NBAinfo.dk TV

Please configure this section in the admin page

Title

En indadvendt boldkunstners fald
Straffeskuddet er mere end et symbol på Rondos problemer på basketballbanen.

Han er en af ligaens mere polariserende spillere. Han var mest elsket, men også hadet i Boston, og lige nu er han nok den mest hadede NBA-spiller i Dallas.

Nogle ser ham som en direkte arvtager til ”The Hardwood Houdini”, legenden Bob Cousy, der kunne levere samme type stat lines,som f.eks. over 15 assists og under 10 points i en kamp. Andre ser ham som en overvurderet primadonna.

Rajon Rondo er svær at blive klog på.

Rondo er allerede fortid i Dallas

Sidste uges store historie fra Dallas var en treakters tragedie, hvis man er Rondo-fan. Det startede med, at vor helt nu skulle bevise, at han kunne udføre det, han var hentet til byen for, nemlig at sikre Mavericks succes i slutspillet.

I kamp et kom han sløjt fra start, men i anden periode viste han det, som er blevet kaldt ”playoff-Rondo”. På under otte minutter scorede han 11 point på syv skudforsøg og uddelte tre assists. Men det var en stakket frist. Af en eller anden grund stoppede hans aggressivitet lige der. Det kan være, at Carlisle trak i tømmerne for at sikre, at andre kom ind i spillet, men det var i hvert fald det eneste positive moment i Rondos slutspil for Dallas.

I kamp to begik han to turnovers i første periode: en meget sjusket aflevering og en overtrædelse af otte sekunders-reglen, en sjælden mental blunder fra Rondos side. At det var en blunder og ikke en protest imod Carlisles play-kald, virker ret tydeligt, når man ser Rondos reaktion på dommerens fløjte. Men det var givetvis ikke noget den meget kontrollerende coach var glad for.

Synder eller syndebuk?

Mellem de to turnovers nåede Rondo at score fire points på drives imod kurven, og det taler imod de senere forklaringer om, at han var blevet skadet i ryggen, da han forsøgte at trække en angrebsfejl i 1. minut. Men det strider også imod anklagerne om, at han ikke var fokuseret.

Det så dog ikke fokuseret ud, da Rondo på det efterfølgende indkast efter den anden turnover lod Jason Terry få et frit trepointsskud. Det var måske en kommunikationsbrist, men helt klart endnu en blunder fra Rondo at bevæge sig væk fra bolden på det tidspunkt.

Rondo blev taget af banen halvvejs inde i første periode og kom først tilbage efter næsten 15 spilleminutter på bænken. Han leverede et par bunnies til Tyson Chandler og Monta Ellis, som begge brændte, og så røg han og James Harden lidt i totterne på hinanden, da Rondo forsøgte at spille fysisk forsvar over for den større, tungere og stærkere Harden. Rondo kom på bænken igen inden halvleg.

Og da han i løbet af 34 sekunder havde fået en teknisk fejl og sin fjerde fejl, begge mens han dækkede Harden, så var det slut for Carlisles tålmodighed.

Det absurde er, at Rondo egentlig har gjort det udmærket over for Harden, han har bare været overmatchet. Det store problem er angrebet, hvor Rondo blev gjort til syndebuk, mere eller mindre berettiget. Som Rondos ven på modstanderholdet, Josh Smith sagde efter kamp to til Yahoo Sports:

”It does look frustrating for him. And it's definitely not his fault."

Efter kampen konstaterede Rick Carlisle tørt på spørgsmålet, om han forventede at se Rondo i en Mavericks-uniform igen: ”Um, no I don't”. Og Carlisle plejer at få ret.

Dagen efter kampen blev Rondo meldt ude med en rygskade ”på ubestemt tid”. Det er ikke det samme som ”for sæsonen”, men det ville være ordkløveri at gøre noget ud af den skelnen. Formuleringen er givetvis valgt for at lukke ned for yderligere Rondo-spørgsmål snarere end at åbne en kattelem. Ifølge rapporter havde Rondo i hvert fald fjernet sine personlige effekter fra omklædningsrummet på hjemmebanen før kamp tre.

Ingen reportere har hørt noget fra Rondo siden han blev bænket i kamp to. Men det er ikke usædvanligt. Rondo har aldrig været en der ligefrem nød mediernes bevågenhed, han kan lige akkurat tolere dem, når det går godt. Når det går dårligt, vender han ind i sig selv.

Rondo har dog ikke selv afvist at tage imod et kontrakttilbud fra Dallas, når han bliver free agent til sommer, det skal ifølge Yahoos kilder bare være uden Carlisle som coach, og den følelse er åbenbart gensidig fra Carlisle.

