Title

Coke-draftet og andre fatale flops (80’ernes draft – del 2)

Som opvarmning til årets draft tager NBAinfo et nostalgisk tilbageblik på det årti, hvor spillere som Michael Jordan, Scottie Pippen, Charles Barkley, Joe Stockton mfl. blev draftet. 

Efter at have drømt sødt og godt om de mange overpræsterende og ikoniske spillere der blev omtalt i første halvdel af artiklen, så er det nu på tide at fokusere lidt på de negative – og deraf følgende ofte hoverende sider- af overraskelserne i draftet, de høje picks der viste sig at være spildte.

Så lad os alle rejse os og deklarere i en høj og skinger oktav, de udødelige ord:

Fem fatale flops

5. Danny Manning (#1 i 1988)

Ok, siger I, Manning var da ikke et bust som sådan, han havde trods alt to sæsoner med 20+ i snit og det blev da også til pænt mange sæsoner i ligaen (15). MEN, siger jeg så, for de af jer der ikke er helt bekendt med Manning, så var han et af de absolut største talenter NBA havde ventet på. Han var allerede superstjerne og veludviklet all-round talent i college.

Det var som leder af Kansas Jayhawks at han blev den ottende mest scorende NCAA spiller nogensinde, han var First Team All-American i sine to sidste sæsoner 1987 og 1988, og nuppede College Player of the Year titlen i ’88, mens han førte Jayhawks til NCAA titlen og også i Final Four blev MOP (Most Outstanding Player).

Alt dette gjorde,, at Clippers ikke var i tvivl om at de med #1 pick ville lande deres franchise spiller, og derfor er det også skuffende i høj grad, at Manning aldrig blev den megastjerne, alle mente han ville blive. Vi snakker her om talent a la Magic Johnson og Len Bias.

Én af grundene til at han presser sig på listen, er også som repræsentant for et af de absolut værste/uheldigste drafts i 80’erne, da Clippers ikke alene måtte blive skuffede over Manning, men samtidig sendte pick #6, Hershey Hawkins, til Philadelphia for Charles Smith (#3), samt handlede sig til Gary Grant (draftet af Seattle med nr. 15).

Således endte Clippers med spillerne nr. 1, 3 og 15 uden at en eneste af dem slog til i den grad som deres talent egentlig havde givet lovning på.

4. Chris Morris (#4 i 1988)

Efter at have bommet gevaldigt med 1987 valget af den skuffende Dennis Hopson, så tager New Jersey Nets sørme revanche i 1988 med valget af Chris Morris… NOOOT!

Chris Morris var som sådan ikke en spiller, der ikke burde have været draftet, men sidst i anden runde havde nok været på sin plads, absolut ikke i top 5. Han var en af de typer der bare ikke gav sig selv 110% og lignede ofte en apatisk ung mand der bare mødte op.

Morris nåede aldrig op på 15 point i snit i en sæson, men lå dog pænt med over 10 i sine første 8 af i alt 11 sæsoner, så helt uefen var han nu ikke. Men igen forstørres floppet af at bruge et #4 pick på en sådan ”fyld-spiller”, ved at kigge på pladserne efter ham, hvor man kunne ha’ fået en Hersey Hawkins eller en franchise spiller i Mitch Richmond.

3. Jon Koncak (#5 i 1985)

Når man drafter en skod spiller alt for højt, og så holder fast i ham i hele 10 sæsoner, uden han bidrager noget, så må man sgu tage hatten af for en konsekvent om end noget malplaceret ledelse. Man skulle endda tro, at organisationen kunne finde ud af at stave hans navn rigtigt på spilletrøjen, men ovenstående billede understreger, hvor lidt indtryk Koncak efterlod sig.

Hawks fik Koncak’s bedste sæson i hans rookie år hvor han snittede 8,3 point (ellers aldrig over 6) – da han endelig lagde skoene på hylden efter de 10 år i Atlanta (og et enkelt i Orlando), så kunne denne 7-footer se tilbage på en glorværdig lang karriere med snit på 4,5 point og 4,9 rebounds på knap 21 minutter per kamp over hele 784 kampe.

