NBAinfo.dk TV

Please configure this section in the admin page

Title

Ugerevy nr. 11-12
Video capture
Brian Shaw (i midten) endte med at tabe spillerne på Denver Nuggets-holdet, og så bliver man fyret i NBA.

NBA nærmer sig opløbsstrækningen, og for nogen spillere betyder det ferie, mens andre tager boksehandskerne på. Velkommen til en dobbelt ugerevy.

Tophistorierne i NBA i den seneste tid: Denver Nuggets fyrede Brian Shaw, James Harden tildelte LeBron James et spark i hans kongelige højheds kronjuveler, Atlanta Hawks kvalificerede sig som de første til slutspillet, og Ray Allen er fortsat at finde på golfbanerne frem for basketball-ditto. Og så har vi taget afsked med to NBA-legender, Earl Lloyd og Anthony Mason.

Farvel til to NBA-legender: Earl Lloyd 1928-2015, Anthony Mason 1966-2015

De to døde inden for lidt over et døgn i forrige uge. Den ene (forhåbentlig) mæt af dage i en alder af 87 og den anden alt for tidligt.

Der er næppe nogen NBAinfo-læsere, der har et forhold til Earl Lloyd, som døde torsdag, men her var tale om en ægte NBA-legende, der brød barrierer ned for kommende generationer både som spiller og som coach.

Omvendt har de fleste læsere nok enten set Anthony Mason i NBA's guldalder i 1980erne og 90erne eller i det mindste har set navnet nævnt som en gammel New Yorker-helt.

Faktisk taler Scottie Pippen i det interview vi bragte med ham for et par uger siden om, at Mason var en modstander, der betød noget særligt for ham. Derfor berørte det Pippen meget at høre, at Mason på det tidspunkt kæmpede for sit liv efter en hjerteoperation, en kamp han så tabte forrige fredag.

Linjen fra Lloyd til Mason går ikke helt lige, men den er tydelig. Uden Lloyd og hans generation af pionerer inden for sporten, ingen Mason. Det er selvfølgelig lidt tilfældigt, at det blev Lloyd, som blev den første sorte spiller i kamp i NBA, men hans historie er ikke nogen tilfældighed.

Det er i dag svært at forestille sig, at basketball på et tidspunkt var en ”hvid” sport, men da Lloyd fik sin debut for Washington Capitols den 31. oktober 1950 var han som sagt den første sorte NBA-spiller i kamp. Han kom på banen én dag før Boston Celtics' Chuck Cooper, som til gengæld var den første sorte spiller, der blev draftet.

Earl Lloyd voksede op i en raceadskilt verden, hvor han aldrig nåede at have en hvid klassekammerat fra børnehave til fire år i college. Han fortalte i et interview med NPR (National Public Radio) i 2000, om den mindreværdsfølelse, man har når man gennem livet bliver behandlet som tredjerangs borger og som ene sort mand på holdet dukker op til træningslejr på et professionelt hold:

”Det første man siger til sig selv, ganske lavmælt, er ”hører jeg til her?”. Og så når træningslejren er i gang, og man er på, og man træner med de her fyre og spiller imod dem – så pludselig går lyset op for en, og man finder ud af, at man hører til,” sagde han bl.a. til NPR.

Lloyd negligerede dog sin egen rolle som banebryder for andre afroamerikanere. En gang da en ung mand takkede ham for hans pionerindsats, svarede Lloyd ”du skylder mig absolut ingenting”.

Lloyd nåede at spille 11 sæsoner i ligaen uden at blive en stjerne, og det er nok derfor hans navn er gledet i baggrunden gennem årene. Senere generationer har fokuseret mere på spillere, der ændrede sporten på andre måder. Han opnåede dog et mesterskab med Syracuse Nationals i 1955.

Han var den første afroamerikanske assistant coach, som sad med på bænken, og kunne være blevet den første ditto head coach, da Detroit Pistons var interesseret i at hyre ham i 1965. Men han var stadig nr. to efter Bill Russell, da han endelig fik chancen for Pistons i 1971-1972.

Anthony Mason er en anden kategori ”underdog” end Lloyd, men stadig en som skulle slå ganske mange odds for at blive en stjerne. Han blev draftet i tredje runde i 1988 af Portland Trail Blazers, som slap ham løs umiddelbart efter, hvorefter han spillede professionelt i Tyrkiet og Venezuela, ikke ligefrem toppen af kransekagen dengang. Først i 1991 fik han for alvor chancen hos New York Knicks, hvor han blev del af en særdeles stærk front court rotation med Patrick Ewing, Charles Oakley og Charles Smith. I 1994 (under Michael Jordans første pause fra NBA) nåede holdet NBA-finalerne, hvor de tabte til Houston Rockets. Sæsonen efter blev han Sixth Man of the Year, hvorefter han blev solgt til de daværende Charlotte Hornets.

