Title

En finaleserie i Bizzaro-land
AP Photo/Tony Dejak
Et af temaerne i finaleserien er LeBron James' dominans, som man nærmest kan aflæse af hans drive imod Harrison Barnes.

Dellavedova har domineret Curry mentalt, Cleveland spiller grit-and-grind og det hele foregår i Bizarro-land.

Det er på en eller anden måde lykkedes Cleveland Cavaliers at få Golden State Warriors til at ligne et ret ordinært hold, med ganske ordinære spillere. Og det på trods af, at Cavs selv mangler både Kevin Love og Kyrie Irving, to superstjerner som skulle lette presset på LeBron James' skuldre. I stedet bærer han nu mere end nogensinde før.

Hvordan er det sket? Vi kan jo prøve at kigge på, hvordan de to hold matcher mod hinanden:

Steph Curry vs Matt Dellavedova

Curry er den elegante ”golden child” MVP, som kan score som ingen andre og som lever af sin hurtighed og sin uovertrufne teknik. Fysisk er han dog ikke et pragteksemplar, og vi har efterhånden set et par eksempler på, at det kan være mentalt hårdt for ham at blive pakket ind i forsvaret. Hans defensiv er også baseret på hurtighed og aflæsning af modstanderen, hvilket fører til mange steals.

Dellavedova er ”Aussie football” omsat til basketball. Han er ikke så hurtig som Curry, men han har den bulldog-mentalitet, som gør forskellen i defensiven. Og når han smider sig/kaster sig/springer efter en bold, så kan han få fat i den uanset, hvor dårlig balance han ser ud til at være i. Det fører ind imellem til nogle beskidte spil, men først og fremmest er han som en særdeles smertefuld byld, der er umulig at komme af med. Det spøjse er, at han kom ind i ligaen med et særdeles tvivlsomt ry som forsvarsspiller. Der må han siges at have taget revanche. I angrebet tager han, hvad han kan få.

I denne serie: Det er meget overraskende Dellavedova, der har sat dagsordenen mentalt. Curry har ikke været sig selv, i hvert fald ikke indtil fjerde periode af kamp tre. Og Dellavedova har en god del af æren, sammen med resten af Clevelands defensiv, der bl.a. trapper Curry i pick and roll.

Planen er tydeligvis at flytte bolden ud af Currys hænder, og alt andet lige, så svækker det Warriors' offensiv, når det lykkes, lige som det lykkedes for Grizzlies i kamp to og tre i deres serie imod Golden State.

Dellavedova har leveret nogle spektakulære spil, men det er en overdrivelse at sige, at han har været dominerende. Curry er stadig en langt bedre spiller. Og det er mest i begrænsningen af Currys rolle, at Dellavedova har værdi.

Warriors er nødt til at finde en måde at få Curry tilbage i førersædet, og det kræver muligvis, at man ofrer Draymond Green eller Andrew Bogut til fordel for David Lee, som spreder spillet på en anden måde end Green med kortere range, men stor træfsikkerhed fra 16 fod og ind.

Klay Thompson vs Iman Shumpert

Thompson og Shumpert er vel den mest ”normale” matchup mellem de to hold.

Thompson er den ideelle makker til Curry. Han er stærk off-ball, men kan også påtage sige playmakerrollen, hvis det er. Thompson kan afgøre kampe på egen hånd, hvis han bliver helt varm, men er normalt ”blot” en stabil 2nd option i angrebet. Defensivt er han langt over middel, men har ikke den samme mentalitet som specialisterne. Det er sjældent, man ser ham jagte sin mand angreb efter angreb.

Shumpert er en 3-and-D specialist. Han kan blive ganske varm bag trepointslinjen, og han kan score på fastbreaks, men har aldrig udviklet sig til en playmaker for andre. Han tager ind imellem besynderlige beslutninger, der fører til turnovers, og er f.eks. ikke en stabil straffeskytte. Til gengæld er han en solid forsvarer, og hvis han erobrer en fast starterplads, kan han nærme sig All-Defense Team-niveau, hvilket han har demonstreret under dette slutspil.

I denne serie: Thompson har ikke haft det helt let i slutspillet med indtil flere off-kampe (to imod Memphis, to imod Houston og allerede nu to imod Cleveland). Han holdt til gengæld Warriors inde i kamp to i denne serie, hvor det lige så godt kunne være endt med en Golden State-sejr.

Shumpert har været en non-faktor i offensiven, men har med bl.a. 10 steals været en vigtig brik i Clevelands aggressive defensiv.

Harrison Barnes vs LeBron James

Nok er Barnes en talentfuld spiller, men den her matchup er Den Lille Rødhætte vs Ulven, og ulven har ikke bare ædt bedstemor og Rødhætte, men også jægeren og hvad Golden State ellers har smidt i hovedet på ham.

