Title

Meet the Dolans

”There is no happiness there.” Sådan advarede TNT-kommentator Marv Albert vennen og kollegaen Steve Kerr imod at tage coach-jobbet hos New York Knicks.

Og Marv Albert ved, hvad han taler om. Han blev i 2004 fyret af Knicks' ejer James Dolan som kommentator for hjemmeholdet i Madison Square Garden.

Madison Square Garden er ikke bare en arena, det er en af sportsverdenens katedraler, et helligt sted for pilgrimsrejsende, hvad enten man dyrker basketball, ishockey eller boksning. Alle transmissioner fra arenaen går igennem selskabet MSG Networks. Ja selv sportsholdene, der har hjemmebane i bygningen, hører under samme underholdningskonglomerat. Og det er én familie, der styrer det hele. Velkommen til Dolan-familiens verden – også kaldet NBAs galehus.

En af anekdoterne om en af NBAs mere farverige ejere er fra sommeren 2010, hvor bl.a. LeBron James og Amar'e Stoudemire var free agents. Angiveligt tog James Dolan gaver med til møder med de frie agenter: Cd'er med James Dolans band, JD & The Straight Shot. James Dolan bruger nemlig en stor del af sin tid på at give den som rock- og blues-sanger med professionelle musikere, som han betaler for at være med i bandet.

 

 

JD & The Straight Shot er James Dolans helt eget rockband. Dolan har gode forbindelser i musikbranchen og bandet har bl.a. turneret med hans idoler i The Eagles og The Allman Brothers.

Dolan overtog Knicks i 1997

Dolan-familien og Knicks' fælles historie begyndte i 1997, da James Dolan som forholdsvis grøn chef for Cablevision købte Madison Square Garden, New York Rangers og New York Knicks. Med de tre enheder befæstede han Cablevisions position inden for sportstransmissioner, et essentielt område for de fleste betalingstv-selskaber. Forretningsmodellen er nærmest idiotsikker og sikrer Cablevision stabile indtægter via videresalg af tv-rettigheder, udsolgte kampe det meste af året mv.

- Forventningerne i New York er skyhøje, siger Carmelo Anthony i sit personlige ”BIG”-indslag på NBATV.

Det er fuldstændig rigtigt. Publikum i New York er kræsent og upålideligt, men der er så forbandet mange af dem, så selv i dårlige sæsoner kan man normalt melde udsolgt til hjemmekampene. Og James Dolan er bevidst nok om, at det skal være et show, så man som tilskuer i det mindste bliver underholdt.

Familiefirmaet blev startet af Chuck Dolan

Det var James' far Charles, der grundlagde familievirksomheden. Oprindeligt startede Chuck Dolan det selskab, der fik lov til at indlægge kabel-tv i det sydlige Manhattan. Det var i 1960'erne, og dengang var der ikke mange, der troede på betalingskanalerne, men det ændrede sig som bekendt.

Chuck Dolan indgik et partnerskab med Time Inc., som kom til at koste ham dyrt. Dolans selskab søsatte bl.a. HBO i 1972, men Time turde ikke binde an med de mange løbende investeringer og den underskudsskabende drift, som var nødvendig for at kabeltv-markedet kunne vokse sig stort og trak tæppet væk under Dolans selskab, hvorved han mistede både kabelnetværket på Manhattan og HBO.

Dolan dannede i 1973 et nyt selskab, Cablevision, som opkøbte de fleste af de kabeltv-selskaber, han havde måttet slippe, men HBO kunne han ikke få fat i igen. Og det blev som bekendt senere en milliardforretning.

Sønnen James Dolan, en af seks søskende, var i sine unge dage en wannabe rockmusiker, men fandt hurtigt ud af, at pengene snarere lå i hans fars selskab. Han startede karrieren på bunden og arbejdede sig op, indtil han i 1995 som 39-årig blev CEO for Cablevision, hovedselskabet i koncernen.

Dolan gik glip af slutspilssucces

Købet af MSG, Knicks og Rangers kan betragtes som et svendestykke for James Dolan, men også indledningen på lidt af et mareridt.

Dolan investerede millioner af dollars i at hente stjerner til de to franchises, men selv nok så meget star power kunne ikke holde dem inde i slutspilsvarmen. Mellem 2001 og 2011 var Knicks således kun i slutspillet i 2004, hvor det blev til exit efter første runde. Der var gang i svingdøren til både træner- og GM-kontoret. Og ikke mindst satsningen på Isiah Thomas på begge positioner gav bagslag.

