Title

Jim og Danyal, far og søn, er die hard Knicks-fans (med video)
Rauf Malik (video-capture)
Jim (tv.) og sønnen Danyal er Knicks-fans, der har vovet sig ind i løvens hule, Barclays Center, Brooklyn Nets' hjemmebane

Selv om New York Knicks ligger under Brooklyn Nets i tabellen, så kan de to slet ikke sammenlignes. NBAinfo mødte to die hard Knicks-fans i Barclays Center.

Godt nok har New York Knicks vundet to kampe i træk inden kampen imod Sacramento Kings (spilles i nat, red.). Men selv sejrene over Detroit Pistons (i dobbelt overtid) og Toronto Raptors bringer dem ikke højere op end 12 sejre og 46 nederlag. De skal stadig vinde næsten halvdelen af deres resterende kampe for ikke at opleve den dårligste sæson nogensinde. Lavpunktet hidtil var 1962-1963, hvor de gik 21-59 (sæsonen havde 80 kampe).

”The Zen Master”, som Phil Jackson også kaldes, har indtil videre ikke formået at skabe et vinderhold, men den slags kan godt tage tid, og man må også holde for øje, at Knicks roster ikke er den mest talentfulde i NBA. Det hjælper heller ikke på det, at Knicks' franchisespiller Carmelo Anthony er ude med en knæskade.

Inden Knicks skulle spille mod Brooklyn Nets den 6. februar 2015 talte NBAinfo med Jim og Danyal, far og søn, som begge er Knicks fans. De blev spurgt, om hvad de synes om rivaliseringen mellem Knicks og Nets.

 

Jim: Ærlig talt, ingen disrespekt til Nets, men der er ikke nogen rivalisering. New York vil altid være en Knicks by. Samme øjeblik som vi bliver gode, vil byen gå helt amok. Selv om Nets skulle spille godt, vil Knicks altid være kongerne af New York.

NBAinfo: Hvad med Knicks playoffs chancer i år?

Jim: Jeg tror, Phil (Jackson, red.) var lidt for optimistisk da han sagde, at vi ville komme i playoffs i år. Dette år er et rebuild år, det kan man også se på de moves, Phil har foretaget i år. Næste år er playoffs nok mere realistisk for os. Planen for i år er rebuilding.

NBAinfo: Hvad skal Phil gøre denne sommer?

Jim: Phil skal være tålmodig. Vi får i hvert fald et højt draft pick. Vi har Carmelo signet for de næste par år og jeg tror ikke vi skal ud og spendere en formue på store navne, som vi plejer at gøre. Jeg tror det er bedst at tage det stille og roligt og bygge et hold op som Phil også har snakket om. Det vil gavne os på længere sigt.

NBAinfo: Burde Amar'e Stoudemire blive købt ud af sin kontrakt, så han kan få lov til at spille for en contender? (det er som bekendt allerede sket, red.)

Jim: Hvis det er det han ønsker, ja. Jeg elsker ham, han var den eneste der kom til New York tog styring af holdet. Jeg ville gerne se ham gå, så han kan få mulighed for at spille for en contender og vinde. Men ærlig talt, så gad jeg godt se ham komme tilbage bagefter og spille for os til en lavere løn.

NBAinfo talte herefter med Jims søn Danya, som var inde og se sin 3. NBA kamp, den første i Barclays Center. Han blev spurgt hvem han troede der ville vinde kampen mellem Knicks og Nets.

Danyal: Det kommer an på en del, for hverken Knicks eller Nets er gode.

NBinfo: Hvem er din favoritspiller?

Danyal: Carmelo Anthony!

NBAinfo: Hvorfor ham?

Danyal: Fordi jeg godt kan lide hans trepoints skud.

NBAinfo: Og har du nogen favoritspiller fra Nets?

Danyal:  Nej!​

På grund af lydproblemer fik vi ikke med i videoen, at far Jim afslutter med et "True Knicks fans!" efter sønnens bemærkning.

Nets endte med at vinde kampen og kom et skridt nærmere playoffs, hvorimod Knicks langsomt går en sommer i møde, hvor de skal træffe nogle vigtige beslutninger.

Facebook comments