Title

Hvis du har brug for et NBA fix...

NBAs Summer League starter i dag med turneringen i Orlando, og der er en del hold, som har ganske spændende spillere med.

Alle kampene kan følges på NBA.tv, dvs. at man kan se dem med League Pass for 2013-2014 sæsonen.

Boston Celtics har bl.a. sjette pick Marcus Smart, James Young og en af sidste sæsons bedre rookies, Kelly Olynyk på rosteren. For Celtics-fans bliver det også interessant at se, hvordan centerspilleren Colton Iverson, som blev draftet sidste år, ser ud efter at have spillet et år i Tyrkiet. Der er desuden et par spillere, som kæmper for at blive inviteret med i træningslejren, bl.a. Chris Babb, Chris Johnson og Phil Pressey, der alle har ugaranterede kontrakter med Celtics.

Hos Miami Heat bliver der mulighed for at opleve Shabazz Napier, som blev Most Outstanding Player, da UConn vandt NCAA-mesterskabet i foråret. Derudover er det småt med kendte spillere for Heat, der dog har centeren Justin Hamilton, der fik lidt spilletid sidst på sæsonen. Og selv om Hamiltons kontrakt ikke er garanteret, så skulle han have god chance for at blive. Også James Ennis, som Heat købte rettighederne til fra Atlanta Hawks, indgår i holdets fremtidsplaner. En af de mere erfarne spillere hos Heat er Tyler Honeycutt, som tidligere har slået sine folder hos Sacramento Kings.

Broolyn Nets har både nogle af deres egne yngre spillere, Marquis Teague og Mason Plumlee, og en NBA-veteran i form af Donte Greene på deres Summer League-hold. Derudover er det småt med kendte ansigter.

Hos Indiana Pacers er det vel nærmest veteranerne, der stjæler billedet: Især er det påfaldende, at Lavoy Allen er gået fra at have været blandt starterne hos 76ers en stor del af sin 2. sæson i ligaen for blot to år siden til at skulle kæmpe for en ny kontrakt i Summer League. Også en vaskeægte journeyman i form af Roger Mason Jr. er med for Pacers. Den eneste spiller på holdet, der har en garanteret kontrakt, er Solomon Hill, rookie i sidste sæson.

Oklahoma City Thunder har mere end en håndfuld interessante spillere med til Orlando: Steven Adams, Perry Jones III, Mitch McGary, Josh Huestis, Nolan Smith og Jeremy Lamb, alle sammen 1. runde picks, hvilket er ret usædvanligt i Summer League. Ud af de seks spillere kan man nok finde en formation, der får spilletid i den regulære sæson.

Hos Philadelphia 76ers mangler årets 3. pick Joel Embiid naturligvis. Til gengæld får vi for første gang mulighed for at se Neriens Noel efter hans genoptræning. Også nyerhvervelsen Pierre Jackson, sidste års sensation i D-League, er med i Orlando. KJ McDaniels fra årets draft står ikke på rosteren til Orlando, men kan muligvis være med når Summer League fortsætter i Las Vegas ugen efter. Derudover består 76ers roster stort set af udraftede spillere. Er det en overfortolkning at sige, at de lægger op til endnu en sæson i bunden af ligaen?

Også Houston Rockets og Memphis Grizzlies har fyldt rosteren med spillere, som ikke er blevet draftet. Rockets har tre og Grizzlies fem draftede spillere.

Detroit Pistons har en roster med både draftede og udraftede spillere. Blandt de mest interessante spillere er Kentavicious Caldwell-Pope, sidste års 8. pick, og Peyton Siva. Derudover er der kendte ansigter blandt veteranerne: Tim Ohlbrecht og Brian Cook.

Hjemmeholdet Orlando Magic har et ganske interessant hold med årets 4. pick Aaron Gordon, 10. pick Elfrid Payton og sidste års 2. pick Victor Oladipo i spidsen.

Las Vegas Summer League som starter den 11. juli, har en del flere af de kommende stjerner med, bl.a. Andrew Wiggins, Jabari Parker og Dante Exum.

Facebook comments