I samme tidsrum, som James Dolan havde sit hyr med Thomas, var han i en mindre krig med sin far. Da James tog over i 1997 havde far Chuck taget sit eget lille område, HD satellit-tv, og forsøgte at bygge en forretning op om det i divisionen Voom HD. I 2005 stod man så ved en skillevej: Enten skulle der investeres massivt i at få Voom op at køre via Rainbow I-satelliten, som Cablevision havde fået sendt i kredsløb, eller også skulle man, som Jim Dolan ønskede, lukke divisionen og afhænde aktiverne. Cablevision valgte at følge sønnen, og dermed fik han stadfæstet, at det reelt var ham, der havde magten i firmaet, noget som iagttagere ellers havde tvivlet på.

Kamp mod OL-stadion kostede fjender

For at det ikke skal være løgn, så var James Dolan midt i en tredje større konfrontation på det tidspunkt. New York City havde budt ind på OL i 2012, og med borgmester Michael Bloomberg i spidsen havde man bl.a. et kæmpe stadion et par husblokke fra MSG på tegnebrættet. Det stort anlagte West Side Stadium mødte dog kraftig modstand, bl.a. fra Dolan som anså et offentligt støttet stadionbyggeri få hundrede meter fra ”The Garden” som stærkt konkurrenceforvridende.

I sidste ende vandt Dolan denne magtkamp, da staten New York - en måned inden OL 2012 skulle placeres - stadig ikke ville garantere for stadionbyggeriet. Med så kort tid tilbage måtte West Side skrinlægges, og i stedet kom man op med en alternativ plan, der endte med at blive det nye fælles stadion for Jets og Giants. Men de sent ændrede planer kostede både troværdighed og nok i sidste ende New York Citys chance for at blive OL-by i den omgang. Og det gav Dolan en række fjender, bl.a. borgmester Bloomberg og staten New Yorks guvernør George Pataki.

At kalde James Dolan stædig og konfronterende er nok en underdrivelse, hvilket de journalister, der følger hans sportshold har fået at mærke gennem årene. F.eks. er New York Daily News' Frank Isola, der har fulgt Knicks siden 1990'erne, gået fra at være en, der havde gode forhold til forskellige mennesker på og omkring holdet til at være persona non grata.

MSG-ansatte må ikke kritisere

Det gør ikke journalisternes arbejde lettere, at mediepolitikken på MSG Networks, MSG, Rangers og Knicks er, at man ikke må kritisere andre i organisationen. Dvs., at selv sportskommentatorer ikke må sætte spørgsmålstegn ved trænernes dispositioner eller spilleres indsats. Det kostede som omtalt Marv Albert jobbet i 2004. Og hverken front office-medarbejdere, assistant coaches eller lægestab må overhovedet udtale sig selvstændigt. Denne politik strækker sig også til samarbejdet med New Yorks medier, så nogle nærmest bliver isoleret, når der er mediearrangementer, mens andre bliver håndfodret med historier, og til gengæld aldrig skriver et ondt ord.

Med denne rygklapperpolitik kan det ikke overraske, at bestyrelsen i Madison Sqare Garden Company, der fungerer som moderselskab for Knicks mv. er sammensat af Dolan-familiemedlemmer og andre, som James Dolan regner for loyale.

Fans kan ikke lide Dolan

Fans har i efterhånden en del år været stærkt kritiske over for Dolans håndtering af Knicks, hvad enten det gælder front office, spillertrup eller generel imødekommenhed. Men som James Dolan sagde i et radiointerview efter ansættelsen af Phil Jackson som præsident for Knicks: ”Jeg er her ikke for at blive elsket, men for at vinde.”

Den dags pressemøde og radiointerview markerede i øvrigt enden på syv års medietavshed fra Dolan omkring Knicks. Syv års tavshed, som efterhånden blev ganske frusterende for Knicks-fans, fortæller Seth Rosenthal, som leder Knicks-fanbloggen Posting & Toasting:

- Det ville ikke være så stort et problem (at Dolan har været tavs i medierne i syv år, red.), hvis ikke ejeren traf så mange beslutninger. Hvis Dolan hyrede gode folk og lod dem gøre deres job uden at blande sig, kunne han være tavs og ingen ville bekymre sig. Han ville bare være pengene bag holdet.  Men i de seneste år , har han ikke bare holdt sig til at være pengene , og har anbragt sig selv i handler og forhandlinger med free agents samt tilladt indblanding udefra - især fra agentfirmaet CAA - som har undermineret hans egne topfolk Når man ser ALT det , begynder man at stille krav om , at ejeren viser sit ansigt og forsvarer sine beslutninger . Og husk , at det ikke bare er ham selv , der har været tavs . Dolan insisterer , at også de der arbejder i front office og assistant coaches afviser næsten alle interviews, siger Rosenthal til NBAinfo i et mail-interview og fastslår :

- Basalt set, så har de fleste fans holdejere, som ikke udtaler sig, men de fleste af de ejere har meget lidt at tale om og lader andre tale for dem. Knicks træffer bare frygtelige fejltagelser i tavshed.

