Title

Draymond Green: Sådan tænker en DPOY

Forsvarsspil er ofte nøglen til succes i basketball, og en af nøglepersonerne hos mesterholdet Golden State Warriors er deres defensive anker, Draymond Green.

Green er kendt for at være en af de mest alsidige spillere i NBA. I forsvaret kan han dække alle positioner, lige fra en point guard som Chris Paul til en center som DeMarcus Cousins. I angrebet er hans spil ikke prangende eller underholdende, men han kan han lidt af det hele, og han giver sig altid 100 procent.

Green er en meget talende leder på holdet, både på banen og i omklædningsrummet, og det generer ham ikke at vise sin utilfredshed over for sine medspillere eller trænere. Han har måttet kæmpe hårdt for at tilegne sig den status, han har i dag i NBA. Han blev draftet som nummer 35 i 2. runde i 2012. Mange NBA scouts så ham som en god rollespiller, men ikke noget ud over det. Green ville det dog anderledes og har med hårdt arbejde og ved at gribe chancen, da han fik den, efterhånden udviklet sig til at være en fremtrædende stjernespiller på et NBA mesterhold.

Det tager tid at opbygge et renome som forsvarsspiller, der er stærkt nok til at komme på et af NBA’s All-Defensive Teams efter sæsonen, men Green har allerede en 2nd Team og to 1st Team udtagelser i sine første fem sæsoner i NBA. Og sidste sæson fik han den højeste udmærkelse for en forsvarsspiller, Defensive Player of the Year (DPOY).

Passion er både hans styrke og hans svaghed

Draymond Green har fået mange NBA fans til at opdage, at spillet ikke kun handler om at skyde lange treere eller udføre akrobatiske og højtflyvende dunks. Det er endnu vigtigere at være en komplet spiller, der kan lidt af det hele og som aldrig giver op i angreb eller forsvar.

Greens drivkraft er hans passion for spillet. Han spiller med følelserne uden på spilletrøjen. Men det gør ham også til en kontroversiel spiller, som jævnligt kommer i problemer med dommerne, eftersom han ofte får tildelt tekniske fejl for at agere aggressiv og højtråbende over for modspillere.

I kamp fem i finaleserien imod Cleveland i 2016 var det således en voldsom reaktion fra Green, hvor han slog ud efter LeBron James, som kostede ham en bortvisning fra kampen og karantæne i kamp seks, hvilket formentlig kostede mesterskabet. Cleveland fik momentum over på deres side, og selv om Green spillede sublimt, var det ikke nok til at vinde en meget tæt kamp syv.

Han fik dog fjernet den dårlige smag fra munden ved at vinde mesterskabet sidste sæson, og lige nu ligner Warriors et godt bud på et mesterhold igen i 2018.

Green: Forsvarsspil kræver vilje og lyst

Efter at Golden State Warriors havde spillet mod Miami Heat den 3. december 2017 var der ved post game media availability mulighed for at stille spørgsmål til Draymond Green, som i starten af kampen havde virket frustreret på medspillerne og skældt dem ud.

 

 

NBAinfo.dk: Draymond, du virkede frustreret i 1. quarter, da I var bagud. Hvad sagde du til spillerne?

Draymond Green: Bare at vi skulle holde fast (i mangel af bedre oversættelse af ”lock in”, red.) i forsvaret. De (Miami Heat, red.) fik det, de ville have. De fik treere, og de penetrerede og her burde vi have fået dem til at lave turnovers i stedet. Så jeg prøvede derfor at få dem til at holde fast i forsvaret!".

NBAinfo.dk: Nu hvor vi taler om forsvar, du har mange fans i Danmark, som gerne vil vide, hvad det kræver at blive så god en forsvarsspiller af din kaliber? Hvad er din mentalitet (i forsvaret)?

Draymond Green: Man skal studere spillet... og man skal bare have LYST til at dække forsvar. Sådan er det mht. forsvar. Det er ikke alle der GIDER at dække forsvar. Man skal have en trang og vilje til at gå ud hver aften og levere den del af spillet.

 

Så der har I opskriften. Vilje og lyst til at dække forsvar er hovedingredienserne til at blive kåret som den bedste forsvarsspiller i NBA! Nedenfor bringer vi et videoklip, hvor man kan se nogle highlights fra Greens forsvarsspil i 2016-2017.

 

 

Facebook comments