Hvad der fik Atlanta’s ledelse til at smække en 6 års ekstrem dyr kontrakt i hovedet på Koncak efter de første 4 miserable sæsoner står stadigt hen i det uvisse.

Det var i øvrigt det draft hvor man kunne ha’ taget Karl Malone, Detlef Schrempf, A.C. Green, Joe Dumars, Chris Mullin eller Charles Oakley længere nede af listen.

2. Chris Washburn (#3 i 1986)

Et pragteksempel på en spiller der aldrig tog spillet seriøst. Allerede som ”studerende” på North Carolina Sate – var det klart at det her var en umoden dreng. Når man så er et naturtalent er det jo at man i USA kan komme til at hive sig gennem college – i det her tilfælde som en Tar Heel- uden at være tilstede i timerne, eller ha’ styr på hvad de gik ud på…. bare man kan spille basket.

Washburn var en vanvittigt atletisk 7-footer der rent fysisk lignede en kopi af Karl Malone, desværre uden samme indstilling til livet. Så i 1986 hoppede Golden State Warriors med pick nr. 3 på ham som en tørstende tunge på en sodavandsis en varm sommerdag.

På to år nåede Washburn at spille 72 kampe for Warriors og Atlanta Hawks (ja, Golden State fik faktisk tradet ham), og snittede imponerende 3,1 point. Men så nåede han også at blive taget tre gange for stoffer og dermed blive sparket ud af ligaen.

1. Danny Ferry (#2 i 1989)

Nu har vi tidligere nævnt Clippers uheld i 1988 draftet med 3 top 15 pick der ikke blev til det ønskede, men året efter var man til gengæld smarte og heldige.

På grund af det ringe hold man havde, sad man på pick nr. 2 – og det pick blev brugt på at nuppe Danny Ferry en shooter fra Duke University. Heldigvis nægtede Ferry at spille for Clippers og tog en sæson i Italien for at tvinge dem til at trade ham… hvilket de så gjorde et år senere, hvor de sendte ham til Cleveland for Ron Harper og to fremtidige første runde picks.

Pyyy-ha, det var for en gangs skyld et smart Clippers træk, for Ferry viste sig at være god til lige nøjagtig én enkel ting og det var at skyde helt åbne jumpshots. At Cleveland så valgte at beholde Ferry i 10 sæsoner bevidner om en hvis mangel på indsigt, da hans to -med afstand- bedste sæsoner først kom et stykke efter hans rookie kontrakt var udløbet (1996 og 97). Her nåede han endelig op på over en halv times spil (ellers lå han på 15-20min.) og de eneste gange han snittede tocifret i scoring (13,3 og 10,6).

En af ligaens helt igennem uatletiske spillere undgik dermed at blive endnu en frygtelig milepæl i Clippers historien (vi husker også lige på hvordan Clippers i nyere tid valgte Michael Olowakandi med et nr. 1 pick).

Som et lille eftermæle, så snittede Ferry ca. 6 point de første to år, hvor Ron Harper snittede 18… Clippers griner stadigvæk.

Flops lige uden for listen

Nu er der med garanti en masse af jer der tilspørger den stakkels skribent her, hov – hvor er Sam Bowie?

Tjaaa, han sidder nok og plejer en sympati-skade med nogle af de heste, han opdrætter efter sin pensionering. Men bortset fra det, så ja… han skal da lige nævnes her i ”tæt på listen” selv om han også kun ville have været tæt på, hvis jeg havde lavet en top 10 eller 15.

Sam Bowie var en stor og multitalentet center, der havde siddet ude med forskellige skader i benene i hele to sæsoner mens han studerede i Kentucky (halløjsa, benskader og Kentucky – der er sørme hesteelsker over ham), det sidste år var han dog klar og leverede en fremragende sæson.

På trods af utallige skader og næsten ligeså mange missede kampe som spillede (511 kampe over 11 sæsoner), snittede Bowie trods alt 10,9 point, 7,5 rebound og 1,8 block på under en halv time per kamp.

Den primære grund til at man altid stikker Bowie’s navn ud når man snakker værste draftpicks, er ene og alene at Portland tog ham med pick nr. 2 lige foran Michael Jordan, men egentlig mener jeg slet ikke at man kan bebrejde Portlands ledelse den beslutning.