Egentlig havde han sine mest succesfulde år som Hornets-spiller, men han vil altid være forbundet med Knicks. Han havde sine rødder i byen og hans benhårde arbejde på og uden for banen er den slags som ikke mindst New York-fans elsker og respekterer. 1990'er Knicks-holdet er det mange fans husker og stadig taler om, og Mason personificerede det.

En ubelejlig fyring

Det er ret skidt, når en klub er nødt til at gribe til trænerfyring sent på sæsonen. Det tyder på, at tingene var ved at løbe ud af kontrol for Denver Nuggets og Brian Shaw, hvilket der da også er flere eksempler på.

Det var ellers galt nok allerede sidste år, hvor det lykkedes at få holdet til at styrtdykke fra året før (George Karls sidste sæson, hvor han blev Coach of the Year, gik Denver 57-25, sidste sæson gik de 36-46), selv om der ikke var den store udskiftning i spillertruppen. Der var meget snak om at han forsøgte at sænke tempoet, men det var stadig blandt de højeste i ligaen, det var bare angrebet og forsvaret, der begge blev dårligere i Shaws system.

Mange mente derfor, at Shaw burde være fyret allerede sidste sommer, men det er halvdyrt at skifte

træner, så Denver forsøgte at køre endnu en sæson. Men med en ubalanceret og ikke specielt moden trup var det svært for Shaw at ændre på noget.

I februar var Shaw ude og sige, at han troede, at hans spillere forsøgte at tabe kampe med vilje. Desuden læste han bøger om at forstå ”millenials”-generationen (unge der er vokset op efter årtusindskiftet) og undrede sig over, at de har brug for mere ros, end han selv havde som ung spiller.

Et par uger efter kom det frem at Denver-spillere råbte ”1-2-3...6 weeks” efter time-outs med henvisning til, at deres sæson slutter om seks uger, lige som Nick Van Exel i sin tid råbte ”1-2-3...Cancun” da Lakers var på vej til at blive sweepet af Utah Jazz i Western Conference finalserien i 1998. Shaw forklarede senere, at det var en mistforståelse, de havde kun råbt ”6” som henvisning til deres seks tabte kampe i streg.

Så forsøgte Denver at komme af med point guard Ty Lawson inden deadline, men det lykkedes ikke. Det fejrede han med ikke at dukke op til den første træning efter All Star-pausen efter ”forsinkelse” på hjemrejsen fra Las Vegas. Han glemte bare at give besked til Nuggets-organisationen, så Shaw var givetvis i dårligt humør, da han så Lawson efterfølgende.

Der har siden været rygter om problemer mellem de to, og at det var det, der i sidste ende førte til, at man fyrede Shaw. Hvis man lægger to og to sammen, lyder det mest som om de ikke længere har kunnet være i stue sammen, og så har det trods alt været billigere at fyre Shaw end at give Lawson karantæne på ubestemt tid (dvs. indtil man kan sælge ham til sommer). Men mon ikke Lawson under alle omstændigheder spiller på lånt tid i Denver?

Tal i øvrigt om effekt ved at fyre en træner. Nuggets havde i Shaws sidste kampe en record på 2-19 (heriblandt en sejr over Lakers). Under Melvin Hunt er de hidtil 4-2 og har bl.a. gennempryglet Atlanta Hawks.

Det var egentlig meningen, at jeg ville have bragt en top ti over jokes om James Hardens spark i King James' kronjuveler, men de var ikke nær så sjove som tanken om dem...

Ray Allen er golfpensionist i denne sæson

Mange havde regnet med at se Ray Allen på et contender-hold i denne sæson, men han endte med at vælge familielivet og golfbanerne. Og det er et godt spørgsmål om han, som det vanemenneske han er, har lyst til at bryde det mønster i næste sæson. Han kan i hvert fald se tilbage på en flot karriere, hvor han både har prøvet at være franchise-spilleren, en del af en supertrio og til sidst en vigtig rollespiller. Det har kastet to mesterskaber af sig, og mon ikke det bliver ved det.