Barnes er en solid tovejsspiller, men springer ikke på nogen måde i øjnene som starter. Han ramte over 40 procent af sine treere i den regulære sæson, men han er en af dem, der er faldet i niveau i slutspillet, og det ligner desværre for ham, at det er, fordi han ikke har det ekstraordinære i sig.

Det har James til gengæld i overflod. Han er stadig verdens bedste basketballspiller, og kan levere i begge ender af banen. Hans defensiv er ikke, hvad den har været, men når han er fokuseret – som nu – så er han stadig elite. Til gengæld er hans evne til at bære et hold aldeles usvækket, og med den bande rollespillere, han nu render rundt med, er det noget, der er brug for som aldrig før.

I denne serie: Hvis Barnes ramte sine frie treere fra hjørnet, kunne Golden State være foran 2-1 uden at nogen ville have syntes, at det var super unfair.

LeBron James er i gang med en historisk finaleserie, og ifølge folk, der er tæt på ham, har han aldrig nogensinde virket så motiveret. Han har dog valgt ikke at fortælle endnu, hvad det er, der har tændt et bål indeni ham.

Matchuppen mellem Barnes og James er et af de mere besynderlige valg fra Steve Kerrs side. Godt nok har Golden State specialiseret sig i at holde deres modstandere mand-mod-mand uden doubleteams og med skift på alle screeninger, men imod LeBron James, der kan tage alle andre end Green, Bogut og Ezeli i posten, er det vand på Cavaliers' mølle på flere måder:

- For det første er James så fysisk stærk, at det ikke slider synderligt på ham at gå op imod Barnes. Iguodala derimod yder meget mere modstand, og det har givet James meget dårligere afslutninger, når de to har stået over for hinanden.

- For det andet trækker det fuldstændigt tempoet ud af kampen, og spillere som Shumpert og Dellavedova, der primært skal knokle røven ud af bukserne i defensiven, kan let få et lille pusterum.

- Tempoudtrækningen (pace i serien er på 89,7 boldbesiddelser/48 minutter, hvor Warriors førte ligaen i den regulære sæson med 98,3) er klart til Cavaliers fordel generelt. En stor del af Warriors styrke i offensiven er de mange forskellige måder, deres transition-angreb kan afvikles på ud fra, at modstandernes forsvar ikke når at komme helt på plads.

Med den sammensætning som Cavaliers' roster har nu, vil det måske give mening at lade dem smage deres egen medicin og sætte maksimalt pres på LeBron James, når han er boldfører. Den taktik var en af årsagerne til, at Boston var i stand til indtil en vis grad at presse Cleveland, selv om de tabte 4-0, og førte til et højere pace (93,4) end i nogen anden Cavs-serie i år.

Draymond Green vs Tristan Thompson

Begge er grit-and-grind typer, men der holder ligheden også op. Green er den fleksible, undersized power forward, der har range, er playmaker og kan dække 95 procent af alle spillere i NBA. Tristan Thompson er en af de mest aggressive reboundere i ligaen, og er suveræn, når det gælder om at give sit hold en ekstra skudchance.

Green har gennem slutspillet vist sin store værdi for Warriors i defensiven, men offensiven har haltet noget. Det virker lidt, som om han er overvældet af den opmærksomhed, der er på ham nu, hvor alle roser ham osv. og måske forcerer tingene noget.

Green lever normalt højt på, at Curry og Thompson først får deres, hvilket åbner op for ham. Det fungerer nogle gange også omvendt, hvis modstanderne fokuserer for meget på Splash Brothers, men det er trods alt sjældent Green er holdets topscorer. Hans karrierebedste er 31 points i en sejr over Chicago denne sæson.

I defensiven er Green dygtig til at holde den helt rigtige afstand til modstanderne og det er sjældent, at han direkte bliver overspillet, selv når han skifter over på spillere, der er en del hurtigere end ham. Han har samtidigt fysisk styrke til at udfordre de fleste big men, og tilsammen giver det ham en fleksibilitet, der har gjort ham til hjørnestenen i Warriors defensiv. En stof del af deres strategi ville falde til jorden, hvis han ikke kunne skifte på pick-and-roll, som han gør.

Tristan Thompson har slet ikke samme grad af ”uerstattelighed” som Green, men uden ham er det ikke sikkert, at Cleveland var i finalen (efter tabet af Love). Thompson er en ret atypisk starter, da hans offensiv primært består af putbacks og dunk, mens han dækker op som en power forward. Det er ikke den mest efterspurgte type spiller.

Men på et trepointsskydende hold, er det nu ret lækkert at have en rebounder som Thompson, der kan give ekstra boldbesiddelser. Han er heller ikke en krævende spiller, der skal have sine boldberøringer for at være med i kampen. Dem er der også nok af på holdet (normalt).

I denne serie: Tristan Thompson er en konstant faktor, ikke så meget op eller ned, bortset fra at han har hevet flere rebounds ned end normalt, 14 pr. kamp hidtil. Defensivt har han været bundsolid, og ikke åbnet for Draymond Green.

