NBAinfo.dk TV

Please configure this section in the admin page

Title

Da afgørelsen faldt i San Antonio

Christian Høj genfortæller finalekamp nr. fem, afgørelsen på årets NBA-mesterskab.

Kamp fem mellem San Antonio Spurs og Miami Heat blev enden på årets NBA finaler. Vi fik derfor ikke den lange retfærdige, præcise udregning som giver det rigtige facit – det ville simpelthen være spild af tid, når der er så stor forskel på forsvarer og udfordrer. Kampen markerer et afbræk på Miamis titelrække og samtidig en udvidelse af trofæskabet i San Antonio. I tilgift har en af morgendagens stjerner vist sig på scenen – Kawhi Leonard var her, der og alle vegne, da stikket blev taget hjem, solidt flankeret af fundamentet hos San Antonio; fans, Popovich, Manu, Tony og Tim.

Heat kæmpede for historisk comeback

Fra start var det lagt an til, at hvis nogen skulle tage kampen, var det Heat. Chris Bosh havde direkte sagt ”vi vinder kampen,” og Michael Beasley var aktiveret, så man havde et ekstra kort at spille ud.

Heat var igangsættere fra jump ball. Spurs kom ukarakteristisk skidt fra start, så Heat lignede et hold klar til at skrive historie, eller i det mindste forlænge deres sæson. Heats aggression kombineret med en suspekt udlægning af begivenhederne fra dommersiden, fik det til at ligne et manuskript som hvis det var fortsat, ville blive nævnt i de samme sætninger som 2002 WCF finalen er plettet af. Linjen pegede een retning, og det var ikke hjemmeholdets, så dem der havde håbet på et tidlig home run, skulle blive slemt skuffede. Dommerne fik dog gradueret linjen, i takt med at Heat begyndte at lede efter svar. LeBron James pumpede holdet af sted til en tidlig føring kombineret med at Spurs missede deres første mange skud, men da først vendingen kom, blev den total.

Der trådte nemlig en troldmand ind på banen. Han hedder Manu Ginobili, og hans tryllekunster er set før, men måske sjældent med den styrke og magi, som han pustede ind i kampen denne aften -  han startede førstebølgen fra bænken, og den energi, han lagde, tog teten, og satte scenen for andenbølgen – hvor Patty Mills rendte rundt med ild i hænderne. Ginobili viste igen, hvorfor han er en af verdens mest vindende basketballspillere og en levende legende.

I ovenstående klip snyder Ginobili Ray Allen med en crossover dribling, der får Heat-spilleren til at sejle til sin venstre side uden chance for at nå tilbage, mens argentineren går over midten, hårdt til kurven og smadrer et dunk i hovedet på Chris Bosh, ja hele Miami Heat.

Miami Heat havde på dette tidspunkt overgivet deres føring, og alt hvad de forsøgte sig med virkede besværet, og LeBron James var som eneste positive indspark en mand, der kæmpede forgæves. Han spillede dog som det, han er – klodens mest talentfulde individualist. Eric Spoelstra havde op til kampen bedt Michael Beasley være klar. Det var han, og kan beskrives som eneste lyspunkt ud over James. Med det Beasley trods alt leverede, virkede det absurd, at man ikke gjorde mere anvendelse af ham i serien.

Fra andet quarter og frem var kampen retrospektivt afgjort. Spurs troede for meget på det, og mestrene var i knæ. James spillede som en superstjerne, men hans afslutninger og det tempo holdet spillede med, lignede noget der var dømt til fiasko. For hver to points, han skulle kreere og erhverve, ville San Antonio score ti points.  

Årets Finals MVP, Kawhi Leonard, satte tempoet og dikterede i de minutter, han var på banen, slagets gang. Da han begyndte at tage og sætte skud, fulgte alle trop.

Læs NBAinfos miniportræt af Kawhi Leonard: "Den tavse dræber."

Af højdepunkter kan nævnes en treer på fastbreak og et alley oop dunk – Spurs er i forvejen det hold i ligaen der laver færrest alley oops, så det var en gruppe forstenede Miami Heat forsvarere, der så ham sejle med bolden til kurven på en perfekt lob aflevering fra Boris Diaw.

Dwyane Wade ligner en spiller i sit efterår

Det vil ikke være for tidlig en konklusion, at finaleserien sandsynligvis har begravet Wade som værende en afgørende faktor på et mesterskabshold. Siden kamp to har intet kørt for ham, og den totale ydmygelse af hans præstation kom, da Tiago Splitter pakkede ham og hans sydfrugter ved ringen. En Wade i hopla og på toppen havde dunket Splitter i ansigtet, men ikke engang et powerlayup over en brasilianer, som langt fra er kendt som en rim protector, kunne han eksekvere. Wade ligger på gulvet og spræller og Mills scorer 3 point i den anden ende.

Hvis man skal pege på årsager for Wades udfald, er der flere ender, der kan gribes i. Et er det fysiske. Han ser udbrændt ud og hans fysik fejler ham – det ser besværet og usikkert ud, når han prøver at spille sin vante stil. Anden årsag skal findes i kamp to, hvor Wade flopper sig til de billigste to straffekast, han har fået i sin karriere. Episoden er gået viralt, og er blandt andet blevet brugt til jokes og af medier i forbindelse med den nuværende VM fodboldslutrunde. Brasilien og de andre landes divere/divaer blev sammenlignet med Wades flop, og den cocktail kan have været en udløsende faktor for NBA og dommerne.

