Title

Brooklyn Nets: Alt afhænger af helbreddet

Brooklyn Nets sagde farvel til head coach Jason Kidd og veteranen Paul Pierce i løbet af sommeren. Til gengæld er Brook Lopez tilbage. Alt afhænger af hans og de øvrige stjernes helbred i denne sæson.

2013-2014: 44-38

Slutplacering: 2 i Atlantic Division

Semifinale i Eastern Conference

Kommentarer til rosteren:

 

Nets havde kæmpe ambitioner, da de rykkede ind i Barclays Center i Brooklyn, men de lader til at være dæmpet noget. I hvert fald er man ikke så vild med at betale luxury tax længere, og det kan man se på rosteren, hvor man bl.a. har sagt farvel til Paul Pierce. Der har også løbende været rygter om at Mikhail Prokhorov skulle have tænkt sig at sælge sin majoritetsaktiepost i Nets, men det er hidtil blevet afvist.

 

En af sommerens mere besynderlige historier fra NBA var Kidds mislykkede kupforsøg for at opnå GM-status, som førte til, at han røg til Milwaukee Bucks, frikøbt af hans kontrakt med Nets. Godt eller skidt for Nets? Det må tiden vise.

 

Den nye head coach Lionel Hollins har annonceret et mere defensivt orienteret Nets-hold med Kevin Garnett i startopstillingen. Det giver god mening med de spillere, der er til rådighed.

 

Garnett er naturligvis et spørgsmålstegn. Men han lader til at være kommet til training camp i bedre form end sidste år. Han har selv forklaret, at han sidste år skulle bruge tid på at finde ud af, om han overhovedet skulle spille igen, men at han i år var afklaret med at gennemføre sin kontrakt, og derfor kom i gang med træningen i juni.

 

Ifølge rapporter skulle de største Nets-stjerner, Brook Lopez og Deron Williams, også komme tilbage i god form.Williams skulle have tabt de obligatoriske 15 pund, og det burde være særdeles sundt for hans form.

 

Mason Plumlee havde en forrygende sommer, der endte med et VM-guld for Team USA, og mon ikke han er parat til en større rolle i den kommende sæson, selv med Lopez tilbage for fuld kraft. Reggie Evans og Andray Blatche er jo ikke længere at finde i Brooklyn, og det er svært at vide, hvor meget Garnett kommer til at bidrage med.

 

Rookie Bojan Bogdanovic havde et glimrende VM for Kroatien, selv om holdet ikke nåede så langt. Han er den eneste af de nytilkomne spillere, der trænger sig på i startopstillingen, hvor han sandsynligvis tager shooting guard positionen.

 

 

I Know What You Did This Summer

Vi kommer ikke uden om, at Kidds kup, der endte med at blive en boomerang, var en af sommerens mest bizarre historier. Det mest besynderlige ved historien var, at det ifølge mange iagttagere var den udgang, Kidd hele tiden havde gået efter. Han ville væk fra Nets, og den nemmeste måde var at komme på tværs af holdets ejer Mikhail Prokhorov og GM Billy King ved at gå til angreb på Kings position.

Der har ikke været nogen nævneværdige udtalelser fra Prokhorov om forløbet, men mon ikke han har bifaldet Andrei Kirilenkos udtalelser om, at Kidd ikke kunne stå for presset i Brooklyn.

Torkil Bang: Nets har gravet sig ned i lidt af et hul med de kontrakter, de har. De burde ikke have problemer med at komme i playoffs, og så alligevel... Konkurrencen i Atlantic kan blive hård nok, med kun Philadelphis, der åbenlyst vil tanke endnu en sæson væk.  

Facebook comments