Title

NBA åbner for dommerrapporter fra tætte kampe
Keith Alison
Fremover kommer også NBA-dommerne selv under review i kampe der bliver afgjort inden for de sidste minutter.

NBA vil fra på mandag offentliggøre evalueringer af dommerkald fra de sidste to minutter i tætte kampe.

En senior referee manager eller en basketball operations manager fra NBA vil gennemgå de sidste to minutter i ordinær tid og overtid og analysere om kaldene er gået den rigtige vej, også no-calls, der kan være tvivl om. De omstridte kald bliver bedømt korrekt/ukorrekt, og de rapporter, der kommer ud af det, bliver offentliggjort på NBA.com/official dagen efter med links til videoer med de omstridte kald.

Beslutningen er et led i NBAs åbenhedsinitiativ, og ordningen gælder både i den regulære sæson og i slutspilskampe. Man begyndte allerede under David Stern at offentliggøre visse fejlkald, men den nye proces er langt mere gennemført.

Skal øge forståelsen blandt fans

Ifølge vice president of referee operations Mike Bantom har NBA-dommere det sværeste job blandt sportsdommere, fordi der konstant skal træffes beslutninger på splitsekunder. NBA håber med intitiativet at give fans indblik i, hvor svær opgaven er, og øge forståelsen af, hvad der er den korrekte fortolkning af reglerne.

Dommerforeningen NBRA understreger i en mail til Yahoo!s Adrian Wojnarowski, at de ikke er blevet taget med på råd om beslutningen, selv om det modsatte fremgik af NBAs meddelelse i dag.

Tidligere på sæsonen kom det frem, at NBA også kigger på mere ekstreme ændringer. F.eks. skal D-League på et tidspunkt afprøve et system, der svarer til coaches challenge i NFL, hvor hver coach får lov til at udfordre et dommerkald i ordinær tid, og hvis vedkommende får ret, får han(/hun) en til mulighed, dog maksimalt to.

Facebook comments