Title

For fa'en, Rose...
Derrick Rose var dominerende i high school og tog sit hold til nye højder.

Nu er jeg lige midt i en artikel om Pau Gasols genrejsning , og skal du selvfølgelig ødelægge din menisk igen ! Damn you, Derrick Rose.

Som om han ikke er forbandet nok i forvejen .

For lige at slå fast: Der er fin chance for, at Rose kommer forholdsvist hurtigt tilbage i denne omgang . Men skaden kan alligevel omdefinere hans spillestil . Og spørgsmålet er , om han nogensinde bliver den revolutionerende spiller, han engang var , igen . Umiddelbart er svaret nej , for det har han ikke været noget tidspunkt i denne sæson .

Jeg har aldrig ment, at Derrick Rose skulle have haft den MVP i 2010-2011, men jeg har enorm respekt for ham. Hans evne til at vende en kamp på hovedet i 4. periode og den rå energi, der lå bag, nærmest ustoppelig. Og så hans kæmpe integritet, som bl.a. giver sig udslag i, at han aldrig rigtigt har rekrutteret nogen til sit hold – i øvrigt også en del af Bulls' værdisæt for spillerne, folk skal ønske at være der pga. basketball, ikke fordi de er blevet ”lokket”.

Memphis Tigers og alle deres point guards

Så foreslår redaktionens Christian Høj Beske, at nogen skriver om forbindelsen mellem Dajuan Wagner, Penny Hardaway og Rose, der alle var point guards for Memphis Tigers og fik i det mindste en del af karrieren ødelagt af skader.

Derudover falder ingen af dem helt inden for normerne af, hvad en point guard er. Og det er jo sådan set meget moderne. Spillere er spillere og der er langt flere måder at spille basketball på, end vi har kasser til. Nogle områder/evner er vigtigere end andre, men man kan sagtens sammensætte et hold uden traditionelle roller uden at det bliver ”Nellieball” ( se vores artikel om small ball ). Og det var jo en af ankerne imod Rose: at han kørte på med 100 km/t imod kurven og scorede og/eller fik straffe, men ikke var en ”rigtig” point guard. Også fra mig, men man bliver jo forhåbentlig klogere med alderen...

Memphis er af nogen blevet kaldt ”point guard university” og når man ser på deres ”kongerække” er det også en fair betegnelse. I forhold til deres programs størrelse i den store sammenhæng er det imponerende, hvor mange point guards, der har fået en karriere i NBA eller europæisk basketball: Tyreke Evans, Derrick Rose, Darius Washington Jr., Antonio Burks, Elliot Perry, Andre Turner, Penny Hardaway, Chris Garner, Snap Hunter, Mingo Johnson, Dajuan Wagner.

Men for pokker Christian, hvis det er det eneste, så er det sgu lidt tyndbenet. Men vi kan da se på lidt high school highlights fra Dajuan Wagner:

Ok, en del af det ligner faktisk noget Rose kunne have lavet. Der er måske noget der. Det bliver nok endnu tydeligere, hvis vi ser på Penny i high school:

Og endelig Derrick Rose

Tidligt specialiserede i basketball

Alle tre var særdeles efterspurgte allerede fra starten af deres high school karriere.

Wagner scorede 100 points i en kamp i sin junior sæson og snittede 42 points i sin senior sæson. Han var allerede inden high school udset som hjembyen Camdens ”håb”.

Hardaway nåede at score over 3.000 points i sin high school karriere og snittede 36,6 points, 10,1 rebounds, 6,2 assists, 3,9 steals og 2,8 blocks i sin senior sæson.

Rose var i samme kategori, hvor colleges efterspurgte ham allerede fra hans freshman sæson i high school. Han var ikke ikke helt den samme scorer som de to andre, men primært fordi han samtidigt snittede 8,8 assists i sin senior sæson sammen med 25,2 points, 9,1 rebounds og 3,4 steals.

De var alle tre dominerende og spillede point guard, både ud fra skill set og ud fra, at de var deres holds suverænt bedste scorere. Og så er det tydeligt, at de skiller sig ud rent fysisk. De havde simpelt hen mere at byde på end både med- og modspillere. Hos Penny var det mest højden, men han var også hurtig og havde springkraft. Hos Wagner og Rose var det primært deres hurtighed og springkraft.

De er alle tre kendt som gym rats, og når man får det rygte som elitesportsmand, så taler vi flere timers ekstra træning hver dag.

Det er lidt af et reach, men den tidlige udvikling og specialisering i forhold til andre unge kan have medvirket til øget belastning af led og knogler. Det er i hvert fald tydeligt i videoerne, at ingen af dem ligefrem skånede sig selv som teenagere. Og uanset, at de ikke blev skadet i high school, så viser forskning, at overbelastede knæ som ung er en risikofaktor i forhold til korsbåndsskader senere. Det kan være problematisk at holde sig til en sportsgren, så længe man er i voksealderen, og  mange eksperter anbefaler at skifte mellem sæsonens sportsgrene, som f.eks. LeBron James, der både spillede football og basketball.

Se Rauf Maliks interview med Derrick Rose fra VM 2014

Alt det her er selvfølgelig mest et forsøg på at give mening ud af noget så meningsløst som en meniskskade. Vi vil altid være efterladt med et ”hvis nu...”, når det gælder så store talenter som Wagner, Hardaway og Rose. De to sidstnævnte nåede lige at vise os nok til, at vi kan tro, at de ville være blandt de allerstørste, hvis de var blevet forskånet for skaderne. Wagner måske også, men han blev afsporet af skader allerede i sin første NBA-sæson, og fik aldrig for alvor karrieren igang.

Der er stadig tid for Rose til at skrive sig ind i basketballhistorien som mere end det kvarte kapitel, han har nu, men meget taler for at resten ikke får helt så mange highlights. Vi risikerer i stedet at få en fortsættelse af de seneste sæsoners afbrudte soap, hvor Roses bror taler over sig, ledelsen kigger indad og Tom Thibodeau måske/måske ikke kigger efter nyt job, altimens Rose får over 20 mio. dollars om året i de næste to sæsoner uden at nogen rigtigt ved, hvad han kan levere for pengene.

Uanset hvad skal der lyde et ”god bedring, champ” herfra.

Facebook comments