Vi skal nemlig huske at selvom Jordan allerede i North Carolina havde vist super talent, så var han slet ikke så dominerende som mange måske tror. Faktisk har man i mange år hørt kommentaren at den eneste, der har kunnet holde Jordan på under 20 point var Dean Smith, den legendariske træner for N.C. Tar Heels, som kørte et meget holdorienteret koncept.

Ydermere, så havde Portland året før draftet Clyde Drexler og med en Jim Paxson som fremtidig backup for ”The Glide” på shooting guard positionen, havde man altså en All-Star ”in the making” og en backup der lige havde snittet 20 point de sidste to sæsoner før Bowie/Jordan draftet. En stor mand med stort talent så derfor langt mere mesterskabsmodent ud end endnu et stort talent på off guarden.

Så hvis vi piller Jordan faktoren ud af ligningen, så er Sam Bowie en skuffelse på niveau med adskillige andre der kunne komme på listen, men slet ikke i top 5.

Endnu en center (om end en lidt lille af slagsen) der skuffede, og det endda som et overall #1 draft pick, er Pervis Ellison i 1989. Yup, det var et crappy år, med måske den værste top 2 nogensinde i draftet, Ellison og Danny Ferry.

Som med Ferry, var Ellison en god college spiller, men hvor Ferry bare ikke havde talentet, var Ellison plaget af skader og en alt alt for ringe interesse for spillet. Sacramento Kings sendte ham til Washington allerede efter den første –og utroligt skuffende- sæson, og det var her i hovedstaden at han i sin tredje og fjerde sæson fik sin glansperiode, og med 20ppg – 11,2rpg og 2,7bpg i 1992 blev Most Improved Player i ligaen.

Efter de to gode sæsoner, røg han helt i kulkælderen og brugte de sidste 7 år i ligaen på at lege håndklæde vifter ude på bænken.

Som tidligere nævnt, bommede New Jersey i 1987 med valget af Dennis Hopson. Når man bliver taget med #3 i et draft så er og skal forventningerne være store, men de færreste havde mange forventninger til Dennis Hopson, da Nets valgte denne swingman fra Ohio State – og de fleste blev således ikke skuffede.

Godt nok havde han scoret på stribe som en senior i NCAA (29ppg), men han havde slet ikke skuddet til at klare sig i NBA – hvilket sølle fem sæsoner med et snit på 10,1 vidner om. Endnu mere surt bliver det selvfølgelig når man kigger på de spillere der blev draftet lige under ham.

Nets kunne ha’ fået en helt anden swingman i stedet i Scottie Pippen, eller hvad med Kenny Smith, Kevin Johnson eller Reggie Miller?

Med #20 i 1989 tog Chicago, forward Jeff Sanders (hvem pokker er så det?) – ja det kan jeg godt forstå du spørger om… 4 sæsoner, 55 kampe og hele 112 point totalt – og så var der vist ikke mere at snakke om der.

Endnu en gang skal vi være ude efter L.A. Clippers, for hvad har de dog lige haft i tankerne da de i 1984 med nr. 8 draftede en guard fra Louisville med det fede navn Lancaster Gordon? 4 sæsoner senere og bare 6 starter havde den gode Lancaster et snit på 5,6 point – ikke just mindeværdigt for et top 10 pick i året 1984.

Atlanta Hawks valg af Keith Edmonson med pick nr. 10 i 1982 er ej heller mindeværdigt. Den lille guard fra Purdue nåede 87 optrædener i NBA og snittede 6 point og godt en halv assist.

Randy White (#8 i 1989) blev ej heller det store for Dallas med et snit over sine 5 sæsoner, på 7,4pts og 4,9rbs.

En spiller der sjældent bliver nævnt blandt flops er Stacey King, men det er nok hovedsagligt fordi han var del af en succesfuld Chicago Bulls hold. Med så flot et senior år han havde for Oklahoma (26pts – 10rbs), så troede Bulls jo at de havde scoret den suveræne center som de havde sukket efter i mange år, da de i 1989 tog King med nr. 6.