Carlisle er så stor en mand i Dallas, at han sandsynligvis selv bestemmer, hvornår han vil stoppe. Og samtidigt er Rondos kredit under nulpunktet. Så det kan kun gå en vej, hvilket betyder en mulig destination færre for Rondo.

Spørgsmålet er, om det er begyndelsen på enden for Rondo eller blot et bump på vejen.

Rondos sæson startede pænt, om ikke prangende

Egentlig så det meget godt ud for Rondo, umiddelbart før han blev solgt til Dallas. Han og Boston var lige kommet over den sværeste strækning kampe i hele sæsonen og var begyndt at spille vindende basketball med Rondo i hovedrollen.

En del af den svære start var, at han stadig ikke var/er 100 procent tilbage fra sin korsbåndsskade og at han gik glip af træningslejren med holdet, fordi han brækkede hånden ved et uheld i hjemmet i slutningen af sommeren.

I de 22 kampe, han fik for Boston inden handlen, snittede Rondo en meget rondosk statline på 8,3 points, 10,8 assists, 7,5 rebounds og 1,7 steals. Boston var 9-14 (Rondo sad en kamp over) – måske ikke imponerende, men tilfredsstillende, selv om man havde en kraftig tendens til at smide kampe i 4. periode imod de bedste hold.

Som det fremgår, så var et af problemerne for Boston, at Rondo ikke scorede nok points. Og selv om tallet gik op, da han kom til Dallas, så må man sige, at sæsonen har været en lang scoringskrise. Og det har faktisk ikke så meget at gøre med hans problemer som skytte at gøre, selv om man kunne skrive flere artikler om dette, både ud fra et skudteknisk og et psykologisk udgangspunkt. I Dallas skyder han således acceptable 35 procent bag trepointslinjen, mens han er dykket fra at ramme over 50 procent i afstanden 16-23 fod (lange toere) i 2012-2013 til 35 procent i denne sæson.

Problemer ved straffelinjen

Særligt problematisk var det, at klappen gik ned, når han stod på straffelinjen, hvor han kun ramte en tredjedel af sine skud, mens han var i Boston, hvilket dog blev øget til 45 procent i Dallas.

Samtidigt kommer han siden 2011-2012 sæsonen sjældnere og sjældnere til afslutning ved kurven, en af hans tidligere styrker.

Der er to forklaringer på dette, som begge har deres egen logik:

  • For det første er hans fysik ikke stærk nok til, at han kan køre hårdt på modstanderne igennem en hel sæson. Han har fået en del skader gennem årene ved at buse på, og er blevet anbefalet at gemme den spillestil til, når det virkelig gælder, dvs. i slutspillet. Og når han kommer sjældnere til straffelinjen, så får han aldrig et naturligt forhold til at skyde straffe.
  • For det andet er Rondo alt for bevidst om de dårlige straffeskud til at sætte sig selv i den situation, selv om det er den ”korrekte” aktion, når hans medspillere bliver dækket tæt, og han selv har en middelmådig forsvarer på sig. Bevidstheden om det dårlige straffeskud forplanter sig også til lavere selvtillid, når han står ved straffelinjen.

Om det er den ene, den anden eller begge forklaringer, som gælder for Rondo, så er det en ond spiral, hvor han fratager sig selv sine stærkeste våben og også kommer til at sætte spørgsmålstegn ved hans egne instinkter og beslutninger.

Solgt til Dallas for peanuts

Han blev solgt til Dallas for, mente mange på det tidspunkt, peanuts. Dallas nøjedes med at sende Jameer Nelson, Brandan Wright, Jae Crowder, deres 2. runde pick i 2015 og hvad der næsten 100 procent sikkert bliver deres 1. runde pick i 2016, hvor det er top 7 beskyttet. Boston sendte samtidigt Dwight Powell til Dallas og fritstillede den langtidsskadede brasilianske centerspiller Vitor Faverani. Desuden fik Boston en 12,9 mio. dollars Traded Player Exception.

Wright og Nelson var begge nærmest ude af Boston igen inden de fik deres navn op i omklædningsrummet, mens Powell ikke rigtigt har bidt sig fast Dallas. Jae Crowder er til gengæld blevet fast inventar i Boston og står til en ganske fornuftig kontrakt til sommer.

Alt i alt var de fleste enige om, at Dallas fik Rondo til en god pris, da handlen fandt sted. Bostons GM Danny Ainge er ellers ikke kendt for at give gaver i spillerhandler, så hvorfor på det tidspunkt?