Mange havde set ham sammen med LeBron James i Cleveland, men mon ikke det var Cleveland, der sagde nej af hensyn til den kemi, man endelig er ved at have på plads? Cleveland har ikke brug for Allen, men Allen havde måske brug for Cleveland, hvis han skulle retfærdiggøre over for sig selv, at det var besværet værd.

Vindere og tabere

Brooklyn Nets ligner mindre og mindre et playoff-hold. De kan selvfølgelig stadig nå det, men ALLE deres konkurrenter om playoffpladserne spiller bedre og vinder flere kampe. De har ikke engang et lottery pick at se frem til i de næste fire drafts. Det ser virkelig skidt ud...

Atlanta Hawks, som har retten til at bytte picks med Brooklyn i år, er derimod vindere. De har allerede som de første kvalificeret sig til playoffs, og det fejrede man selvfølgelig med at lette på gaspedalen og tabe til Philadelphia 76ers og Denver Nuggets...

Frank Vogel er også en vinder. Han har fået Indiana Pacers - uden Paul George og med en Roy Hibbert i vanligt svingende form – til at lette som en humlebi. De har kun tabt en kamp siden All Star-pausen og to kampe i alt i februar og marts oven på en kedelig januar måned, der bl.a. omfattede en stribe på syv tabte kampe. De har bl.a. sejre over Golden State Warriors, Chicago Bulls og hele to over Cleveland. Især George Hill har vist, hvorfor de i sin tid hentede ham hjem til Indiana, men også Rodney Stockey og veteranerne David West og Luis Scola har spillet solidt.

Nu vi taler om humlebier... Boston Celtics har tilsyneladende glemt, at de har solgt deres fire bedste spillere i løbet af halvandet år, og kæmper i stedet med om en slutspilsplads i øst. Siden Boston solgte Jeff Green i januar har de 15 sejre og 13 nederlag, og har slået bl.a. Atlanta Hawks, New Orleans Pelicans og Memphis Grizzlies, alle sammen i p.t. stærkeste opstilling. Der begynder at tegne sig et billede af, hvorfor en spiller som Rondo måske ikke passede ind hos coach Brad Stevens. Eller rettere, Rondo kunne sikkert godt have tilpasset sig, men når man ser på, hvad en Isaiah Thomas laver for Celtics, så er det nærmest alt andet end det Rondo bidrog med.

Dallas Mavericks derimod risikerer at betale en rigtigt høj pris for Rondo, der ikke fungerer optimalt sammen med Monta Ellis og Dirk Nowitzki. Der har været kampe, hvor man har kunnet se, hvordan Rondo kan bidrage med sine fikse frispilninger, men både Ellis og Nowitzki er alt for glade for at skabe deres egne chancer til, at Rondo kan få den styrende rolle, som passer ham klart bedst.

Dallas har et fuldstændigt vanvittigt program tilbage, og pga. den ekstreme konkurrence i Western Conference skal der ikke meget til, før de ender med Sorteper. De skal bl.a. møde San Antonio to gange, Oklahoma to gange, samt Memphis, Golden State, Houston, Portland (you get the picture). Hvis de ender uden for slutspillet, så er det tvivlsomt om nogen af parterne ønsker, at Rondo fortsætter, hvilket vil sige, at de har betalt for et halvt års leje. Samtidigt kommer de givetvis til at aflevere deres draft pick til Boston, hvis de går glip af slutspillet, da det er top tre- og 15-30-beskyttet i år.

Utah Jazz gjorde åbenbart det helt rigtige ved at sælge Enes Kanter. Med Rudy Gobert som startende center skyder holdet op ad især den defensive rangliste, og flere hold i Vest er sikkert rigtigt glade for, at de er så langt bagud, at de ikke kan nå slutspillet. Jazz er 9-2 siden Kanter-salget og All-Star-pausen og har ikke ladet modstanderne score over 100 points i de kampe. Teoretisk kan de naturligvis stadig nå en slutspilsplads, men det kræver, at indtil flere hold går kraftigt ned her i slutingen af sæsonen.

Har Alexej Shved endelig genfundet lidt af den form som i et par måneder gjorde ham til publikumsfavorit i Minnesota?

Portlands Wes Matthews er ude for sæsonen og sandsynligvis noget af næste med en overrevet akillessene.

Lakers må efterhånden have sat rekord i sæsonafsluttende skader. Ronnie Price og muligvis Nick Young slutter sig til Steve Nash, Kobe Bryant, Xavier Henry og Julius Randle.

Brooklyns Sergej Karasev er højest sandsynligt ude for sæsonen med en knæskade.

Facebook comments