Title

Optakt: Los Angeles Clippers (3) - San Antonio Spurs (6)

LA Clippers så det næppe som den store gevinst, at de med tredjepladsen i Western Conference fik fornøjelsen af San Antonio Spurs i 1. runde.

Optaktsartikler til slutspillet

Atlant a Hawks (1)

Brooklyn Nets (8)

Cleveland Cavaliers (2)

Boston Celtics (7)

Chicago Bulls (3)

Milwaukee Bucks (6)

Toronto Raptors (4)

Washington Wizards (5)

Golden State Warriors (1) 

New Orleans Pelicans (8)

Houston Rockets (2) 

Dallas Mavericks (7)

LA Clippers (3)

San Antonio Spurs (6)

Memphis Grizzlies (5)

Portland Trail Blazers (4)

 

Indbyrdes kampe i sæsonen

San Antonio og Clippers delte serie. Spurs vandt de to første kamp: 89-85 ude og 125-118 hjemme. Clippers tog de to sidste: 105-85 ude og 119-115 hjemme.

Vegas siger

San Antonio til 1,53 gange pengene over LA Clippers (2,65).

Spillestil (styrker og svagheder)

Los Angeles Clippers blev i starten af sæsonen kritiseret for dels ikke at finde en bedre løsning på small forward-pladsen end Matt Barnes, og ikke at finde en tilstrækkeligt god defensiv center til bænken. Det så længe ud til faktisk at være et stort problem. Men da Blake Griffin blev skadet i albuen, og det lykkedes at holde skibet flydende, så var det som om tingene faldt på plads. De har i hvert fald været blandt NBAs bedste hold siden nytår. Og de er p.t. ligaens absolut varmeste hold med 14 sejre i de sidste 15 kampe.

Nøglespilleren har været Chris Paul, som har spillet en af karrierens bedste sæsoner. Desuden har DeAndre Jordan taget et skridt opad: Han har den bedste scoringsprocent i ligaen og tager flere rebounds end nogen anden. Coach/GM Doc Rivers mener også at Jordan er Defensive Player of the Year, men det er noget gedigent sludder. DPOY skal gøre sit hold bedre defensivt, og det gør Jordan knapt nok. Han er ikke særligt god til andet end at beskytte ringen, men der er han heller ikke ligaens bedste.

Den tredje nøglespiller er naturligvis Blake Griffin. Han har ikke gjort de store fremskridt i de sidste par sæsoner, men han er stadig blandt ligaens bedste power forwards.

Clippers styrke er ikke så underligt deres startere, mens bænken er mere tvivlsom. Det er ikke mindst Pauls styrke som general, der gør den forskel. Lige som dengang Doc Rivers styrede Boston Celtics til mesterskabet i 2008, er spillerne klar til at spille de roller, de bliver tildelt, og det fører til et af ligaens mest effektive angreb, ikke mindst pga. trepointsscoringer. Og det fører igen tilbage til Pauls evner, hvor han gør gode trepointsskytter bedre. Desuden er det et af de få områder, hvor bænken faktisk leverer, ikke mindst Hedo Turkoglu, der rammer imponerende 43 procent af sine trepointsforsøg.

Deres akilleshæl er stadig forsvaret. Man kan slå dem på flere måder, bl.a. ved at trække DeAndre Jordan væk fra feltet, da der fjerner stort set al beskyttelse imod angreb på kurven. Desuden er bænken så dårligt besat, især defensivt, at mange hold kan slå et hul, mens de er inde.

San Antonio Spurs har haft en af ”de” sæsoner, som typisk rammer mesterhold. Især Western Conference-holdene har været ekstra opsatte i kampene imod Spurs, hvilket har ført til ngole ganske spektakulære kampe, ikke mindst de to overtidsnederlag i træk imod hhv. Memphis og Portland på hjemmebanen i december. På det tidspunkt lignede Spurs for alvor et såret dyr.

Læs Christian Højs artikel om Kawhi Leonard.

Men efter Kawhi Leonard kom tilbage fra sin håndledsskade i ny, forbedret form har Spurs været et af ligaens bedste mandskaber. De har ikke væltet ligaen over ende, men det har været tæt på. De har bl.a. vundet 11 af de sidste 12 kampe i sæsonen. Ironisk nok betød det sidste nederlag – til de supermotiverede New Orleans Pelicans som skulle bruge sejren for at komme i slutspillet - at Spurs havnede på sjettepladsen i stedet for andenpladsen i ligaen. En sjetteplads som svarede nogenlunde til en power ranking, før de fik ild i røven.

Gregg Popovich leverer ikke så meget nyt, men hans read-and-react og pace-and-space principper spreder sig til gengæld blandt topholdene i ligaen.

Katalysatoren for Spurs er ikke længere The Big Three, men Leonard, der defensivt har sat nye standarder i den sidste del af sæsonen samtidigt med at han har været en lavvolumen, topeffektiv topscorer for Spurs. Hans sidste to måneder minder ikke så lidt om Scottie Pippens bedste sæsoner.

Den anden storspiller for Spurs er stadig Tim Duncan, som bærer sine 39 år (han fylder 39 på lørdag) med... ”ynde” er vel ikke det rigtige ord. Duncan snitter stadig 14 effektive points, ni rebounds, tre assists og to blocks per kamp. Han snitter også næstflest minutter på holdet efter Leonard.

De to øvrige faktorer i Spurs' genrejsning er, at Tony Parkers form er forbedret, samt at Tiago Splitter er tilbage i startopstillingen. Han røg ud efter en skadesperiode, men han er klart den bedst fungerende makker til Tim Duncan.

Ud over Leonards exceptionelle afslutning på sæsonen, er det svært at pege på styrker, der ikke handler om holdspillet: Bold og spillere i bevægelse, hvor alt – når det fungerer bedst – virker, som om der er et telepatisk bånd mellem spillerne.

Spurs har primært to svagheder sammenlignet med tidligere inkarnationer af holdet.

For det første er der svagheder under kurven defensivt, når Duncan og Splitter ikke er 100 procent. Aron Baynes gør god fyldest, men det er ikke nok til at lukke hullet.

For det andet, så skyder Spurs ikke helt så godt i denne sæson som tidligere. De ligger f.eks. på knap 37 procent på trepointsskyd mod knap 40 procent sidste sæson. Det afspejler sig også i deres eFG%, som er dalet to procent siden sidste sæson. Da det i høj grad er en kollektiv nedgang, så må det næsten hænge sammen med dårligere eksekvering af angreb, hvilket givetvis skyldes formnedgangen hos Parker og Patty Mills, som har været skadet.


Clippers

Alle spillere skulle være kampklar.

Spurs

Tiago Splitters deltagelse i kamp et afgøres først umiddelbart før kampstart.

Matt Bonner er tvivlsom til kamp et.

Forventninger til serien

Folk har været meget hurtige til at give San Antonio favoritværdigheden, ikke mindst Clippers, der gerne vil være underdogs i serien. Men det er der nu ikke den store logik i Clippers har haft en lige så god afslutning på sæsonen som Spurs. Ikke mindst perioden, hvor Blake Griffin sad ude, gjorde de det fantastisk med Chris Paul som en outsider MVP kandidat.

X-faktorer:

Med to så gode hold, er der x-faktor at finde mange steder. Især er det interessant hvor holdbare, Spurs' ældre spillere er.

Clippers bænk er en anden stor ubekendt faktor. Så længe de holder Spurs stangen, så er Clippers startere normalt stærke nok til at kunne vinde de fleste kampe.

Forventet resultat:

Spurs vinder 4-2.

Facebook comments