Mellemspil: Bostons fremtid uden Rondo

Det meste må være spekulationer, men der er ganske mange faktorer på spil.

For det første må Ainge have opgivet at bygge holdet op omkring Rondo. Det har han måske gjort allerede tidligere, men da Rondo blev korsbåndsskadet i 2013, var Pierce og Garnett stadig på holdet, og først i denne sæson har han vist tilstrækkelig fysik til, at man kan sige, at skaden ikke har den store betydning længere. Derfor har det ikke givet mening at sælge ham før det skete.

Der kan være mange årsager til, at Ainge har droppet at have Rondo som centrum:

  • Rondo har selv udtrykt, at han vil spille for et contender-hold. Da han blev solgt, var Boston på vej fremad, men man kunne ikke love noget.
  • Ifølge en af Rondos bedste venner, Kendrick Perkins, så var det også Rondos eget ønske at komme et nyt sted hen. Det er bare noget, han aldrig ville sige offentligt. Det bliver dog modsagt af andre, bl.a. Brandon Bass, der måske har været tættere på Rondo, i hvert fald fysisk. Andre peger på, at han har været splittet mellem at blive og forlade byen. Især ønsket om at spille playoff-bold har vejet tungt. Hvilket er ganske ironisk nu...
  • Rondo gav Boston rabat i sin sidste kontrakt, og vil – alt andet lige – gå efter den maksimale kontrakt. Ainge gav selv udtryk for, at Rondo er en max-spiller, men det betyder ikke, at han kunne eller ville give ham den kontrakt. Det vil f.eks. stå i vejen for at hente en ”rigtig” franchise-spiller til sommer.
  • Coach Brad Stevens kører et system, der passer bedre til en skydende point guard.
  • Selv om man har flere talentfulde unge spillere på holdet, så går der nok stadig et par sæsoner, før de har nået deres fulde potentiale.
  • Boston mangler under alle omstændigheder to spillere for at komme blandt mesterskabskandidaterne. For det første en rigtig rim protector som kan forankre forsvaret, og for det andet en go-to-guy, ideelt set en shooting guard a la James Harden, men mindre kan også gøre det. Dem mangler man, uanset om Rondo er på rosteren eller ej. Og der hjælper det igen ikke at give Rondo en max-kontrakt. Salget af Rondo åbnede også for, at man kunne hente/bruge en point guard som go-to-guy i form af Isaiah Thomas, selv om man nok kan bruge en med mere fysik.
  • Rondo var ikke Bostons bedste spiller, mens han var på holdet i denne sæson. Han var måske nok den vigtigste i de 22 kampe han spillede, men han var ikke i stand til at afgøre kampe på samme måde som tidligere.
  • Der har som nævnt ovenfor været historier om, at Rondo ikke er den mest coachbare spiller i NBA. Men det har man sagt om større profiler end ham. Men man kan sagtens forestille sig, at det har været et problem for Brad Stevens, hvis holdets kaptajn er for dominerende og ikke altid har de samme ideer som ham. Det ville normalt ikke være grund nok til at sælge ham, men det kan være medvirkende. Man kan blot se på, hvordan Stevens med stor succes har ændret holdets spillestil, efter Rondo blev solgt.

Begrænset marked midt på sæsonen

Den anden del af svaret på, hvorfor Boston tog lige den handel, er betydeligt mere simpelt: Markedet for Rondo var snævret ind til to hold: Dallas og Houston, og reelt set var det nok kun Dallas, som var interesseret. Houston havde ganske vist mistet Patrick Beverly for sæsonen, men med en spiller som James Harden på holdet, behøver man ikke en ekstra playmaker, og slet ikke af Rondos type. Der har da også været rygter om, at Houston kun bød på Rondo for at drive prisen op, så Dallas blev yderligere svækket. Det skete dog ikke.

De andre bejlere til Rondo (i hvert fald Los Angeles Lakers og Sacramento Kings) har det til fælles, at de ikke regnede med at gå i slutspillet, og derfor ikke var interesseret i noget, der kun kunne blive en kortvarig lejeatale.

Derfor giver det mening, at Mavericks simpelt hen er kommet med det bedste bud og at andre rygter, der har set ud af mere, ikke er andet end netop rygter.

En affære i Dallas

I Dallas afløste Rondo en Jameer Nelson, som godt nok stadig byder ind offensivt, men defensivt er en si med meget store huller. Især parret med en spiller som Monta Ellis, der normalt heller ikke er en ørn til forsvar.

