer. Man kan forestille sig, at nogle stemmer er gået til Andrew Bogut som anker for Warriors' defensiv, men der vil jeg så tillade mig at sige, at så har man simpelt hen ikke set nok Warriors eller læst nok defensive statistikker. Men det er også kun gætteværk. Leonard har bestemt fortjent prisen, men det har Green også.

Det gælder derimod ikke tredjepladsen, DeAndre Jordan. Her er vi ude i noget så absurd som, at han ikke engang er den bedste defensive center i ligaen. For det første er der mange ting, han ikke gør godt: dække op ved trepointslinjen, dække op mod pick-and-roll, o.l. Der, hvor Jordan er god, er som ”rim protector”, men denne artikel afslører, at han måske nok er top fem, men ikke helt i top. Endelig tæller det ned, at han spiller for et hold med en middelmådig defensiv, også selv om hans personlige stats er fine. Her er San Antonio og Golden State i top tre, ikke mindst takket være Leonard og Green.

Sixth Man of the Year til Lou Williams, Toronto Raptors

6MOY-prisen, som den kaldes i forkortet form, manglede lidt i år, især fordi de bedste kandidater spiller for middelmådige hold. Tidligere store vindere som Kevin McHale, Manu Ginobili og Lamar Odom havde den kvalitet, at de gjorde i forvejen frygtindgydende hold endnu stærkere.

Men de fleste af årets kandidater gjorde ikke den forskel, og for de få der gjorde, var baggrunden måske for billig. Man kan diskutere, om det gælder Lou Williams, Isaiah Thomas og Nikola Mirotic.

Den endelige vinder Lou Williams har været den konstante faktor på et stærkt svingende Toronto-hold.

Toeren i afstemningen, Isaiah Thomas, manglede lige som Leonard at spille 18 kampe i sæsonen, og hans bedste del af sæsonen – hos Boston – varede kun 22 kampe. Der er kun få parametre, hvor Thomas ikke overgår Williams, men da de til gengæld ligger i det samlede impact over sæsonen, så kan man sige, at lige for en 6MOY, så tæller de mere.

Det er også en væsentlig grund til, at Mirotic ikke rigtigt er i nærheden af titlen trods sin gode sæson. Den første del af sæsonen var han for langt nede i rotationen til at være 6th Man, og selv senere er det diskutabelt, om det er ham, Aaron Brooks eller Taj Gibson. Og når der nu er flere muligheder på samme hold, så er det svært at samle stemmer.

Coach of the Year til Mike Budenholzer, Atlanta Hawks

Et helt tæt kapløb mellem Budenholzer og Steve Kerr, Golden State Warriors, og man ville dårligt kunne brokke sig over nogen af dem. Mange har en afsmag for at give prisen til en rookie coach, men Kerrs indflydelse på Warriors' succes kan dårligt overvurderes.

Det er nærmest samme hold, som sidste sæson, og alligevel bliver det bedre på stort set alle parametre. Noget af det er spillernes personlige udvikling (især hos Klay Thompson, Draymond Green og Harrison Barnes), men rigtig meget handler om den modige beslutning at holde to All Star-spillere – David Lee og Andre Igoudala – som bænkspillere og udvikle offensiven og defensiven derefter. Selv med de egenskaber, som Green viste sidste år, hvem havde så set ham som en Defensive Player of the Year-kandidat? Det er i høj grad Kerrs fortjeneste.

Hvorfor er det så Budenholzer, som skal have prisen alligevel? Hawks' fremgang er mindst lige så stor, og det fine er, at det er Budenholzer, som har bygget oven på sit eget værk fra sidste sæson (hvor man sige, at noget af det Kerr har gjort, er at korrigere Mark Jacksons fejltagelser). Budenholzer har gjort et hold, der akkurat kæmpede sig ind i slutspillet i sidste sæson til det mest sexede i Eastern Conference, og det bedste eksempel på moderne basketball-strategi (”pace and space” samt ”read and react”) i konferencen. Og han har gjort det uden ”stjernespillere” (hvilket dog førte til fire velfortjente All Star-udtagelser til holdet).

Hvis Coach of the Year udelukkende handlede om at være den bedste coach, så kunne vi kåre Gregg Popovich, San Antonio Spurs, hvert år. Igen i år er det lykkedes ham at få et nogenlunde trimmet Spurs-hold frem til slutspillet, selv om de har haft deres skadesproblemer og formnedgange.

Årets Slagteoffer til Scott Brooks, Oklahoma City Thunder

Det er ikke den store overraskelse, at Scott Brooks på et tidspunkt måtte forlade Oklahoma City Thunder. At fyringen sker lige efter denne sæson, er dog at føje spot til skade. Brooks og holdet har kæmpet en særdeles ulige kamp det meste af sæsonen, og selv om det førte til den utaknemmelige niendeplads i Western Conference, så må en 45-37 record siges at være ganske pæn.

