Title

Ti spillere du skal holde øje med under March Madness...

March Madness er snart over os. NBAinfo bringer her en guide over nogle af de mest underholdende spillere i NCAA i denne sæson.

Og det er med streg under underholdende. Det er ikke nødvendigvis de største talenter. Nogle af dem er ikke engang i nærheden af en NBA karriere eller lignende. Men de kan noget, som får college-fans op af stolene. Desværre er det ikke alle, der spiller på et af de tophold, der er sikre deltagere i NCAA-mesterskabet. De spillere, som er tvivlsomme har fået en (*) sidst i deres overskrift. 

Bemærk at de sidste konferencer bliver afgjort i weekenden den 14.-15.marts, og Selection Sunday, hvor de resterende hold udtages, er den 15. marts. First Four, eller runde 1, foregår den 17.-18. marts, hvor de otte lavest seedede hold konkurrerer om en plads i runde 2. Derefter begynder galskaben for alvor med runde 2 og 3, der afvikles 19.-22. marts med i alt 48 kampe.

1. D'Angelo Russell, Ohio State Buckeyes

McDonald's All American Game, en slags All Star kamp for high school elever i USA og Canada, afholdes hvert forår, og sidste år var det især big men som Jahlil Okafor og Karl Towns, der var i fokus. Russell var også med, men der var ingen, der rigtigt bemærkede den særdeles teknisk velbegavede guard, som lå nr. 18 på Rivals.com (college recruit ranking) og som hverken skulle til Duke eller Kentucky, men derimod lidt mere uanselige Ohio State.

Det kom ham til gengæld til gavn, at han i denne sæson ikke skulle dele rampelyset på et af de stjernespækkede hold. Og nu er han et af de mest omtalte talenter, bl.a. nr. to på Draftexpress.coms 2015 mock draft. Han kan endda gå hen og blive førstevalg, hvilket virker ret utroligt i en klasse, som er domineret af talentfulde big men.

Der er næppe nogen anden collegespiller, der har løftet sit spil så meget i denne sæson. I hvert fald ikke på så højt et niveau.

Russell har størrelse som en shooting guard (6'5), men hans skill set er som en skydende point guard (combo guard ville være det forkerte udtryk her, han er alt for forfinet i sit spil). I collegerækkerne gør det ham til et stort matchup problem, da han bl.a. kan tage mindre spillere i posten og skyde hen over hovedet på dem med en træfsikker fade away. Han har også tre points range på sin fade away, men skyder dog normalt i god balance på den distance. Meget moden og uselvisk spillestil (det meste af tiden).

Prøv lige at se denne aflevering:

Han lavede samme nummer i en kamp imod Iowa, hvor Sam Thompson dog misbrugte det åbne layup på det skammeligste.

Der skulle være gode chancer for at se mindst et par kampe med Russell. Hans Ohio State er p.t. et top 25 hold og er på vej opad i rækkerne ikke mindst takket være ham.

 

2. Jahlil Okafor, Duke Blue Devils

Okafor ligger stadig nr. et på de fleste mock drafts, og det har han vel gjort i et par år. Han har nok det mest raffinerede big man game for sin alder, som man har set i flere år. Og så er han stadig masser af udviklingspotentiale. Hans defensiv er måske ikke imponerende, men det kan skyldes, at han ikke før sin collegetid har haft behov for at spille med høj intensitet, snarere tværtimod, da det givetvis har været vigtigere for hans high school hold, at han blev på banen uden at lave fejl, så han kunne levere i den anden ende.

Duke har ligget og svinget lidt i rangeringerne, men efter de har inkorporeret noget zoneforsvar, er de tilbage i top fire, og vi skulle gerne nå at se en hel del til Okafor, før det er slut.

3. Larry Nance Jr., Wyoming Cowboys (*)

Der er ikke noget mere forpligtende navn i collegebasketball i disse dage. Og Nance Jr. er da også lidt af en dunkemaskine:

Men han er også meget mere. Han står til at blive Moutain West-konferencens Player of the Year og er blandt finalisterne til en ny udmærkelse for power forwards i college "The Malone Award", som uddeles af the Naismith Memorial Basketball Hall of Fame, og som naturligvis er opkaldt efter legenden Karl Malone.

