Title

Ikke et ord om Michael Jordan (80’ernes draft – del 1)

Gamle mennesker har det med at hænge fast i viriliteten fra deres ungdom. Vi lytter til musikken, fra da vi selv kunne score på dansegulvet (in my dreams..), vi lovpriser underlige film af tvivlsom kvalitet, fordi de var ”the shit”, da vi som teenagere peakede, og ikke mindst idoliserer vi også sportslige bedrifter fra fortiden med stor blindhed overfor nutidens langt højere niveau.

De fede 80ere står derfor ikke kun stærkt i mine erindringer pga. satinskjorter, smalle læderslips og plakater af Samantha Fox, men også fordi det var årtiet hvor Jordan og Pippen blev draftet, og hvor øgenavne som The Admiral, The Dream, The Mailman og The Man Child så dagens lys.

I anledning af det snarlige draft for 2014, sætter jeg derfor et Maxell XLII Chrome mix tape i den store Sony walkman og slentrer en tur ned af mindernes nostalgiske biveje, mens jeg vælger at hylde drafts i de legendariske 80’ere via udvalgte highlights fra årtiet.

For ikke at ende med at skrive en håbløs lang artikel med 600 navne og - af ren og skær sentimentale erindringssnøft og kuldegysninger - fare langt ud af knap så interessante tangenter, så lad os fokusere på et par enkelte kåringer; ”Syv succesrige steals” og ”Fem fatale flops”… resultatet bliver så alligevel en håbløs lang artikel – faktisk så lang, at det er to artikler - men med færre navne end 600 (tør jeg da næsten love).

Dermed dropper jeg også at nævne alle de all-star spillere der gik i top 5, og alle de bænkevarmere der røg i 4. runde, men baserer i stedet vores gennemgang af de ti års draft på et mere koncentreret fokus på de skod, der røg alt alt for højt i draftet, og de stjerner der startede så blegt, at deres funklen ikke blev grundlagt før et alt for langt stykke nede i draftrækkefølgen.

Syv succesrige steals

7. Reggie Lewis (#22 i 1987)

Han var en af de spillere der kunne boltre sig lidt væk fra rampelyset på en anonym skole (Northeastern University), og derfor var det ikke ulogisk, at det lige var de lokale helte fra Boston, der tog en chance med Reggie Lewis i slutningen af første runde.

Nu skal man være påpasselig med at bedømme spillere, der dør i en relativ ung alder, da de ofte bliver skrevet større, end de måske egentlig var/kunne være blevet. MEN, Lewis fik dog seks sæsoner at vise sit værd i, og i den periode overtog han kaptajnsrollen fra den efterhånden ret så rygsvage Larry Bird.

Lewis nåede at blive den første (og hidtil eneste) Boston spiller der fik noteret over 100 i alle fem primær kategorier (points, rebounds, assists, steals og blocks) på en sæson, og det siger noget, når man tager Celtics' lange og glorværdige historie i betragtning.

Lewis snittede 21ppg i sine sidste par sæsoner, hvor han dels have overtaget kaptajnsrollen, dels havde udviklet sit spil og så også havde fået Boston i playoffs igen. I hans første playoff kamp som anfører på holdet (29. April 1993), spillede de hjemme mod Charlotte Hornets, og efter at have scoret 17 point på bare 13 minutter, faldt han sammen på banen i The Garden, og et par måneder efter døde han af hjerteproblemer. Et stort tab for sporten og for Boston, der i mange sæsoner derefter lå i bunden af ligaen.

Fun fact: Reggie spillede sammen med Reggie Williams, Mugsy Bogues og David Wingate på det historiske Dunbar high-school hold, der endte med en 50-0 record.

6. Shawn Kemp (#17 i 1989)

Vi har set det en del efter hans tid, en high-school kid der nupper vejen direkte til NBA, men måden Kemp gjorde det på er nok en stor del af årsagen til at han ikke røg tidligere i draftet.

