Title

Hvem kan sove i Berlin? (fra vores udsendte i Berlin del 2)
Alle fotos af Christian Høj
Tony Parker er altid en oplevelse på en basketballbane. Og når man ser ham fra courtside, så bliver det bare endnu større.

I forlængelse af vores andre artikler om NBA Europe og turen til Berlin, kommer her det afsluttende kapitel. Det er ikke nogen hemmelighed hvem der vandt, men I skal ikke snydes for slutningen selve kampen.

O2 arena er en af de mest moderne arenaer i vores del af verden for tiden. Den er imponerende udefra samt indenfor, men dem der betjener den, evner ikke opgaven. Normalt bør man være af den holdning, at man ikke er forpligtet over sine evner, men indfasningen til arenaen var et gedemarked, og placering var en som noget dårlig Gøg og Gokke. Til anledningen var der købt gode pladser nede ved gulvet, og vi troppede op ved dørenes åbning, for at få mulighed for at se opvarmningen. Det var 2 timer før tipoff. Sikkerhedspersonalet eller dem der skulle guide publikum på plads, havde ikke styr på hvilken ende der var hvad, så vi blev placeret modsat af Spurs opvarmningen – selvom vores pladser sagde noget andet – det var bittert, men det blev opvejet, men når man er i det står man til. Det blev nemlig opvejet af noget andet, og vi blev da flyttet hen til vores rette pladser, da nok gæster, havde brokket sig til personalet.

Ved at blive placeret i den forkerte ende forstås, fik vi nemlig mulighed for at se gulvet i hele længde retningen, og derfor kunne vi se Alba Berlin varme op tæt på, se hvad der foregik langs banen, men samtidig se Spurs opvarmningen, og følge med i hvad der foregik bagved begge kurve. Vi så derfor Greg Popovich sidde og chatte med sin Ol´ Pal´ Don Nelson, på siddepladserne ud til Alba´s opvarmning. Vi sad bagved Scott Layden, Sean Marks og Brendan James som stod og så på det tyske hold – endda så tæt, at vi kunne høre deres anekdoter om hvem ”Rasho” havde spillet med, hvad Manu netop havde sagt i omklædningen ("I'm too old for pre-season"), og en masse andre historier. Det skal i øvrigt tilføjes at hvis man syntes Sean Marks så stor ud på skærmen, så ligner han i person, en der gør ondt at løbe ind i. Han er så stor, at han fik det professionelle NBA sikkerheds personale til at se klejne ud.

Kan man nogensinde få mulighed for at se en opvarmning med et NBA hold eller et hold på lignende niveau, så gør det! I en time og fem og fyrre minutter sad vi på linjen og så et sceneri udspille sig, som var det på kuglelejer.  Alba Berlin står i den ene ende og har svært nok ved at finde ball boys til at rebounde, og i den anden ende står et NBA hold med folk til at aflevere, rebounde og conteste skud – lad det være sagt med det samme, opvarmningen var noget for sig selv – spillerne fokuserer kun på, at skyde fra deres spots. Det var episk!  

Spurs' shootaround foregik i hierarki, og de yderste mandater opvarmer til sidst. Samtidig går de også mest til den, hvilket er sjovt at se. Tilsyneladende dunkede de ikke under shootaround og relativt få gange under layupline. Og efter kamp gik der et rygte om, at der var udstedt restriktioner på, at løbe i fast break. Så langt så godt. Tilbage til opvarmningen.

De atleter vi så, skyder med en præcision og form, igen og igen, som ser helt forrykt ud for at sige det. Langt hen ad ad vejen, er jeg overbevist om, at det kan være mere fascinerende end at se en kamp. Matt Bonner for eksempel, er et studie for sig. Han bekræfter om nogle reglen, at man spiller som man træner. Igen og igen sendte han bolden mod kurven i ens bevægelser og med samme resultat. Det er ikke overdrevet at påstå, at 95 % af forsøgene sidder klokkeklart mellem ringen, og de får nettet til at blafre. De gange han ikke sætter den, er regulært fordi, de andres bolde kommer i vejen. Og han kan se det. Han ved det. Det er en maskine der metodisk pumper bolde mod kurven igen og igen. Han gik direkte ind på banen, og sendte bolde af sted, som var det det mest naturlige.

Et andet højdepunkt var naturligt Tim Duncan. Metodisk. Rytmisk. Ens. Igen og igen. Smukt.  Vi så en levende legende som der kan skrives så meget om. Måske forstår man ikke rigtig hvorfor, hvorfor denne mand, er en af de mest succesfulde, men når man ser ham under hans shootaround kan man se, at det han kan og gør, det stinker så langt væk af decideret klasse. Hans skud har ikke altid været smukt, især ikke fra high post området, men når man ser ham metodisk sende det samme af sted, fra udvalgte spots på gulvet, kan man pludselig se det. Han skyder ikke fra et sted han ikke kommer til at gøre i kampe. Og det bliver nærmest perverst pornoagtigt når det slutter med skud på pladen. For en aficionado er det noget, der kan få en til at falde ned af stolen. Tiden står stille og intet betyder noget. Udover om han brænder – hvilket sjældent sker. Når man ser ham, vil man syntes han er det mest u atletiske man nogensinde har set…. Så tjekker man igen-igen, op på generaliebladet, og det siger det hele.   

Kawhi Leonard tiltrak sig naturligt opmærksomhed. Og han gav prøver på et fade away skud fra posten, som nok bliver en del af hans arsenal. Kyle Anderson viste samtidig hvad han kunne, og det han gør, er i et tempo der gør, at de fleste nok ville kunne være med. Samtidig viste han sit skud frem, og det ser aldeles suspekt ud. Men det virker åbenbart for ham.