Rondo burde passe godt sammen med typer som Dirk Nowitzki, Tyson Chandler og Chandler Parsons. At han og Monta Ellis derimod er et vanvittigt dårligt fit, er til gengæld ikke så overraskende. De eliminerer hinanden offensivt, og Ellis er så dårlig i defensiven, at Rondo ikke kan kompensere for det på dette tidspunkt i hans karriere. Som Rondo sagde i en kontroversiel udtalelse, efter han kom til Dallas:

I haven't played defense in a couple of years. I've been able to hide it a lot with Avery Bradley on the ball. He's helped me out, the young guy. But here they expect me to play defense. And in the West, if you don't play defense you'll get embarrassed every night at the point guard position.

Det var ventet, at Rondos svage (eller svingende - han var blandt ligaens bedste på lange toere i 2012-2013) skud ville blive et problem for Dallas, som i høj grad baserer angrebsspillet på at strække det ud med skytter på trepointslinjen. Problemet er bare, at Monta Ellis og Rondo er lige svage som catch-and-shoot spillere med en eFG% på 44 i denne sæson. Så det er pest eller kolera at give den ene bolden i hånden og lade den anden spille off ball. Omvendt er spillere som J.J. Barea og Richard Jefferson elite til catch-and-shoot (over 62 eFG%) mens også Chandler Parsons, Devin Harris og Raymond Felton (over 54 eFG%) er markant bedre end Rondo/Ellis. Derfor vil både Rondo og Ellis have gavn af at spille uden hinanden. Og da Ellis er den mest scorende af de to, og den Carlisle har mest tillid til, så endte det ofte med, at Rondo blev bænket på bekostning af Ellis.

Statistikker skal tages med et gran salt

Der er blevet gjort meget ud af Dallas' statistikker med og uden Rondo. Der skal man lige have med, at Dallas havde et forholdsvis let program inden jul og et meget tungere efter. Man kan pege på tre blowout-sejre, som blæste holdets net-rating helt ud af proportioner:

  • Philadelphia 76ers 123-70
  • Charlotte Hornets 107-80
  • Los Angeles Lakers 140-106

De kampe alene er nok til at give ”Dallas uden Rondo” et gigantisk forspring i rating (+1,39 fordelt over hele sæsonen). Og det er blot tre. I samme periode er der meget få ”kvalitetssejre” (New Orleans, Chicago og Washington) og derudover nederlag imod de direkte konkurrenter om slutspilspladserne i Vest (San Antonio, Memphis, Golden State, Portland, Houston og Phoenix).

Dertil kan vi lægge en dramatisk formnedgang for Nowitzki efter All Star. Man kunne tilskrive det sidste til Rondos ankomst, men Nowitzkis december- og januar-tal er stort set ens, så det må snarere være en generel formnedgang, noget der ikke er usædvanligt for ældre spillere, heller ikke Nowitzki.

Dertil kom en længere skadespause til Parsons i foråret, som ikke gjorde det lettere.

Endelig var der Rondos ganske ubehagelige skade ved øjenhulen, da han stødte sammen med Richard Jeffersons knæ, som satte ham ud af spillet på et kritisk tidspunkt af sæsonen, lige op til All Star pausen. Og som han ikke var kommet sig helt over, da kampprogrammet gik i gang igen.

Det ovenstående er ikke for at omskrive historien om Rondos mareridt i Dallas, men skal understrege, at statistikker altid skal tages med et gran salt.

At det er gået så galt, som det er gået, ligger i feltet mellem spiller og coach. Det forkrampede i Rondos spil er ikke blevet forløst, og der er Rick Carlisles coaching-stil næppe befordrende, medmindre de har nået at opbygge noget tillid undervejs.

Faktisk minder Carlisles sammenstød med Rondo ikke så lidt om dem, han havde med Jason Kidd i dennes første sæson i Dallas. Kidd er dog mere kontrolleret end de fleste, og bestemt mere end Rondo, så det foregik i form af lavmælte skænderier på bænken. Deres større sammenstød foregik bag lukkede døre.

Carlisle kan godt finde på at udstille sine spilleres fejl under afspilning af kampvideoer eller til træning, især hvis de slacker. Og ingen slipper, fortæller Kidd:

If someone is dogging it, he has every right to jump. He'll jump Dirk. He'll jump 'em all. He's as close as there is to Pop [when it comes to] holding the star as accountable as the 15th guy.