Efter at have vist vilde hops og solidt fantastiske stats i High-School i Indiana, så valgte han ikke NBA draftet, men University of Kentucky. Intet galt i det, men knægten var ikke den hurtigste knallert på molen, så hans SAT score var så lav at han fik et tvunget redshirt år (altså ingen basket). Han røg så i problemer hos Kentucky og tog i stedet til Trinity Valley Community College, men efter knapt et år af frustration valgte han i stedet at hoppe ind i draftet og selvsagt var hans stjerne falmet en del uden spilletid i et helt år.

Den første sæson viste han kun, at han var et dunke-monster med vanvittige hops (endda hoppede han så højt at han måtte ha’ sting syet i hovedet efter at have ramt kanten på kurven), men snart skulle han vise meget mere.

I seks sæsoner i streg fra ’91/’92 af, snittede han en double-double og var den store stjerne på et Seattle tophold, der desværre aldrig nåede at få en titel, på trods af store navne som Gary Payton, Hershey Hawkins og Detlef Schrempf.

I ’95/’96 havde ”Reign Man” sin bedste sæson, og Seattle nåede helt til finale-serien hvor de måtte bukke under mod Chicago.

Hvad det ikke kunne være blevet til rent statistisk, hvis han havde haft den fysiske disciplin til at spille ”mande-minutter”, men vidunderet der ofte blev refereret til som ”The Man Child” snittede kun en enkelt sæson 35 minutter og lå i sin storhedstid på 32-33 minutter.. nogenlunde det samme som hans ugentlige forbrug af KFC buckets.

5. Dennis Rodman (#27 i 1986)

Lige så utrolig hans opførsel, udklædning(og nej, det kan ikke kaldes påklædning), piercinger og hårfarver er, ligeså utrolig er hans vej til stjernerne.

Rodman spillede ikke high-school ball, og søgte kun ind på community college fordi hans søstre var gode basketballspillere og han selv pludselig voksede enormt i højde året efter high-school (og måske var lidt træt af at arbejde som pedel i en lufthavn?). Et par år med gode resultater for et lille collegehold endte med at Detroit Pistons tog chancen og nuppede ham i anden runde af et relativt svag draft år… resten er historie.

Hele fem NBA mesterskaber (to for Detroit og tre for Chicago), to år i træk som NBA’s bedste forsvarsspiller (1990 og 1991) og så hans varemærke, rebounds.

Som en relativ lille rebound specialist (6’ 8”) nuppede han imponerende rebound titlen hele syv sæsoner i træk, og er den spiller, efter Wilt Chamberlain, der har sluttet flest sæsoner i top af den liste (Wilt gjorde det 11 gange). I ’91/’92 sæsonen gik han amok for alvor og snittede 18,7 rebounds (året efter 18,3). Igen er det kun Wilt(19,2) der i en sæson har snittet mere end ”The Worm”.

Spørger du om hvor mange rebounds i én kamp er nok… så tog han 34 i en kamp mod Indiana i 1992.

4. Clyde Drexler (#14 i 1983)

1983 kunne gå over i historien som et af de ringeste drafts, hvilket naturligvis ikke var skide sjovt for Houston Rockets, der sad på både pick nr. 1 og 3. De to picks blev brugt på Ralph Sampson –som dog ikke var nær så ringe som man historisk har gjort ham til- og så på Rodney McCray (who?).

Det var ellers ikke fordi de ikke kendte Drexler i Houston, for han spillede faktisk sin NCAA bold dernede.

Ud over Byron Scott (#4), så er Drexler nærmest den eneste spiller der gjorde væsen af sig fra den årgang, og det gjorde han så til gengæld også. ”The Glide” blev draftet af Portland, men sjovt nok vandt han sin NBA titel med det hold der havde forbigået ham i draftet, nemlig hjembyen Houston.

Tre finale serier, 8 all-star udtagelser og et karriere snit på over 20 ppg – sådan, nice pick up.

3. Mark Eaton (#72 i 1982)

Ok, Eaton –den røde djævel- var måske ikke verdens bedste center og nej, han når nok heller ikke i Hall of Fame, men hvilket sejt pick up i draftet af Utah Jazz, der helt nede i fjerde runde brugte det 72. pick på en spiller der sad på bænken hos UCLA.