Man skal selvfølgelig lægge en række sæsoner med mindre tilfredsstillende resultater oveni. Men så sent som sidste sæson nåede man konferencefinalen og gav de senere mestre fra San Antonio pæn modstand.

GM Sam Prestis udtalelser efter fyringen peger på et behov for fornyelse, og det er da også muligt. Tidligere er Brooks blevet kritiseret for ikke at være en ørn til det taktiske og blot lade sine særdeles talentfulde spillere tage over i meget forudsigelige, gammeldags set plays. Der er ikke meget ”pace and space” over Brooks.

Det er let at tolke fyringen som et forsøg på at holde på Kevin Durant ud over free agency i 2016. Durant har ellers haft et fint forhold til Brooks, men det kan godt være, at han trænger til nye boller på suppen.

Presti skulle være meget interesseret i at kopiere det, som Kerr har lavet hos Warriors, og der er Alvin Gentry det oplagte valg. Det er i høj grad assistant coach Gentry, der har gjort Warriors' angreb til hvad det er. Hvis ikke Thunder begyner at interviewe i løbet af de kommende uger, så kan det være, fordi de venter på tilladelse fra Warriors til at tale med Gentry.

Det samme gælder en mere etableret kandidat, Tom Thibodeau, som flere gange er blevet meldt på kant med ledelsen hos Chicago Bulls. Det er dog i høj grad mediernes fokusering på modsætningsforhold, der har drevet den fortælling. Indtil videre er der ingen tegn på skilsmisse i Chicago, og selv om der skulle ske noget, så er det tvivlsomt, om Thunder og Thibodeau er det rigtige fit. Det kunnde dog være interessant.

Der er også nævnt et par college-coaches som mulige efterfølgere til Brooks.

Kevin Ollie fra UConn har både et fint college-resume med NCAA-mesterskabet i 2014 som kronen på værket, og har selv spillet i Oklahoma i sin sidste NBA-sæson. Kevin Durant var begejstret for Ollie dengang og vil sandsynligvis give sit blå stempel.

Ollie har dog afvist at være interesseret i jobbet hos Oklahoma, men det kan jo ændre sig.

En anden college-coach, som er blevet nævnt, er Florida Gators' mangeårige coach, Billy Donovan, som efter sigende er interesseret i at komme til NBA.

Problemet med både Ollie og Donovan er, at de skal sikre den succes, som holder på Durant og efterfølgende Westbrook. Hvor stort et pres er det lige at lægge på en rookie...

Mavericks i raketfart på vej ud af turneringen

Om det så er Rockets eller Rajon Rondo, der har sænket Dallas, så ligner det en afklapsning. Og med Chandler Parsons ude for sæsonen, så har de heller ikke noget at gøre i næste runde.

Rondo har ikke spillet godt over for James Harden bortset fra en enkelt periode i kamp et, og blev bænket efter to hurtige fejl i tredje periode af kamp to uden at komme tilbage.

Nu er han meldt ude med en rygskade, og det tolkes af flere som, at han er sat af holdet pga. attitudeproblemer.

Det forlyder også, at han ikke kommer tilbage til Dallas efter sommerferien, hvis Rick Carlisle er coach. Og Carlisle bestemmer højest sandsynligt selv, hvornår han stopper hos Mavs, så det lyder som en hastig skilsmisse mellem to parter, som aldrig rigtigt fandt hinanden.

Ingen tvivl om, at Rondo har haft en skuffende sæson, men psykologien bag er mere kompliceret end ”attitudeproblemer”. Vi har set masser af NBA-spillere gennem årene, som har vist værre attitude, men alligevel er blevet hængende (”We talkin' about practice” mv.).

Rondo er blevet symbolet for Mavericks' nedtur, og sjældent har en enkelt spiller fået så meget had for så lidt. Blandt Dallas-fans har coach Carlisle – naturligt nok – al sympatien, men ingen tvivl om, at han også har fejlet i denne sag.

Begge har også lidt under omstændigherne. Det er meget svært at skabe den nødvendige kemi, når en spiller ankommer midt i sæsonen. Især når spilleren – som Rondo – er vant til at køre angrebet selv, mens coachen er vant til at dirigere fra sidenlinjen. Hvis de to havde nået at få tillid til hinanden i løbet af preseason, så kunne det måske have udviklet sig anderledes. NBAinfo.dk har en større Rondo-artikel på bedding.

Ugens tal er: 39

Tillykke til Tim Duncan med de 39 år i dag. Jep, han har ifølge rygter på et tidspunkt været ung. Men det var før youtube, så der eksisterer ikke meget dokumentation.