Og så er vi ved Rondos sidste spilleminutter for Dallas. Han er svær at aflæse, om han er 100 procent fokuseret, eller han cruiser. En mental blunder som hans otte sekunders turnover i kamp to er meget usædvanlig for ham, og Carlisle har givetvis læst det som manglende fokus, noget han ikke kan tillade fra en stjerne point guard i en af sæsonens vigtigste kampe. Det kan dog være, at Carlisle har læst situationen forkert.

Historien om, at Rondo har en rygskade, betyder i hvert fald, at begge slipper for yderligere tiltale.

Carlisle har efterfølgende sagt, at Rondo var "en risiko, der var værd at tage". Det kan diskuteres, men selv om prisen endte med at blive høj, så havde Dallas under alle omstændigheder et problem, der skulle løses, hvis de ville bevare mesterskabsdrømmen. Og Dallas Mavericks-ejer er i hvert fald ikke bange for at handle og fejle.

Rondo på psykologens sofa

Som det fremgår flere steder ovenfor, så er der noget mentalt på spil hos Rondo. Men vi får næppe at vide, hvad det handler om. Selv de dybeste interviews med Rondo skraber sjældent mere end overfladen, uanset at han faktisk fremstår ærlig.

I et af de mere personlige interviews med Boston Globe fra 2009 fortæller han f.eks., at han er en ”mors dreng”, men han klapper fuldstændigt i, da journalisten spørger til hans far, som forlod familien, da Rondo var syv år.

I samme artikel fortæller han og andre ellers mest om hans kolossale konkurrencementalitet og stædighed, noget der er et gennemgående tema i flere interviews. Men konkurrencementalitet er selvfølgelig ikke en universalnøgle til alle afkroge af Rondos sind.

Derfor er det tid til at lege lommepsykolog ud fra andres udsagn og observationer fra hans optræden på banen og ved pressemøder. Det giver igen et særdeles begrænset billede af mennesket bag masken, men dog mere nuanceret end selve masken.

Det er meget tydeligt, at Rondo har en introvert (indadvendt) personlighed. Det betyder både, at han ikke åbner så let op, men også at han vender kritik indad, selv om det kan fremstå, som om han er stædig og ikke lytter.

Rondo er stædig og har et kraftigt temperament. F.eks. under slutspillet 2010, hvor Rondo forlod et taktikmøde efter at have kastet en flaske imod en tv-skærm og smadret den. Rondo mente tilsyneladende, at han var blevet uretfærdigt fremhævet for en dårlig aktion. Det sidste lyder måske ikke indadvendt, men hvis man vil forstå den reaktion, skal man tænke på, at Rondo er sin egen hårdeste kritiker (i det mindste blandt dem, der kender ham, der er nok nogle fans, der kan lægge et par lag på). Så hvis han føler, at han har spændt buen til bristepunktet, så kan det føre til den slags reaktioner.

Og i betragtning af, at Rondo netop i det slutspil var Bostons bedste spiller – sammen med Kevin Garnett – så giver det god mening, hvis han har været ekstra følsom på det tidspunkt. Det er selvfølgelig ikke en egenskab, der hjælper hverken ham eller holdet, den var bare svær at komme udenom, før han havde lært at håndtere følelserne.

Udviklingen i Dallas tyder på, at han stadig har problemer på det område. Og det er meget muligt, at han og Rick Carlisle aldrig har nået at få tilstrækkelig tillid til hinanden til at håndtere det. Det er selvfølgelig Rondos problem, men en coach er nødt til at håndtere det rigtigt for at få mest ud af spilleren.

Kombinationen af indadvendthed/stædighed og Rondos ekstreme spilintelligens har gjort ham til en udfordring for de coaches, han har haft. Wyc Grousbeck, medejer i Boston og den der normalt udtaler sig til medierne på ejernes vegne, har medgivet, at Doc Rivers nok ville anbringe Rondo i NBAs ”nederste halvdel”, hvad angår coachability. Det kan så betyde alt fra ”uncoachable” til ”mere stædig end de fleste”, og i betragtning af forholdet mellem Doc Rivers og Rondo, så er det nok nærmere det sidste trods alt.

Spilintelligensen giver sig bl.a. udtryk i, at Rondo ifølge flere historier kan de fleste NBA-holds playbooks i hovedet og kan køre plays, som hans hold ikke har trænet i et par sæsoner. Men hvordan styrer man det som coach? Doc Rivers endte med at give Rondo lov til at freelance, mens Brad Stevens prøvede at kommunikere på samme niveau og efter alle meldinger havde held med det.