Den halvanden time hvor vi bliver rykket fra den ene ende til den anden, samtidig med at vi ser det mest fascinerende i verden går som at knipse med fingrene. På klokkeslæt slutter shootaround og man trækker ud i omklædningen og går sig klar til kampstart.

The real deal

Kampen starter og Spurs dominerer for at sige det mildt. De første 8-10 min bærer præg af at Alba skal vænne sig til dimensionerne på banen, men også at rummene man plejer at spille i bliver lukket helt af. Man kan se, at de ikke ser, at den første åbning i deres plays, langt det meste af vejen er den bedste option i deres angreb. Så snart der roteres går angrebet i stå. San Antonio er simpelthen så vant til at rotere, at de kan lukke det ned. I den anden ende har man store problemer med holdet fra Texas. Alba Berlin ligner langt fra det hold der fører den tyske liga. Der var ingen tvivl om, at onsdag den 9. oktober i Berlin var en stor dag, og det eneste sted at opholde sig i løbet af aftenen var arenaen hvor der skulle spilles basketball – selv Lady Gaga indfandt sig, da først tipoff var officielt, og minsandten om ikke Adam Silver også indfandt sig.

Nuvel, efter holdene ligesom har lagt fra land, ryger b og c kæden på banen fra Spurs og herfra og resten af aftenen ser det en anelse mærkeligt ud. Der kaldes helt nye spil, og der løbes blandt andet det alley oop vi så i finalernes kamp 5, som Kawhi Leonard dengang sejlede til ringen uden problemer-  denne gang fejler det miserabelt. Gentagne gange løber Spurs spillere sammen, fordi man ikke har styr på hvor på banen man skal placere sig, Danny Green ligner en der er gået forkert, og Marco Belinelli mangler bounce, Ginobili ser gammel ud – og man forstår godt hans udtalelser fra tidligere.

Efter Alba Berlin har indhentet San Antonio, følges holdene mere eller mindre ad, uden at nogen af dem har held til at lægge afstand. Alba fansene er helt i hopla, og resten er historie som man siger. Albas fans, og især de hardcore (de findes), respekterede og var glade for at NBA hold komme forbi, men især fra en fraktion kunne vi høre en del gloser som ikke er fortjent at blive videreformidlet.

Alba vinder fortjent kampen, og den form de render rundt med, med baggrund i deres regionale turnering, er klart udslagsgivende. Deres fans og resten af de tilstedeværende fik en kamp for livet. Indholdet og afslutningen var en ud af kroppen oplevelse og det var det hele værd. 

Vi sidder bagefter med en fornemmelse af, at vi har været en del af et større plot. Og var der en der ønskede sig et nederlag, så var det Greg Popovich. Godt nok spillede hans stjerner mange minutter, men den fintunede enhed vi så slå Miami Heat, manglede klart olie.

Alt i alt en stor og god oplevelse som kraftigt kan anbefales. Har man mulighed for at komme så tæt på banen, er der. Det kan man sagtens unde sig selv. Det giver en et helt andet blik på spillet, og man kan følge med i snakken, gestikulationer, og får et indtryk af hvad det er de går og laver. Jeg kan dog stadig være sur over at vi blev placeret i den forkerte ende under shootaround – men det reddede dog nok min kamp – var vi rigtigt placeret, er jeg ikke sikker på, at jeg havde fået lov at se kampen, for så var min kæbe faldet af led. Et par meter fra så mange af ens helte kan være svært at tøjle. Især under pladeskuddet.

Overordnede observationer

Kyle Anderson ligner langt fra et produkt vi får meget at se i denne sæson. Hans skud ser mærkværdigt ud, og han virker af statur en smule klejn. Han har sidenhen revancheret sig lidt, men han ligner noget der godt kan ryge i hundehuset – omvendt, hvis han kan få det til at køre som det skal, kan han blive en meget vigtig brik fra bænken.

Det er for tidligt at kunne sige, om Kawhi Leonard virkelig kan gøre så store fremskridt som det er forventet af ham. Han viste både før og under kampen prøver på et fade away hopskud, som ser fremragende ud, men det var ligesom om, at det gik lidt i stå når han selv stod med bolden og skulle være genial under kampen – den måde Berlinerne gik til ham, bliver meget værre i NBA.

Parker, Parker, Parker. At se ham live er virkelig en oplevelse for sig selv, og det illustrerede meget godt, hvorfor der er NBA spillere og så alle andre. De retningsskift og hans håndtering af bolden ser fuldstændig hjernedødt ud, når man ser det courtside, og for mit eget vedkommende, er han vel den person jeg har set bevæge sig hurtigst og så skifte retning. Den indforståethed han har med de 4 andre på banen, er nærmest telepatisk.

At være i nuet

De fleste har set afslutningen på kampen enten i tv eller på youtube. Nogle gange i livet, kan man mærke der sker noget vigtigt, før det sker. Det kunne jeg mærke, før Spurs indbounder bolden, og Alba stjæler den. I et split sekund tænkte jeg ”frem med telefonen og optag det, der sker noget vigtigt”. Nu er jeg glad for jeg ikke gjorde det. Selvom ”mit hold” ikke vandt denne dag, gjorde det ikke noget. Jeg har set og mærket en buzzerbeater, set de største legender. Og min kæbe sidder hvor den skal.

Facebook comments