Otte sæsoner blev det til og for en 6’ 11” draft pick med sådant et talent, er det utilgiveligt at han aldrig snittede højere end 4,9 rebounds på en sæson. Pointmæssigt var hans bedste år, hans rookie år med 8,9ppg.

I 1981 tog Seattle SuperSonics med pick nr. 5 den relativt velskydende Danny Vranes fra University of Utah, men i sine 7 sæsoner og 510 kampe for Seattle og Philadelphia snittede han sølle 5,1pts og 3,9rbs og kom aldrig over 8,4ppg i en sæson.

Coke-draftet

Man nævner ofte at 1984 var det bedste draft i NBA’s historie og en af de største årsager hertil er jo nok at Michael Jordan kom ud det år. At én mand jo ikke alene definere et drafts kvalitet burde være logik for enhver, og om hvor dybt et draft skal være for at man kan snakke om et exeptionelt år er ren subjektivt.

De fire store i ’84 draftet (Jordan, Hakeem ”The Dream” Olajuwan, Charles Barkley og John Stockton) udgør uden tvivl et fantastisk godt bud på det bedste firkløver i en årgang, men derefter begynder man også at kunne se et pænt drop-off i talent.

På samme måde er det også yderst diskutabelt hvilket draft der udgør det ringeste. Et godt bud på firsernes værste draft er i hvert fald 1986, hvor jeg allerede har nævnt Chris Washburn, og dermed også antydet at betegnelsen ”Coke-draftet” ikke har bund i en reklameaftale med en cola producent.

Med 1986 draftet er det dog sådan, at det ikke er manglen på talent der gør det til en så dårlig årgang, men derimod hvad der blev af talentet og ikke mindst hvad kunne det være blevet til, hvis ikke årgangen havde været en integreret part af Pandoras æske og al dårligdom var blevet sendt igennem dem i uhyggelig stort omfang.

Cleveland Cavaliers der tog Brad Dougherty #1 og Ron Harper #8 fik faktisk det optimale ud af draftet, med de to spillere fra første runde der endte op som de bedste bidragsydere over en længere årrække.

Det startede allerede skidt på andendagen efter draftet, da Len Bias fejrede at glorværdige Boston Celtics havde valgt ham som #2 overall. Bias, der af mange stadig betragtes som et utroligt stort talent, på højde med Magic Johnson, valgte desværre at fejre med en bane kokain eller to, den fatale morgen på campus i Maryland – og overlevede ikke dagen.

Læs også vores Legende.artikel om "Len Bias - Hvad nu hvis.. ?"

At tabet af den mand der skulle have afløst Bird som ”the franchise” var med til at gøre Boston’s storhold til et noget mindre frygtindgydende hold i årene efter, synes ganske vist, men at man samtidig mister sit unge liv på en sådan måde er overskyggende tragisk i sig selv.

Hvis så vi husker på at den senere kaptajn for Celtics, Reggie Lewis, som man draftede året efter, døde efter blot 6 sæsoner, så er der vel ikke noget at sige til at Ainge sørger for at have rigeligt med unge stor-talenter i folden i disse dage.

Helt nede med pick #60, men efterfølgende klassificeret som en af de 10 bedste i årgangen, finder vi Drazen Petrovic, der først kom til NBA i 1989 og først rigtig begyndte at vise sin stjernestatus efter skiftet til New Jersey Nets i 1991. Petrovic var ligaens måske bedste skytte i de halvanden sæson med Nets, men i sommeren 1993 omkom han i en trafikulykke på den tyske autobahn.

Oppe i top 10 af draftet var det dog ikke slut med sørgelige historier, eller bare dumheder der koster karrierer og koster NBA hold fremtid. Med pick #3 havde vi jo Chris Washburn historien, og Phoenix gik ej heller ram forbi med deres valg af centeren William Bedford(#6), der faktisk nåede at vinde 2 mesterskaber med Detroit i sine 6 sæsoner og 238 kampe.