Rick Carlisle kunne i princippet være blevet den perfekte coach for Rondo, fordi han hele tiden veksler mellem sine taktiske muligheder og dermed kan holde selv en spiller som Rondo på tæerne. Som Rondo selv udtalte til USA Today:

I love the way Carlisle coaches the game. He shakes up the lineup. It's fun to play for a coach like that. Obviously Doc pretty much made me the player I am, along with other teammates. Brad helped me in my career and was very positive for me, but Carlisle is different between both of those guys. He's a great X's and O's guy from what I can see so far, and I love the way he shakes up the game.

Rajon Rondo

Rondo havde dog næppe forestillet sig, at han ville blive holdt i så stramme tøjler, som han blev under Carlisle. Og Carlisle havde næppe forestillet sig, at hans stærkt konfronterende stil kunne blive et mentalt problem for Rondo, som det tilsyneladende blev. De havde en konfrontation i februar, hvor Rondo ignorerede et play-kald fra Carlisle, hvorefter Carlisle tog Rondo ud efter time-out. Det endte med en højlydt konfrontation efter kampen, hvor Rondo bl.a. råbte "why the fuck did you bring me here?" Set i bakspejlet et rigtig godt spørgsmål... Rondo fik internt en spilledags karantæne for episoden.

Efter dette sammenstød sagde de ellers begge ”alle de rigtige ting”, men de havde stadig svært ved at finde balancen, og selv om man kunne pege på basketball-mæssige årsager, så var det også det, der førte til bruddet mellem Dallas og Rondo.

Intet medietække

Et andet aspekt af Rondos introverte personlighed er, at hans medietække er stort set ikke-eksisterende. Han kan have sine lyse øjeblikke, hvor f.eks. hans humor slår igennem, men ofte ønsker han bare at være uden for rampelyset. Hans tidligere holdkammerat Keyon Dooling, der, mens han var i Boston, kom til at fungere som Rondos mentor, har beskrevet det sådan i en Grantland-artikel:

There were a lot of people who didn’t necessarily talk before the game. John Stockton was a guy who never talked before the game, never signed autographs or anything like that and he was known as a gentleman and a saint so the spin that Rondo has is definitely a misconception. If you ask the guys in the locker room, I’d tell you that everybody is with him. If I have to go down a dark alley, I want to go down there with him. As a matter of fact, behind him because he’s a great leader … I think he has pure passion for the game. He loves the game, he’s a thinker of the game, he’s a student of the game, he’s a historian of the game. He wants to be special. He wants to quietly leave his mark on this league and he wants to kind of do it his way … He’s a reserved guy. Don’t allow people to tell you that this guy is a jerk or an asshole because he’s quiet and he doesn’t want to talk before games or he doesn’t have this superman personality, this Dwight Howard personality.

En af de reportere, der har fulgt ham tættest, er Evans Clinchy fra NESN (New England Sports Network). Clinchy har samme alder som Rondo, og kom derfor til at identificere sig med ham, da han begyndte at dække Boston Celtics som nyuddannet journalist i 2009. Han fortæller i et personligt blogindlæg:

Rondo revealed himself over the years as a guy who's just looking to fit in, build relationships and bond with people whom he can really trust. Who hasn't struggled with challenges like those, at one point or another in their lives? I know I have. I think Rondo's whole nine years in Boston represented one long quest to find trust. I'm sure it wasn't easy for him - one by one, his closest confidants in the Celtics' organization were torn away from him. First Al Jefferson in 2006; then Kendrick Perkins in 2011. Later, in that fateful summer of '13, he lost Garnett, Pierce and Rivers in the blink of an eye.

Dette citat forklarer muligvis også det berygtede brud mellem Rondo og Ray Allen. Rondo så oprindeligt meget op til Allen og de fungerede fint sammen, men ifølge Allen begyndte det at gå galt mellem dem, efter han i 2009 havde advaret Rondo, om at de var ved at blive solgt, og at det var fordi Rondo ikke kom godt ud af det med Danny Ainge og Doc Rivers.

Hvis – og det er et stort hvis, for sandheden har aldrig været fremme – Rondo derefter har talt med Ainge og Rivers og er kommet til en forståelse, så er det meget muligt, at han samtidig har mistet tilliden til Allen.

Og når man ser på forholdet mellem Rondo og Rick Carlisle, så ser man tydeligt, at tilliden har manglet på begge sider.

Generelt set er Rondo ganske vellidt blandt (tidligere) holdkammerater, mens han aldrig har gjort det store ud af at komme godt ud af det med modstanderne. Opfattelsen af, at han ikke har venner rundt om i ligaen er dog helt forkert: Rudy Gay, Josh Smith, Al Jefferson, Glen Davis, Paul Pierce, Kevin Garnett, Kendrick Perkins, Brandon Bass, Avery Bradley, Keyon Dooling, Jeff Green mfl. Ligesom mange har udtrykt, at de vil elske at spille med ham, f.eks. Kobe Bryant og Carmelo Anthony.