I forudgående sæsoner har Wade ejet tvivlens fordel på alt, men det er som om det vendte sig mod ham og blev til hans ulempe. Han har ikke ejet goodwill på nogen kald, og det har han manglet for at være en faktor. Flere amerikanske medier har peget på, at episoden fra kamp to, var så grel, at selvom det hjalp i situationen, har følgevirkningerne været så katastrofale, at det samlet set var et tab.

Kortslutningen blev total

Selv da kampen var afgjort, var Miami ikke klar til at overgive sig betingelsesløst. I 4 quarter skal de sætte bolden i spil under egen ring (9:05, 65-83) efter en Spurs scoring. Fuldstændig ud af den blå luft går Spurs op og presser fuldbane, så ingen kan modtage bolden inde på banen. Heat nægter at tage deres sidste timeout og det er et automatisk turnover, da der går 5 sekunder.  

Strategien med fuldbane bruges normalt hvis man vil ryste posen i en tæt kamp eller skal indhente et forspring. Ikke med en solid føring. På det her tidspunkt fører de med 18 points og har kniven solidt placeret til et dødsstød. I forvejen er 5 sekunders reglen stort set aldrig i brug, men samtidig udstiller det de forsvarende mestre. Dommen er stadfæstet.

Bunken var blandet forkert hos Miami

Eric Spoelstra og holdet står tilbage med et nederlag af dimensioner. Resultatet på 87-104 og kamp 4 og 5 er endeligt vidnesbyrd om, at de ikke ved hvad der ramte dem. Justeringerne, som de lavede, virkede ikke, og de skulle næsten hele tiden spille catch up. En disciplin de har været suveræne til i mange kampe, men mod et hold med kontrol, er det uladsiggørligt.

I nattens kamp var Beasley en positiv kanin. Han skal roses for at levere på uriasposten, men samtidig viser han, at holdet er en dysfunktionel enhed. Beasley ville ikke have vendt serien, men han kunne have været en faktor man skulle tage højde for baseret på hans atletiske formåen, og det at han er det tætteste man kommer på en LeBron James klon. I tilgift ligner han en klar opgradering af noget Wade overhovedet har lavet de sidste 5 kampe.

Shane Battier blev også kastet i ilden, og spillede 11 minutter, hvilket er meget taget i betragtning af de foregående kampe. Oven i at han er en hæmsko i mange aktioner, begår han en brøler af dimensioner. I en episode er der dømt kluddermor med Manu Ginobili, og det sætter hallen fuldstændig i kog. Battier er i forvejen ikke den spiller med mest sympati fra modstanderholdenes fans, og da han volder sig igennem en fanfavorit, smider han benzin på et bål, til ulempe for eget hold.

Chris Bosh stod efter nederlaget tilbage som en slagen men realistisk spiller. Han indrømmer, at han aldrig har set bedre basketball og Spurs er det bedste hold han har spillet mod.

Vi kan ikke komme uden om, at LeBron James spillede som det han er – nutidens bedste basketball spiller. Han er ikke en ydmyget taber som vi har set før, men han er en taber i en særdeles favorabel situation. Han sidder med sin egen fremtid i hænderne, og hvad vil han nu? Lige meget hvad han vælger, vil det blive lagt under mikroskop, og resten af NBA vil blive påvirket af det.

Velkommen til en vinder

Regnestykket er gjort op, terningerne kastet og vinderen er fundet. Lyver resultatet? JA! Serien burde være endt 4-0 i Spurs favør. Når vi evaluerer kampene, lægger til og trækker fra, vil vi se at Miami Heat ikke havde en chance. De har tabt med et snit på 18 point, og kun været mest scorende i 8 ud af de 20 quarters der er spillet. Hvis man holder det op mod det vi kan se med det blotte øje, står vi med en af de klareste afgørelser i mange år. Der var simpelthen klasseforskel, hvilket lyder underligt at tænke på, når LeBron James er på det ene hold.

Kan Spurs gøre det igen næste år? Intet er umuligt.  Alt kan ske i basketball, NBA landskabet står over for en større omvæltning, både i forhold til free agents, men også en spændende draft årgang. Vi har set at superteams virker på sin vis og med begrænsninger, så spørgsmålet er åbent.

Årene 2013 og 2014 i NBA annalerne vil have en ting mejslet ind – San Antonio Spurs var bedst i basketball. De vandt ikke det hele, de vandt dog mange hjerter og satte følelser på sport, og så vandt de nogle ikoniske øjeblikke. I forhold til deres fundament, satte de alt i perspektiv for os. Både i forhold til sport og livet – det kan alt sammen opsummeres med deres mantra:  

“When nothing seems to help, I go look at a stonecutter hammering away at his rock, perhaps a hundred times without as much as a crack showing in it. Yet at the hundred and first blow it will split in two, and I know it was not that blow that did it, but all that had gone before.”

Der var hævn på menuen og det var hævn der blev serveret. Og vi har som basketball fans set det bedste af det bedste – og vi kan ikke vente til næste omgang bliver serveret.

Facebook comments