Bedford kunne aldrig få sin karriere på sporet for alvor, pga. sit kokain misbrug, hvilket 4,1ppg og 2,4rpg da også tydeligt viser. I hans bedste sæson – hans rookie sæson i Phoenix, hvor han spillede sammen med 5 andre rookies- snittede han 6,7 point og 4,9 rebounds på knap 20 minutter per kamp.

Som den fjerde spiller taget i top 7, var også Roy Tarpley(#7 af Dallas) afhængig af den – trods alt - dårligste version af coke, og han så ellers ud til at gå en lys fremtid i møde, da han blev udtaget til NBA All-Rookie Team og viste sig som en rigtig velskydende center.

I hans anden sæson blev han ligaens bedste sjette mand, og i hans tredje og fjerde sæson slog han for alvor igennem som en starter hos Mavericks, og snittede omkring 17ppg og 12,5rpg i de 64 kampe han var i stand til at spille over to sæsoner – og så gik der for alvor ged i den.

Kun 5 kampe ind i sin femte sæson (1991) blev han smidt ud af ligaen for sit kokainmisbrug, og da han i 1994 fik lov at komme indenfor i varmen igen (og fik en 6 års kontrakt), nåede han 55 kampe inden han blev hældt ud på livstid for misbrug af alkohol. Måske var hans tilnavn ”Beeroy” et lille hint for alkohol-meteret.

Tarpley spillede faktisk videre helt op til en alder af 40 (Europa, Kina og til sidst for Michigan Mayhem i CBA).

Skulle vi runde den utroligt uheldige 1986 årgang af, kunne man jo også lige bemærke at Arvydas Sabonis kunne have været blevet årgangens måske bedste spiller (med mindre Bias virkelig var Bird/Magic materiale), hvis han var kommet over og spille, da han blev draftet af Portland med nr. 20 i 1986.

Uden at vil lede tankerne alt for meget hen på den meget meget lidt morsomme bagside af Politiken, så vil jeg dog vælge at introducere en lille Dallas Mavericks historie under overskriften:

At tænke sig

Dallas var i firserne ikke just den mest heldige klub –og ej heller dygtigste- når det gjaldt om at drafte sig til storhed. De tre drafts fra 1984 til 1986 kunne have været opbygningen af et storhold uden lige, men blev i stedet til et par episoder uden den helt store tilbundsgående glæde i rent historisk perspektiv.

I 1984 nuppede Dallas Sam Perkins med nummer fire, og selv om Perkins fik en lang og flot karriere i specielt Dallas og Seattle, så forestil jer hvor perfekt Sir Charles Barkley kunne have passet ind i Mavericks altid manglende tyngde. Barkley røg som bekendt lige efter som nr. 5. MEN, det var nu ikke det værste det år, for udover at misse Barkley, så tog de også en no-body i Terence Stansbury med deres pick nr. 15 og altså lige et enkelt pick over John Stockton.

I stedet for Perkins og Stansbury (fik kun 3 sæsoner i NBA og snittede 6,3ppg), kunne Dallas have været mesterskabsfavoritter i mange år med en Stockton, Barkley kombination (og de havde jo også Mark Aguirre dengang).

Året efter havde Dallas nummer 8 i draftet og i og for sig var der ikke noget galt i deres pick, da de jo tog Detlef Schrempf, problemet var dog at de ikke lod ham udvikle sig. Da man havde Aguirre og endda også Dale Ellis og Sam Perkins, var det ikke just endnu en soft forward med et godt skud man havde brug for, og Detlef var således bænkevarmer i sine tre et halvt år i Dallas.

Ikke så snart havde man tradet ham væk, så begyndte han i Indiana og Seattle at vise sin styrke og fik sixth man award og tre All-Star optrædener.

Hvad man selvfølgelig kunne have tænkt sig, var at få den inside styrke man missede ved ikke at tage Barkley, og havde man nuppet Karl Malone (#13) eller i det mindste Charles Oakley (#9) var historien en helt anden.