Reaktionerne fra hans Boston-holdkammerater efter handlen i december er meget sigende. Udvalget her er håndplukket, men tendensen er klar:

He’s one of the reasons why I came back and we’ve formed a brotherhood so it’s tough.

Jeff Green

He’s like an older brother to me, but all I could do is wish all the best for him, tell him I’m going to miss him. We’ve been texting each other some memories, so I’m definitely gonna miss him, but I just hope that he does well in Dallas.

Avery Bradley

I think you guys (the media) give him a bad rap for the type of player he is. Talking about he’s nasty, he has an attitude problem, he’s pretty much a lot of negative things that I’ve heard through the media. But the guy’s really a genuine guy. He really cares about his teammates and he wants to win. He’s a competitor and the biggest thing is, he’s going to compete to win. Sometimes the way he says things, his facial expressions and his emotions, y’all look at it like he’s a nasty guy. But in reality he’s just a competitor. He’s out there on the court giving it his all for you.

Jared Sullinger

Rondo, he’s a great guy, great teammate. Took me under his wing so it’s tough to see him go.

Kelly Olynyk

Rondo’s a great guy, great player. His leadership on and off the court. Holding himself and everybody else accountable for everything. Just really leading the team that he’s been with for his whole career. So I picked up a lot of things as far as leadership roles.

Marcus Smart

Det er forholdsvis sjældent sportsfolk siger noget dårligt om tidligere holdkammerater, men de ovenstående udsagn handler stort set alle om, hvor god en holdkammerat og leder Rondo er. Hvis de ikke mente det, kunne de bare have sagt ”great player”, ”knows how to play at a championship level” osv. Rondo får næppe så rosende ord med på vejen fra Dallas.

Man skal også tænke på, at Rondo er "vokset op" på et hold med stærke lederpersonligheder i form af Pierce, Garnett, Allen, Doc Rivers og for den sags skyld Kendrick Perkins, så han i høj grad har levet trygt og godt i skyggen. Det var først, da Boston blev "Rondos hold", at hans ledelsesstil kom under lup i pressen. Og der slår den ikke igennem pga. hans reserverede personlighed. Og der hjælper det ikke, at han er en unik spiller, der ser spillet på sin helt egen måde, for han hjælper aldrig til med at udfolde det for presse og fans.

Temperamentet tager over

Det stærke temperament, som episoden med den smadrede tv-skærm under slutspillet i 2010 og konfrontationen med Carlisle i februar i år illustrerer, kommer også til udtryk på banen. F.eks. i 2012, hvor han sluttede sit 36 kampe lange streak med 10+ assists kampe med at blive diskvalificeret i en kamp imod Brooklyn Nets. Men lige den episode understreger også, at nok har Rondo sine primadonna-tilbøjeligheder og vil sætte sit mærke på ligaen, men det er stadig vigtigere for ham at vinde end at jagte personlige rekorder.

På det tidspunkt var det lange assist streak i sig selv gået hen og blevet problematisk, fordi det var en forstyrrende faktor, der bl.a. fik Doc Rivers til at holde Rondo inde i en kamp, der var afgjort, for at give ham mulighed for at fortsætte jagten på en historisk NBA-rekord.

Det er umuligt at sige, hvad der foregik i hovedet på Rondo, men bedøm selv episoden: Er det en spiller, som går efter personlig hæder?

 

Den slags oplevelser har han formentlig lært noget af. Andre ting, der har påvirket hans modning, er, at han er blevet far, at han er blevet udnævnt til holdets leder, samt at han har været igennem en hård genoptræning – ikke mindst mentalt - efter sin korsbåndsskade i 2013.

Spørgsmålet er dog, om den forbedrede kontrol han trods alt har fået, har gjort ham til en dårligere basketballspiller. En sport som basketball handler ikke blot om at udvikle gode vaner og teknik, men også om at de skal internaliseres, så de bliver instinktive. Og Rondo har som nævnt ovenfor måske mistet noget af det instinktive ved at blive mere bevidst om nogle af sine fejl og mangler og forsøge at rette på dem.

Uagtet hans mangler, så er han dog stadig blandt de førende i ligaen i assists og i triple-doubles. Hvor det tidligere næsten altid var lig en Boston sejr, når Rondo fik sin triple-double, så var det ikke længere tilfældet, efter han kom tilbage fra sin korsbåndsskade sidste sæson. Den umiddelbare forklaring er, at bundniveauet hos Celtics var blevet betydeligt lavere, efter Boston havde sagt farvel til Paul Pierce og Kevin Garnett. Derfor blev marginalerne også større og Rondo havde sværere ved at være den afgørende faktor.