Det mest utrolige ved Malone er dog nærmest, at han overhovedet er i stand til at spille basketball på topplan. Han lider af Crohns sygdom, en kronisk betændelsestilstand i tarmen, som bl.a. medfører, at han sandsynligvis resten af livet skal behandles medicinsk med en indsprøjtning af et lægemiddel hver syvende uge. Han fik først diagnosen i sit andet high school-år og inden da var han et skravl i forhold til resten af familien, og han manglede både evner,motivation og energi til at blive mere end backup shooting guard for skolens freshman-hold. Hans far troede endda, at han bare var doven.

Crohns sygdom kan bl.a. hæmme væksten, men på det tidspunkt, hvor den blev opdaget, var der stadig et åbent vindue til at få den i gang igen, enten med steroider eller med et dyrt lægemiddel, Remicade eller Infliximab, som er et antigen-lægemiddel kombineret af proteiner fra mennesker og mus. Begge behandlinger har bivirkninger, men dem fra Remicade er generelt mindre alvorlige. Efter han begyndte behandlingen voksede han syv tommer og tog 44 pund på i løbet af 14 måneder, samtidigt med at han udviklede sine basketball skills. Han ville dog være fløjet langt under radaren på Division I-colleges, hvis ikke Nance Sr. havde haft en bekendt, Wyomings coach Larry Shyatt, som havde set Jr.'s talent og overtalte familien til at lade ham komme til Laramie og spille for Cowboys.

Nance fik ødelagt afslutningen på sidste sæson af en korsbåndsskade i februar, men han er kommet stærkt tilbage, og håber stadig på at kunne føre sit hold til NCAA-turneringen, hvilket kun er sket en gang siden 1988. Cowboys har en stolt basketball-tradition med etableringen af et hold tilbage i 1905. De var et nationens bedste college-hold før NCAA-turneringen blev oprettet og har endda et mesterskab fra et af turneringens første år, 1943. Der skal dog ske vanvittige ting, for at Nance Jr. kan føre dem til mesterskab nr. to.

4. Montrezl Harrell, Louisville Cardinals

Nu vi er ved dunkere... Harrell er den dominerende big man for et Louisville-hold, der stædigt forsøger at fastholde en top ti-placering på rangeringerne, men på det sidste er gledet lige udenfor. Harrell leverer nogle af de mest kraftfulde dunk i basketball og har også en del spektakulære forsvarsaktioner. Hvis alt flasker sig for ham, kan han godt blive et lottery pick i år.

Her er alle hans dunk fra sidste sæson:

Tag ikke fejl , Harrell gør stort set det hele , og skyder også gerne treere .

5. Frank Kaminsky, Wisconsin Badgers

Kaminsky er det nærmeste vi kommer på, hvordan Dirk Nowitzki ville have klaret sig i college-bold. Ganske glimrende, givetvis. Det er selvfølgelig ikke fair over for nogen af dem at lave den sammenligning, men Kaminsky skyder treere, har handles som en point guard, kan tage sin mand en-mod-en og afleverer eminent.​

Kaminsky er lidt af en "late bloomer". Hans første par år for Wisconsin var han en sjældent brugt bænkspiller, men sidste år fik han sit gennembrud, efter det lykkedes ham at sammensætte de point guard skills, han lærte som noget mere lavstammet ungdomsspiller med hans syv fod høje krop.

Efter Wisconsins run til Final Four lignede han et 1. runde pick i sidste års draft, men han valgte at blive. Det var dog ikke nogen let beslutning fortæller han på sin personlige blog "The Moose Basketball". Og heldigvis for college basketball. Han risikerer at blive en i mængden i NBA, men lige nu er han noget særligt.