Hans samlede minuttal i denne sæson er højere end i nogen sæson, siden han fyldte 33. Det har delvist været nødvendigt pga. Tiago Splitters skade i foråret, men Timmy har nu også holdt sig godt, demonstreret ved hans 28 points og 14 rebounds i 2. kamp i serien imod L.A. Clippers.

Kun Kareem Abdul-Jabbar har været på tilsvarende niveau i den alder.

Wizards har snydt på vægten!

Vi skrev det her i optakten til serien, at det var på tide at få afprøvet Paul Pierce som stretch four i Washington, og hvad gør coach Wittman så? Han bruger Pierce som stretch four med formidabel effektivitet, som ser ud til at afgøre denne serie meget hurtigt. To udesejre til Washington hidtil i serien.

Og Whitman indrømmer, at han skjulte denne opstilling i løbet af sæsonen for at spare Pierces minutter, og der var det trods alt mere oplagt at spille Nene og Gortat sammen og lade Otto Porter og Pierce dele minutterne på small forward. Smågenialt? Måske, men det har været superfrustrerende for Wizards-fans, som har stillet spørgsmålstegn ved Wittmans kompetence pga. det klumpede angrebsspil.

Wittman er nu 7-1 på udebane i slutspilskampe.

Fem afgjorte serier

Cleveland Cavaliers, Chicago Bulls, Golden State Warriors, Houston Rockets og Washington Wizard er – ikke overraskende – alle sammen foran 3-0, og der er som bekendt aldrig nogen, der er kommet tilbage fra den position i slutspillet (statistikken siger 110-0 for hold, der kommer foran 3-0)

Alle fem modstandere har dog givet ganske god modstand og har blot manglet marginaler for at tage i det mindste én sejr i serien.

Boston Celtics har været længst fra, men især i kamp to i Cleveland var der et par tvivlsomme dommerkendelser til sidst i kampen, som sagtens kunne være gået den anden vej, og i kamp tre var kampen helt lige i midten af fjerde periode. Hvis holdet havde blot en superstjerne i offensiven, kunne meget se anderledes ud. En spiller som skal fremhæves er Jae Crowder, som efterhånden må have spillet sig til en solid kontrakt til sommer.

Milwaukee Bucks, der lige som Celtics har en stærk defensiv identitet, kunne også godt bruge en superstjerne. Det var ikke ventet, at deres offensiv ville være nok imod Bulls, men torsdagens dobbelte overtids-nederlag viste, at Bucks er tæt på at være der, og med et offensivt talent som Jabari Parker, der vender tilbage fra skade efter sommerferien, så kan de allerede i næste sæson være en giftig outsider.

New Orleans Pelicans må allerede regnes i det territorium, selv om løbet nok er kørt. Men uden Draymond Green til at sætte en stopper for Anthony Davis, havde Warriors allerede tabt mindst en kamp. Og i torsdagens kamp, hvor Pelicans var foran med 20 points i 4. periode – og med 17 points halvvejs i perioden – var det mest deres manglende rutine, der sendte dem i overtid, hvor de tabte. Hele sekvensen fra Stephen Curry reducerer til 105-107 med 11 sekunder igen, består af tvivlsomme valg fra Pelicans - selv af spillere med normalt høj basket-iq. Da Mo Speights tager angrebsrebounden med fem-seks sekunder igen, bør det være en rygmarvsreaktion at fejle ham og sende ham til straffelinjen. Det var også den plan, coach Monty Williams havde lagt, men som spillerne undlod at udføre.

 

 

Dallas Mavericks fulgte nogenlunde med Rockets i kamp to, og havde en stor chance i kamp tre for at tage kampen i overtid. Men James Harden/Dwight Howard-duoen har vist sig så skræmmende, som Rockets havde håbet. Især har Howard lignet mere af sit gamle jeg i angrebet.

Det gavnede Dallas' angreb, at Rondo røg af holdet, men defensiven lignede en si i kamp tre, og Harden gik fra 24 point i de to første kampe til 42 points. Så selv om Rondo ikke har lignet sit gamle jeg, så er det ikke fordi, alternativet er så forfærdeligt tillokkende for Dallas.

Toronto Raptors blev muligvis overrumplet af Wizards' strategiske ændringer (se ovenfor), som fører til mere small ball, men det er alligevel besynderligt, at center Jonas Valanciunas ikke får mere spilletid. Raptors er +1 i serien med ham på banen (-1, 0 og +2 i de tre kampe). Det er ikke sikkert, at det ville ændre noget, men 27 minutter pr. kamp i snit og stort set ingen spilletid i crunch time, burde ikke være helt nok.

I vores optakt til serien nævnte vi Paul Pierce som en mulig x-faktor, og det må man sige, at han har levet op til med bl.a. to kampe, hvor han i begge har ramt fire af syv skud bag trepointslinjen.

Facebook comments