Green startede som resten af Warriors-holdet i kamp et med at virke noget påvirket af situationen, og han har måske haft lidt sværere ved at finde balancen i offensiven. Han har desuden haft stiv ryg siden han landede på den i 3. periode i kamp to.

Green kan helt sikkert gøre det bedre, og selv om han har leveret godt forsvar, så har Warriors brug for, at han spiller noget mere ubekymret, men all-out.

Det har været mere lige end forventet på positionen, men Green er stadig et pænt stykke foran i defensiven.

Andrew Bogut vs Timofej Mozgov

Bogut er efterhånden udelukkende defensiv specialist, hvor han tidligere var en tovejsspiller og i et par sæsoner eller tre snittede double-doubles. Skader har sendt både hans spilletid og produktion ned, og selv om kan spille 25 minutter pr. kamp, så er det svært at bruge ham som defensivt anker, når han kun er på banen lidt over 50 procent af tiden.

Offensivt leverer Bogut stort set intet, men får dog bolden i kurven, når han bliver spillet fri i smørhullet. Han er desuden en ustabil straffeskytte, så det er ikke betryggende at have ham på banen, når det er tæt til sidst. Bogut har en høj basket-IQ og smider ind imellem nogle fantastiske afleveringer.

Defensivt er han i eliten, og fik da også stemmer i DPOY-afstemningne og blev udtaget til All-Defense Second Team.

Mozgov er betydeligt bedre offensivt, og kan endda skyde lange toere på niveau med de bedste (over 45 procent fra 16 fod ud til trepointslinjen). Han får dog langt de fleste afslutninger lige omkring kurven og næsten 30 procent af hans forsøg, mens han har spillet for Cavs, er dunk, så han har nærmest omdefineret det at blive Mozgov'ed.

Mozgov er ikke nær så god en forsvarsspiller som Bogut, men han har dog hjulpet Cleveland gevaldigt på det område. Og selv om han ikke er shotblocker, så er han dog en afskrækkende faktor omkring kurven.

Det er tydeligt, at han ved, hvad der forventes af ham, og han udfylder sin rolle glimrende.

I denne serie: Fordel Mozgov med ganske stor margin. Han scorer 13 points/kamp med en eFG% på 54,2 procent. Kun Andre Iguodala har været mere effektiv med sine afslutninger blandt dem, der har taget mere end ti skud i alt. Selv om der har været meget ros til Dellavedova, så er Mozgov med sin stabilitet Cavaliers næstvigtigste spiller, nu hvor Irving er ude.

Bænk vs bænk

Warriors' bænk har som forventet udspillet Cavs'. Især Andre Iguodala har imponeret med stærkt forsvar på LeBron James og den største effektivitet i serien, når det gælder scoringer.

Cavaliers venter stadig på, at det bliver fuldmåne, og J.R. Smith kan gå Teen Wolf.

Forskellen på de to bænke var tydeligst i kamp et, hvor det var Warriors' reserver, der bragte dem tilbage i kampen anført af Iguodala. Men også i kamp tre, hvor David Lee kom ind og ramte alle sine fire skud på 13 minutter, var Warriors godt hjulpet af deres bænk.

Live by the three and die by the three

Det ovenstående citat er en omskrivning af bibelcitatet ”live by the sword, and die by the sword” (fra Mattæus-evangeliet). Det er vist nok Boston College-coach Jim O'Brien, der er fadder til basketball-udgaven. Han har i hvert fald sagt ”But if you live by the three-pointer you can die by the three-pointer”.

For Golden State Warriors kan det sagtens vise sig at blive deres gravskrift i denne finaleserie.

Sammenlignet med den regulære sæson, er det især Curry, Thompson og Green, der er synderne.

Bemærk, at nogle af tallene for finaleserien er lidt små at lave statistikker ud fra. F.eks. har LeAndro Barbosa kun taget to treere i finaleserien og ramt den ene. Derfor går hans pr. kamp-stats ikke op, når man udregner procenter.

Procenterne for Curry i finaleserien ser helt katastrofale ud, hvis man stryger fjerde periode i kamp tre, hvor han ramte fem af otte trepointsforsøg. Før dem var han altså 6-for-26 eller 23,1 procent.

Draymond Green har heller ikke leveret, og han har vist, at der trods alt er grænser for hans formåen, især offensivt. På et tidspunkt i kamp tre opgav han endda at tage en helt fri treer, og det er et dårlig tegn, når en spiller med hans swag holder op med at tage de rigtige skud, fordi han er inde i en dårlig stime.

Hvis Warriors skal vinde serien, er det nødvendigt, at de får gang i trepointsskydningen igen. Allerede i nat får vi se, om de har fundet modtræk til Clevelands stærke defensive indsats.

Facebook comments