Eaton spillede hele sin karriere for Jazz (1982-1993) og selvom hans bedste sæson (84/85) kun gav et snit på 9,7 point – 11,3 rebounds og 1,3 assists så var hans plads i Utah’s historie sikret alene på grund af hans defensive kvaliteter. Det år snittede han også hele 5,6 blocks per kamp!

Den 7’ 4” høje mand med jersey nummer 53, nåede at få noteret hele 3.064 låg, et antal der dengang var bedst i ligaen, og stadig placere ham på 4. pladsen over spillere med flest karriere låg (Hakeem Olajowon er #1 og nuværende block-party folk som Dwight Howard og Josh Smith er per 2014 kun nået halvvejs op til Eaton).

Eaton blev to gange kåret til ligaens bedste defensive spiller (i 1985 og 1989), og alle havde dyb respekt for den store mand, for som Magic Johnson rystende måtte sande efter et møde: ” <i>If you're going to go into the paint, you're going to have to deal with Mark Eaton.</i>”

"He's 7'4" and wide as a city block," says Laker guard Michael Cooper. "You can't go over him, you can't go around him. He can be devastating." (SI May 23rd 1988, Hank Hersch interview)

Og vi tager den lige igen, det var pick nr. 72!

2. Joe Dumars (#18 i 1985)

Kigger man draftresultatet for 1985 igennem ser man den helt fanatiske jagt på den store mand, med fire centere og to power forwards i top 6 (#1 Patrick Ewing og #4 Xavier McDaniel var de eneste der rigtig blev til noget).

Faktisk kunne man være positiv og sige at Joe Dumars var den første guard der blev draftet i ’85, men at man skal helt ned på en 18. plads – lige efter endnu 3 centere - for at finde ham, er grunden til, at han er et af de rigtig store steals i 80ernes draft.

Han gik på McNeese State, hvilket nok kunne skræmme de fleste scouts, men kombinationen af godt forsvarsspil, god ballhandling, lederegenskaber og det at han var en super skytte, gjorde ham ikke alene til all-star (seks gange), men gav ham også et par ringe at vise frem, da han med Isiah Thomas som makker i back court førte Detroit Pistons til mesterskabet i både 1989 og 1990.

Også Dumars spillede for kun den ene klub, og siden røg han bag kulisserne, hvor han også vandt et par mesterskaber til Detroit som GM.

1. John Stockton (#16 i 1984) og Karl Malone (#13 i 1985)

Man kan jo ikke nævne den ene, uden også at nævne den anden, de hører sammen som Gøg og Gokke, Butch Cassidy og Sundance Kid (eller… hvordan er det lige jeg får den analogi ned på nutidens teenage niveau... Bamse og Kylling??).

Ok, det er ikke picks waaaaay down, men når man nupper folk uden for top 10 er det sjældent, man forventer et udbytte som det Utah Jazz fik med dette legendariske pick’n’roll par. Hvis nu bare jeg havde fået en dollar for hver gang der blev sagt Stockton til Malone, så spillede NBA franchisen ”Danish T’Wolves” lige nu i expatriate divisionen.

I 1984 var der som sådan ikke noget at sige til at Stockton ikke røg højt i draftet, vi snakker trods alt om historiens måske bedste draft, og uden at ha’ bagklogskabens vidunderlige 20/20 syn, så er der ikke så mange i top 10, der havde nogen chance for at droppe lavere end den her klejne knægt, der kom fra et upåagtet college-hold (Gonzaga).

Som med Mark Eaton, forblev Stockton også hele sin karriere i Utah, og efter 19 sæsoner kunne han trække sig tilbage som NBA historiens assist-konge og måske bedste point guard nogensinde. En plads blandt de 50 bedste spillere i historien, men desværre ingen gevinst i de to finaleserier han opnåede (Jordan stod i vejen begge gange).

Året efter lavede Utah et repeat, ved at samle Karl ”The Mailman” Malone op med nummer 13 og dermed etablerede man det vel nok bedste makkerpar i ligaen nogensinde (ja, også bedre som par end Jordan og Pippen i min verden).