6. Jerian Grant, Notre Dame Fighting Irish

Notre Dame har imponeret med en særdeles velspillende offensiv, og Jerian Grant er toppen af kransekagen. Grant er i sit senior år, og leder holdet med 17,0 points, 6,2 assists og 1,8 steals per kamp. Det var også Grant, der leverede dette utrolige dunk imod Georgia Tech.​

Denne sæson har i høj grad været en forløsning for Grant, der under ikke helt klare omstændigheder var nødt til at forlade Notre Dame sidste sæson og lade sig genindskrive i sommers. Han kunne for et år siden blot se sit holds sæson falde fra hinanden, mens han på skift befandt sig hjemme hos diverse familiemedlemmer. Han så hver eneste kamp, hans hold spillede og sendte scouting rapporter til holdets coach, Mike Brey.

Man kan læse Grants erklæring fra sidste sæson om, at han havde forbrudt sig mod studiereglerne, men det fremgår ikke hvordan, og det eneste, der er kommet frem, er et rygte om, at han havde snydt til en eksamen.

Nu ser det ud til, at han får chancen for at gøre dette til en af de bedste sæsoner i Notre Dames historie.

7. Michael Qualls, Arkansas Razorbacks

Der er lidt Batman & Robin over Arkansas' Bobby Portis og Qualls, hvis Robin altså posterizede forbryderne med monster dunk i stedet for at give dem håndjern på.

Qualls er i sit junior år, og forventes at fortsætte som senior. Draftexpress.com har ham som nr. 30 i deres 2016 mock draft.

Arkansas er et top 25 hold, så der skulle være gode chancer for at opleve et dunk eller to fra ham i årets NCAA mesterskab.

Qualls var på SportsCenters top 10 hele otte gange i sidste sæson.

8. Willie Cauley-Stein, Kentucky Wildcats

WCS eller Karl Towns? Det er nok lidt smag og behag, hvem man vil vælge fra det særdeles talentfulde Kentucky-hold. WCS er kommet stærkt tilbage efter at have fået ødelagt sidste del af sæsonen 2013-2014 af skader. Og der er næppe tvivl om, at han betyder mere for Kentuckys hidtil ubesejrede sæson end nogen anden spiller. For eksempel var det ham, der med et tordnende dunk lukkede munden på hjemmepublikummet hos Florida Gators i en kamp, der ellers var på vippen. Men der var tydeligt et skift i momentum efter det her: ​

Ellers er det mest som defensiv styrmand for et af de bedste defensive hold i collegebasket nogensinde, WCS dominerer spillet. Han er muligvis den bedste defensiv spiller både under kurven og ude ved trepointslinjen. Og hvis man værdsætter godt forsvarsspil, findes der næppe nogen mere seværdig spiller.

9. Chasson Randle, Stanford Cardinal (*)

Det må være lidt underligt at være fan af Chasson Randle, Stanfords 22-årige point guard, der spiller sin senior sæson. På den ene side er Stanfords offensiv stort set personificeret i ham, og på den anden side er det en kendt og velafprøvet taktik for modstanderne at forsøge at sætte ham ud af spillet. Han er ganske eksplosiv som scorer og får mange af sine points på fastbreaks, men har mange måder at score på, hvilket gør ham til den underholdende spiller, han er. Han er blevet kritiseret for at være doven i defensiven, hvor han ikke altid holder forsvarsstilling.

Stanford lignede et sikkert kort til at komme i NCAA-mesterskabet i slutningen af januar, men har tabt lidt for mange kampe på det sidste.

10. John Brown, High Point Panthers (*)

"John Brown is a bad, bad man" siger en af kommentatorerne i den valgte video. Lige nu ligger High Point med god mulighed for at vinde Big South konferencen, men hvis de ikke gør det, så er det farvel til drømmen om at komme med i The Big Dance. De er simpelt hen ikke højt nok rangeret til at komme med uden et konferencemesterskab. Men for underholdningens skyld, må man håbe, at John Brown er med.

John Brown er en af college-sportens helte, som næppe når at få chancen i NBA. Han er junior, 23 år gammel og kommer fra et i basketball-sammenhæng meget lille Division I-college. Men han er sit holds hjerte og sjæl og han laver slemme ting ved modstanderne. Hvis ikke High Point kvalificerer har vi dog i det mindste hans highlight reel, og det er også ganske fornemt:

 

Facebook comments