Title

David Lee husker Christian Drejer (med video)
Rauf Malik (video-capture)
David Lee har gode minder om Christian Drejer som holdkammeret på Florida Gators.

NBAinfo tog på road trip til den historiske by Philadelphia, hvor 76ers spillede mod byens første franchise, Warriors. Det blev også en tur ned ad Memory Lane med Christian Drejers gamle holdkammerat, David Lee.

En af de store bonusser ved at tage til USA og se NBA er de mange, meget forskellige storbyer man kan besøge. Philadelphia er blandt de mest betydningsfulde i landets historie, på mange måder endda den vigtigste.

Byen var i slutningen af kolonitiden USA's største, centrum for den amerikanske revolution, og det var her man afholdt den kongres, hvor man underskrev uafhængighedserklæringen i 1776 (deraf '76ers-navnet). Frem til1800 fungerede Philadelphia som USA's hovedstad, indtil man havde færdiggjort regeringsbygningerne i Washington, D.C.

En af byens prominente borgere fra kolonitiden og uafhængighedskrigen, Benjamin Franklin (kendt fra 100 dollarsedlerne, som både kaldes Benjamins og Franklins) har lagt navn til 76ers nye maskot, B. Franklin Dogg, en blå hund. Desværre var "Ballin' Ben Franklin", som blev lækket sidste år, ikke et seriøst bud på en maskot:

Ud over rigtige levende og døde berømtheder har Philadelphia endda en af historiens største fiktive berømtheder i form af Rocky Balboa.

For NBAinfos udsendte reporter startede besøget i Philadelphia derfor naturligt nok med en sightseeing-tur.

Alle skal posere a la Rocky

Turen gik bl.a. forbi Independence Hall, den gamle kongresbygning, hvor selveste uafhængighedserklæringen blev udformet og underskrevet. Man kunne uden tvivl - også selvom man ikke er amerikaner - mærke et historisk vindesus blæse igennem lokalet. Den store klokke Liberty Bell, som er et ikonisk symbol for amerikansk uafhængighed, befinder sig også samme sted.

Herefter gik turen til trapperne foran Museum of Art, hvor den famøse scene i Rocky 1 er blevet filmet. Et bokser-posering foran trapperne er et must for enhver turist.

...og så til kampen Sixers mod Warriors

Efter en imponerende omgang sightseing gik turen til Wells Fargo Center, hvor Philadephia 76’ers tog imod Golden State Warriors.

Det er ingen hemmelighed, at Sixers tænker langsigtet med hensyn til opbygning af holdet, som er det yngste hold i NBA med en gennemsnits alder på 23,4 år. Sixers samler på draft picks via trades, som børn på en efterårsdag i Danmark samler på kastanjer.

Golden State Warriors er derimod nok det bedst spillende hold i NBA, og for dem er der kun et mål: at vinde mesterskabet her og nu.

David Lee snakker Christian Drejer

Selvom der er 45 minutters media availability 90 minutter inden kampstart er det de færreste spillere som rent faktisk er til at komme i kontakt med, da de har travlt med at varme op, strække ud, spise deres pregame meal osv.

De ved godt at pressen bliver lukket ind for 45 minutter, så hvis de ikke har lyst til at snakke med pressen, kan de sagtens undgå dette. Da man som presse ikke gider at forstyrre spillere unødvendigt, gælder det om at fange dem i det rette øjeblik og med det rette spørgsmål, som fanger deres interesse.

NBAinfo fangede David Lee siddende i omklædningsrummet efter han havde strukket ud og spurgte ham om han havde et minut. Han svarede først lidt uinteresseret, at han kun havde 30 sekunder, da han skulle gøre sig klar til kamp.

NBAinfo: Hvis jeg nu siger Christian Drejer, hvad tænker du så på? (David Lee og Christian Drejer spillede på College sammen for Florida Gators, red.).

David Lee: Oooh, thats my guy, thats my guy

NBAinfo: Jeg er fra Danmark, så har du nogen besked til Christian?

David Lee: Christian er en fantastisk fyr, jeg talte med ham for et par år siden, han var en god holdkammerat på College og jeg mødte ham også under Summer League, og jeg vil altid ønske ham det bedste.

NBAinfo: Ja, men sagen er at han fik den fodskade…

David Lee: Ja, det ved jeg godt...

NBAinfo: Nu bor han vist i Dubai...det bare ærgeligt (med fodskaden) fordi…

David Lee: Ja, for han var en fantastisk spiller. Vi snakker om en høj fyr med guard skills. Han var bare god. Men ja, skader er jo en del af spillet og han har jo haft flere fodoperationer og den slags.

NBAinfo: Ja, og inden han blev draftet af Nets var han projekteret til at blive draftet som nr. 3 eller 4.

David Lee: Ja, han var uden tvivl et godt lottery pick.

NBAinfo: Tak, god kamp.

Hvem har en dukke med i omklædningsrummet?

Selv om David Lee kun havde lovet os 30 sekunder, fik vi lidt mere end det ene minut vi bad om. Det hjalp selvfølgelig også lidt på det, at emnet noget nostalgisk faldt på hans tidligere holdkammerat.

Stay tuned her på sitet, da der snart kommer en artikel op om en Sixers spiller, der har en dukke med sig i omklædningsrummet. Vi har ingen præmie, men I er velkomne til at gætte på hvem, det drejer sig om...

Facebook comments