The Mailman spillede også kun i Utah, eller rettere det burde han kun ha’ gjort, men da Stockton holdt op et år før Malone ville, og den store forward tørstede efter at få landet det forbandede mesterskab, så slog han sig på veteranernes yndlingsdisciplin; ring-ridning og tog en sæson til i L.A. for Lakers. Han er også blandt de berømte ”50” spillere, og kan se tilbage på en karriere af vulgært store dimensioner, ja nærmest på størrelse med sine overarme.

Hans 19 sæsoners karriere-snit ligger på 25 point og 10,1 rebounds og i mange sæsoner lå han tæt på 30 point i snit. Han var all-star hele 14 gange, 11 gange på All-NBA first team og ligaens MVP i både 1997 og 1999. I ligaens historie der det kun Kareem Abdul-Jabbar der har scoret flere point end The Mailman.

Som når folk med det samme tænker Stockton når man siger point guard, så har Malone også udviklet sig til definitionen på en power forward, og en af de holdbare, da han kun missede ni kampe i sine 18 sæsoner i Utah (men dog 40 i sin sidste med Lakers – endnu en årsag til at han skulle have stoppet et år før).

Steals lige uden for listen

I 1981 draftede Kings (den gang i Kansas City) Eddie Johnson i anden runde med nr. 29, og Eddie gik som bekendt hen og blev en rigtig god fast starter for Kings og Suns i mange år. Han nåede syv klubber på 17 sæsoner og 19.202 point.

To pladser efter Eddie Johnson, var Boston Celtics ude og drafte en ranglet hvid baseball spiller fra Brigham Young University, der da heller ikke gjorde megen væsen af sig i sine første tre sæsoner i NBA.

Vores alle sammens Cry-Baby, Danny Ainge, var aldrig den store stat-sluger på Bostons storhold, dertil var der for mange andre om buddet. Dog var han nr. 1 i ligaen i 1987/88 i trepointere, men primært var han en intelligent og hårdt arbejdende holdspiller, og var en del af kernen der vandt mesterskaberne i 1984 og 1986. Han var også et sjældent set multitalent, der var All-American i high school både inden for basket, football og baseball, og spillede baseball for MLB-franchisen Atlanta Blue Jays i tre sæsoner, mens han gik på BYU, hvor han i øvrigt er den første spiller der har fået sin trøje op at hænge under loftet.

Rick Mahorn, taget af Washigton Bullets med nr. 35 i anden runde af 1980 draftet, var en af Detroit Pistons ”Bad Boys” i senfirserne, hvor han var med til at løfte trofæet i 1988 og 1989. Fun fact: han er også røget #2 i draftet i 1989 (dog var det i Expansion draftet, af Minnesota som han dog nægtede at spille for).

Craig Ehlo var en stor del af Cleveland Cavaliers gode dage omkring 25 år siden, og blev nuppet I tredje runde med pick nr. 48.

Også nede sidst i fyrrene (#46), blev Jeff Hornacek samlet op af Phoenix Suns i 1986 og viste sig hurtigt at blive en utrolig sikker skytte med 49,6% for karrieren (og 87,7% fra linien)

Steve Kerr – var en gang andet end bare kommentator, Yahoo! klumme skriver eller Warriors coach - han var også en trepoints specialist hos Chicago i deres mesterskabsår, og det på trods af at han blev draftet nede som nr. 50 af Phoenix i 1988.

Videre til en af mine egne yndlinge fra den gang, og atter er det Phoenix, der forstår at samle de der skarpskytter op lidt længere nede i draftet. Med nr. 14 i 1988 nuppede man ”Thunder Dan” Majerle, et tilnavn han fik fordi han i de første år faktisk var mest kendt for at tage den hårdt til kurven. Senere udviklede han sig dog til en af ligaens bedste distanceskytter.

En der næsten klarede sig ind blandt de 7 successrige steals, var Uncle Cliffie. Cliff Robinson blev i 1989 nuppet af Portland TrailBlazers nede som nr. 36 og leverede gennem 18 sæsoner i stor stil for flere klubber og alle front-court positioner (og var i øvrigt i playoffs i 17 af 18 sæsoner). Samme år blev Vlade Divac taget i slutningen af første runde (#26) af L.A. Lakers (i 1996 sendt til Charlotte for Kobe Bryant).

