Title

Iguodala om hvem der er hårdest at dække op i ligaen (med video)
Rauf Malik (video-capture)
Andre Iguodala er vant til at dække modstandernes go-to-guy og har gået op imod mange af ligaens bedste.

NBAinfo mødte Andre Iguodala, der bl.a. er kendt for sit sublime forsvarsspil. Jo hårdere modstander desto bedre, mener han. Men hvem er hans største udfordring?

Efter at Golden State Warriors havde spillet mod New York Knicks den 7. februar 2015, fangede NBAinfo Warriors- spilleren Andre Iguodala i omklædningsrummet. Andre Iguodalas rolle som defensiv specialist – og med et ganske stort offensivt talent - har bragt ham langt, bl.a. til OL i London i 2012 som en del af USA's Dream Team, hvor også Kobe Bryant og LeBron James var med. Det er derfor oplagt at spørge Andre Iguodala om, hvem der egentlig er den sværeste at dække af de to spillere. Andre Iguodalas svar er noget overraskende.

 

NBAinfo: Jeg har et spørgsmål til dig inden du smutter...

Andre Iguodala: All right...

NBAinfo: Dit forsvar er formentlig All Time Best...

Andre Iguodala: Det er ok…(sagt med et glimt af selvironi, red.)

NBAinfo: Du er sikkert blevet stillet dette spørgsmål før. Hvad er forskellen mellem at dække Kobe og Lebron og hvem er sværest at dække?

Andre Iguodala: Det kommer an på forsvarsspillerens størrelse. Hvis du er en lille fyr, får du problemer med Lebron, fordi han er stor og stærk, så han vil bruge sin styrke mod dig. Det samme med Melo. Melo er en af de sværeste spillere for mig at dække op. Jeg vælger ham som den spiller der er sværest at dække faktisk.

NBAinfo: Han kan tage den til kurven...

Andre Iguodala: Ja, han har et hurtigt first step, men man er nødsaget til at respektere hans midrange jump shot, så det er pest eller kolera. Han skal nok komme til kurven og til straffelinjen, hvorfra han skyder 85 %. Man skal (som forsvarsspiller, red.) gøre ting, inden de her spillere (Kobe, Lebron, Melo mfl., red.) får bolden. Det handler om positionering, point of attack, at vide hvor hjælpeforsvaret befinder sig.

NBAinfo: Så du synes, at Melo er den der har givet dig mest hovedpine og har været sværest at dække?

Andre Iguodala: Jeg ved ikke om han har fået mig mest ned med nakken ud af alle de spillere, men jeg kan bare godt lide at spille mod ham fordi han er den spiller der er sværest at dække.

NBAinfo: Han er den sværeste at dække?

Andre Iguodala: Ja, han er den sværeste at dække. Melo er en snedig spiller der kan være lidt ”dirty” og puste dig i ansigtet og lade som om han ikke gjorde det med vilje. Jeg kan godt lide at spille mod ham, det er sjovt. Han er sjov.

Facebook comments