Title

Kamp seks: Go Big or Go Home!
Noah Graham/NBAE via Getty Images

Det var en markant sejr for small ball, da Steve Kerr i kamp fire trak Andrew Bogut ud af startopstillingen og sejrede stort .

I kamp fem tog David Blatt så handsken op og satte Timofej Mozgov på bænken. Et lidt bizart træk, når nu Mozgov havde gjort det så godt i kamp fire. Det var ikke den store russers skyld, at det gik galt. Men Blatt havde fat i noget: Set over hele kampen var det lykkedes Warriors at komme til at styre tempoet ved at spille small, og den forhøjede pace, som det medførte, var gift for Cavaliers-spillerne, primært i defensiven, som i forvejen koster dem utroligt mange kræfter. Warriors har derimod en meget dybere rotation, hvis der er brug for det, og mange stærke spillere, som knap nok er blevet slidt i slutspillet.

Man kan sige, at operationen lykkedes, men patienten døde. Cavaliers var i kamp fem med helt indtil de sidste fire minutter, hvor de så blev kørt over af lyntoget (måske det omtalte lys for enden af tunnellen?), Steph Curry. LeBron James leverede endnu en historisk stat-linje, og J.R. Smith var så tilpas varm, at Warriors var nødt til at give ham specialbehandling i 2. halvleg - primært ved at skifte på off-ball screeninger, så Smith ikke fik tid til at indstille kanonen direkte rundt om screeningen. Endelig bød Tristan Thompson ind med 19 points og holdt Cleveland inde i kampen i 3. periode.

Det er den manglende dybde og bredde på Cleveland-holdet, der koster. LeBron James har prøvet det tidligere: En enkelt superstjerne er lige lidt nok, uanset om han er verdens bedste.

Den fede dame står og varmer op i kulissen, men hun har ikke sunget sit parti endnu. Og der er stadig muligheder for Cavaliers, selv om de knapt nok har brikker til at spille mere opstillingsskak.

Mozgov er simpelt hen nødt til at spille, ikke fordi det ”virker” at have ham på banen, men ford han er holdets næstbedste spiller i finaleserien, og det er ikke engang tæt. Problemet ved ikke at have ham på banen er, hvem der skal have hans minutter.

Så Blatt er nødt til at finde en anden løsning på pace-problemet.

Det der lykkedes så godt i kamp to og tre var, at Cavaliers kom ind under huden på Steph Curry. De jagtede ham rundt og trappede på pick and rolls. Cavaliers spillede med høj moral i de to kampe, og det var først da Dellavedova blev indlagt for dehydrering efter kamp tre, at man helt kunne se, hvor meget det havde tæret på spillere, der normalt kommer ind fra bænken, pludselig at skulle spille starterminutter imod verdens bedste hold.

Kamp seks er alt eller intet, og der er ikke meget tilbage i posen.

Det er nok udelukket, at Cavaliers kan vende tilbage til stilen fra kamp to og tre i længere tid. Dels pga udmattelse, og dels fordi Curry har fået et eftertrykkeligt overtag på Dellavedova. Men Cavs burde måske overveje at tvinge Warriors til temposkift undervejs i mindre ryk.

Nogle mulige justeringer for Cavaliers ud over at spille Mozgov igen:

- Flyt Shumpert over på Curry i defensiven og lad Delly bruge sin energi på Klay Thompson. Det er ikke sikkert, at det gør nogen forskel overhovedet, men det kunne give et frisk pust.

- Når der nu ikke er nogen playmakere ud over LeBron James på holdet, så er man nødt til at arbejde så meget hårdere i angrebet for at skaffe frie skud. Det kræver for det første, at man har nogle systemer at køre efter, og for det andet, at man går lidt dybere i bænken for at have kræfter nok til at bevæge sig så meget, man nu skal.

- Prøv Shumpert som point guard. Det er lidt en chance at tage, da Shumpert ofte er for ufokuseret til den rolle. Men han har noget erfaring, og han er – tro det eller lad være - deres bedste pick-and-roll-spiller med bolden i hænderne.

Facebook comments