Der er naturligvis også indimellem kritik af hans mange assists, især når han opgiver et muligt layup til ham selv til fordel for en holdkammerat, hvilket af nogle opfattes som stat padding. Det er givet, at det kan tage overhånd, men langt de fleste gange skifter Rondo blot et mindre sikkert skud – et layup med opdækning – ud med den sikreste afslutning i NBA: et udækket dunk. Samtidigt belønner han på den måde medspillere, som har løbet fastbreaket med ham. Og det er en væsentlig del af Rondos personlighed som point guard: Han sætter en stor ære i at sætte sine medspillere op til de nemmeste skud, de kan få. Det er også derfor man ser ham lave afleveringer som ingen andre i ligaen endog forsøger at udføre.

Rondos fremtid

Måske har Rondo allerede de bedste sæsoner bag sig (2008-2012). Han passer ikke længere så godt ind i ligaen, efterhånden som "pace and space"-filosofier spreder sig blandt holdene. Det stort set eneste lyspunkt fra Rondos korte ophold i Dallas er, at han ramte 35 procent af sine treere. Hvis han kan fastholde de procenter, samtidigt med at han begynder at tage flere af de skud, så kan godt få fart på karrieren igen. Han skal bare også tilbage til at ramme minimum 60 procent bag straffelinjen.

​Det har som sagt ellers været et hårdt år for Rondo, som må have tærret på selvtilliden. Og hvor han før sæsonen nok havde mere end en håndfuld bejlere til en kontrakt denne sommer, så er feltet nok indgrænset til Sacramento Kings, Los Angeles Lakers og muligvis New York Knicks eller New Orleans Pelicans.

Der er dog problemer alle fire steder. Rondo har tidligere sagt, at han ikke ville skrive under på en længere kontrakt i Sacramento, men det kan meget vel ende med at være hans eneste mulighed for både at få en lang kontrakt og en stor pose penge. Samtidigt skal Kings dog overveje hvor godt et fit Rondo er. Og der burde de først få afklaret deres coaching-situation.

Hos Lakers er der Kobe Bryant-faktoren. Bryant kan godt lide Rondos mesterskabs-dna og generelle hårdhed. Desuden passer det ham fint med en point guard, der er mere distributør end skytte. Omvendt har Lakers en af sæsonens største positive overraskelser blandt rookies i form af Jordan Clarkson på point guard pladsen. Clarkson havde på flere måder en bedre sæson end Rondo, og spørgsmålet er, om han har en større fremtid foran sig. Clarkson er dog ikke garanteret en stjernekarriere, og det kan være, at Lakers tilbyder Rondo en kort kontrakt for at se, hvor det bærer hen. Han har givetvis også et trick eller to, han kan lære fra sig. Lakers er dog i et vadested, hvor Bryant synger på sidste vers basketball-mæssigt, og det er ikke sikkert, at man i organisationen ønsker, at han skal være styrende for kulturen, selv om det kun er for en enkelt sæson.

I New York ville Rondo nok have let ved at spille triangle offense, men det er ikke den mest oplagte måde at udnytte hans talenter. Især vil hans evner som skytte blive udfordret hele tiden. Til gengæld har han i Dallas vist, at der stadig er noget tovejsspiller over ham, som Knicks har manglet på point guard pladsen. Rondos fit i New York kan meget vel afgøres af, hvor heldig Knicks er i draftlotteriet.

New Orleans er et af få playoff-hold, hvor der er tvivl om point guard-positionen, fordi Jrue Holiday har mistet over 40 kampe hver af de to seneste sæsoner, og noget kan tyde på, at hans problemer er kroniske. På mange måder ligner Pelicans det "gamle" Celtics-hold, så det er ikke et urealistisk fit, spørgsmålet er bare, om Pelicans overhovedet kigger i Rondos retning, sådan som han har set ud siden korsbåndsskaden.

Han kan også forsøge sig på en kort kontrakt på et af de hold, hvor han måske ikke bliver starter i længden, men hvor der er dog er garanti for en del spilletid. Dvs. stort set som den skitserede mulighed hos Lakers. Det sidste giver mest logik for stort set alle parter, da både klubberne og Rondo har brug for at han kommer tættere på hans gamle niveau igen, før han tegner sin nok sidste længere aftale.

 

Facebook comments