Men endnu mere kan man da klaske sig på låret af fryd, eller rive sig i håret i frustration, når man tænker på at Dallas faktisk havde både pick nr. 16 og 17 oven i Schrempf valget. De to blev brugt på to talentløse centere i Bill Wennington og Uwe Blab… øøøhh har I ikke hørt om Blab? Har jeg vist egentlig heller ikke selv så tak for Google (øjeblik…), han var en høj tysker, der i sine 5 år snittede hele 2,1 point og rev 1,8 rebounds per kamp. Wennington, som nogen vil erindre fra hans Chicago dage, var en canadier der trods 13 sæsoner aldrig nåede op på 5 rebounds per kamp i en sæson (og med 4,6 point – 3,0 rebounds som snit i karrieren var han ren fyld).

I stedet for en shooter i Schrempf og to underlige centere til at rive rebounds, kunne man altså have valgt at nuppe Malone/Oakley til at tage kampen i midten og så f.eks. snuppe Joe Dumars (#18) eller A.C. Green (#23) som shooter… at tænke sig.

Som om to år i træk ikke var nok, så var det jo som bekendt i 1986 at de brugte pick nummer 7 på Roy Tarpley. Efter at have bommet med to skodcentere året før, var der ikke noget at sige til, at man valgte talentfulde Tarpley, og det må tilskrives bad luck at han viste sig at være et coke-head.

Men når de så viste sig faktisk at nuppe et af de bedste ”steals” i draftet, da de i anden runde (#25) tog Mark Price, så kunne det være vi kunne gi’ Dallas lidt kredit for en gangs skyld. Næææ, for han spillede aldrig for Dallas, da de sendte ham til Cleveland i bytte for et anden runde pick og lidt kontanter.

Price gik jo så hen og blev Cavaliers’ point guard de næste 9 år og snittede i de sæsoner 17,6 point og 7,8 assists og for hele hans karriere lå han på utrolige 90,4% fra straffelinien.

Alt i alt så kunne man tænke sig at Dallas i slutningen af 80’erne havde haft en trup med enten Charles Barkley eller Karl Malone, med en back court af John Stockton, Mark Price og Joe Dumars oven i stjernen Mark Aguirre – suk!

Når nu nogen hold er uheldige/letsindige, så er der naturligvis også nogen der er heldige/gode i handel med de her draft picks, Lakers er et af de hold der virkelig har lykkedes med at lade rouletten køre en ekstra gang… så lige en lille hurtig tanke mod den gyldne franchise.

Lucky bastards and stupid dittos

Selvom den første del af to yderst heldige draftpick handler faktisk fandt sted i slutningen af 70’erne, så tager vi lige den her med.

Da Lakers’ daværende ejer Jack Kent Cook blev buh'et ud efter at have ladet en af holdets store spillere Gail Goodrich smutte til New Orleans Jazz i 1976, mod at få et par første-runde picks, så var der helt andre boller på suppen, da man i 1979 kunne bruge et af disse picks på at tage Magic Johnson med det første pick i draftet det år.

Der var så næsten dømt deja vue, da GM Jerry West lavede samme stunt med Cleveland Cavaliers, ved at rive deres 1982 first round pick i en handel, hvorefter det selvfølgelig også endte med at være overall #1 pick. Det brugte man så som bekendt på at tage ”Big Game” James Worthy, og vupti, i stedet for en Magic i Utah og en Worthy i Cleveland, havde vi et Show-hold i L.A, og to spillere der begge endte blandt NBA’s 50 bedste spillere nogensinde.

I parentes kan man så nævne at Utah måske nok blev heldige senere med Stockton/Malone, men ud over at misse Magic Johnson i 1979, så fik de også dummet sig gevaldigt i 1982, da man med pick nr. 3 havde draftet den flashy og talentfulde Dominique Wilkins, med det senere øgenavn ”The Human Highlight Film”. Man mente ikke at have råd til at beholde ham (den gang var der ikke en rookie-scale løntrappe), og så gav man ham til Atlanta for kontanter og et par billige ”has-been” spillere.

Der kunne skrives så meget mere om drafts i firserne, med et væld af forskellige perspektiver, men lad os nu gi’ dem lidt fred indtil videre og glæde os over de store spillere, der har begavet os med All-Star karrierer, både blandt de nævnte i første del af gennemgangen her, men i endnu højere grad de spillere der gik i toppen af deres drafts og også viste sig værdige.

Facebook comments