Dolan ved intet om basketball

Når man ser over hele hans ejerskab, så må man medgive, at alle Dolans skaktræk, hvor strategisk forfejlede de end har været, har været forsøg på at skabe et mesterhold. Problemet er, at han ikke aner noget om basketball, hvilket han da også indrømmede på det famøse pressemøde, hvor han med sine ord overlod styringen til Phil Jackson.

"I am by no means an expert in basketball. I'm a fan. My expertise lies in managing companies and businesses. I think I'm a little out of my element when it comes to the team."

En måned inde i Jacksons ansættelse kom så den første konflikt. Phil Jackson er i gang med en tiltrængt hovedrengøring i Knicks-organisationen. Først røg head coach Mike Woodson og resten af trænerstaben. Men da det kom til fyringer af andre omkring holdet, sagde Dolan stop.

Det er tilsyneladende – igen – agentfirmaet CAA, der er problemet, idet flere af de ansatte i ledelsen bruger agentfirmaet, bl.a. den tidligere Knicks-stjerne Allan Houston, som er en af Jim Dolans personlige favoritter, og Mark Warkentien. Desuden har GM Steve Mills, der blev ansat sidste år, tætte forbindelser til CAA.

CAA (Creative Artists Agency) er et af verdens største agenturer for både skuespillere og sportsfolk. For Dolan, der både ejer teatre på Broadway og flere sportshold, er det derfor naturligt at arbejde sammen med CAA. CAA har tidligere haft bl.a. LeBron James i stalden, og har naturligvis Carmelo Anthony på listen nu.

Men CAAs indflydelse på Knicks er langt større, end man normalt ser hos et sportsagentur. CAA var bl.a. medvirkende årsag til at tidligere GM Donnie Walsh sagde sit job op efter tre år på posten. Han havde ellers fået garanti for at blive fri for indblanding. Siden er agenturets indflydelse tilsyneladende bare vokset.

Worldwide Wes trækker i trådene

Og ifølge en intern kilde var det CAA-konsulent William Wesley, som er gode venner med Carmelo Anthony, der gik til Dolan for at få Mike D'Antoni fyret, da holdet ikke bevægede sig i den retning, som Anthony ønskede. Det skulle også være årsagen til, at Jeremy Lin trods stor succes ikke fik fornyet sin kontrakt med Knicks i 2012. Carmelo Anthony benægtede i øvrigt alle historier om, at han havde noget med D'Antonis fyring at gøre.

Ovennævnte William Wesley, også kendt som ”Worldwide Wes”, er en meget indflydelsesrig person bag kulisserne i NBA gennem sine personlige venskaber med flere ejere, herunder Dolan, og en række NBA-stjerner. Han stod angiveligt også bag, da Knicks hyrede JR Smith, da denne kom hjem fra Kina, hvor han spillede det meste af 2011-2012 sæsonen efter at have skrevet kontrakt under NBA-lockouten.

Adspurgt om et eksempel på karakteristiske Dolan-historier peger Knicks-blogger Seth Rosental på, da holdet sidste sommer gav JR Smiths lillebror, Chris Smith en kontrakt:

- At hyre Chris Smith var ret utroligt. Dolan tillod CAA at gå så dybt ind i Knicks' beslutningsgang, at JR Smiths lillebror, som slet ikke har nær nok talent til at spille i NBA, kom på holdets 15-mands roster. Det er temmelig imponerende, siger Rosenthal.

Det var ikke nær så kontroversielt, men set i bakspejlet også en ret tvivlsom beslutning, da Knicks købte Andrea Bargnani fra Raptors. Gæt selv hvilket agentur, Bargnani er tilknyttet...

Jacksons frihed bliver afgørende

Den slags handler vil Phil Jackson næppe tillade. Han er kendt for en åben og uafhængig stil, og det kan føre til flere konflikter. Men James Dolan lovede på sit pressemøde, at selv hvis Jackson vil skille sig af med Melo, så er det helt op til ham. Og Phil Jackson sagde efter historien om den mulige konflikt omkring fyringerne i front office, at Dolan hidtil havde holdt sit løfte. Og det er ifølge Seth Rosenthal afgørende:

- Det er kun en start at sige ordene. Det handler mere om, at Dolan faktisk holder sit løfte om at holde sig ude af basketballforretningen, og at Jackson bruger sin handlefrihed fornuftigt til at skabe et hold, der kan konkurrere om mesterskabet, forklarer Rosenthal.

Men selv det er måske ikke engang nok – jævnfør historien om Steve Kerr, der endte med at fravælge Knicks pga. kulturen i organisationen. Det er lidt af en supertanker at få vendt, og spørgsmålet er, om Jackson eller nogen overhovedet er i stand til det, så længe Dolan-familien sidder med den endelige beslutning.

(opdateret 16.04.2017 med ny JD & The Straight Shot-video, da den gamle var slettet på youtube)

Facebook comments