Og endelig er der selvfølgelig Drazen Petrovic, den måske bedste shooter i NBA's historie, der desværre kun nåede fire sæsoner inden hans tragiske død. Taget helt nede i tredje runde af Portland med nr. 39. Men Drazen er i den grad et kapitel for sig.

En af verdens bedste blev næsten et steal

En ekstra lille bonus historie skal vi næsten ha’ med, nemlig en af verdens bedste spillere gennem tiderne, som kunne have været ”The steal of the draft” hele to gange, havde han haft et andet pas og en større NBA drøm. Vi snakker om legendariske Arvydas Sabonis – manden med øgenavne som ”The Big Red”(kom jo fra ruski-snuski land), ”Arthrities”(griner) og ”Sabas”.

Sabonis startede først med at spille basket som teenager hjemme i Litauen, men blev hurtigt et kendt navn i det daværende Sovjetunionen og rygterne om hans talent kom også over Atlanten. I 1985 draftede Atlanta Hawks ham helt nede som nr. 77, men da man fandt ud af at han faktisk var for ung til at gå i draftet (udlændinge skal være 21), blev det pick efterfølgende ikke anerkendt.

På trods af at Sabonis var langtidsskadet (achilles-scene var revet over), så tog Portland Trail Blazers chancen allerede i draftet i 1986, hvor man ikke turde vente længere end til pick nr. 24.

Vi var stadig i slutfasen af den kolde krig, så det blev kun til nogle besøg i Portland, hvor han genoptrænede efter sin skade, og så måtte han retur og spille hjemme i Sovjet Unionen (tre sæsoner). Her viste han selvfølgelig storspil, og på landsholdet var han stjernen der overraskede alt og alle, ved at nuppe guldmedaljerne ved OL i 1988 foran David Robinson og Mitch Richmonds’ USA hold. Han dominerede endda den jævnaldrende Robinson.

I 1989 efter murens fald, troede man i Portland at nu måtte den store frelser da komme, men i stedet rykkede Sabonis til Spanien, hvor han spillede i seks succesrige sæsoner.

Endelig, efter at have vundet alt hvad der overhovedet kunne vindes i Europa og med landsholdet, så fik vi den på det tidspunkt ældste Rookie at se i NBA’s historie (sæson 1995/96). Han var nu blevet 30 år, men havde stadig overraskende meget ”game” i sig, da han omsider trak en Portland trøje over hovedet. Det blev til en anden plads i kampen om rookie of the year (slået af Damon Stoudamire), og da man sidst på sæsonen fandt ud af at hans gamle slidte ben godt kunne tåle en del alligevel, blev hans minutter sat kraftigt op og han blev rykket ind som startende center.

Som starter snittede han 17,6ppg – 10,7rpg – 1,7apg og 1,7bpg, og for sæsonen sluttede han på syvendepladsen i ligaen med 54,4%FG. Han excellerede i playoffs, hvor han nuppede 35,4 minutter og førte holdet an med 23,6ppg og 10,2rpg i de fem kampe mod Utah Jazz. I All-Star rookie kampen sparede han sine gamle ben og spillede kun 4 minutter (men satte 8 point og tog 4 rebounds… det er da effektivt).

Interessant er det også at han, som en stor tung center og længe før stretch PF’erne kom på mode, førte ligaen i tre-points træfsikkerhed da han var halvvejs gennem sin rookie sæson.

Mange har filosoferet over hvor vanvittig god Sabonis kunne have været i NBA regi, hvis han var kommet over som ung og frisk (til forskel fra overvægtig og kronisk skadet) og de færreste er i tvivl om at vi ville have haft en af historiens ”50 Greatest Players” i denne boldbegavede litauer, og lige meget om Portland havde fået ham med nr. 24 eller Atlanta med nr. 77, så ville han med garanti have været på listen over 80’ernes største draft steals.


TIME OUT!

I bestræbelserne på at gi’ dig muligheden for at re-connecte med omverden, så har jeg valgt at bryde denne artikel op i to, og hvorfor ikke efterlade dig her når vi nu alle er så dejlig positive og glade over de gode historier om succes for relativt lavt draftede spillere. Så kan vi altid komme ned på jorden i anden del af artiklen.

Facebook comments